2. Mosebog

11 Derpå sagde Jehova til Moses: „Én plage til vil jeg bringe over Farao og Ægypten. Derefter vil han sende jer bort herfra.+ Når han endelig sender jer bort, vil han bogstavelig talt drive jer bort herfra.+ 2 Tal nu i folkets påhør [og sig] at hver mand skal bede sin nabo og hver kvinde sin naboerske om sølvting og guldting.“+ 3 Så lod Jehova folket finde yndest i ægypternes øjne.+ Desuden var manden Moses meget anset i Ægyptens land, i Faraos tjeneres øjne og i folkets øjne.+

4 Og Moses sagde videre: „Sådan har Jehova sagt: ’Ved midnat går jeg midt igennem Ægypten,+ 5 og hver førstefødt+ i Ægyptens land skal dø, fra den førstefødte hos Farao, der sidder på sin trone, til den førstefødte hos tjenestepigen, som er ved håndkværnen, og hver førstefødt af husdyrene.+ 6 Og der skal lyde et højt skrig i hele Ægyptens land hvis lige aldrig har lydt, og hvis lige aldrig igen kommer til at lyde.+ 7 Men ikke en hund vil gø* ad nogen af Israels sønner, hverken ad mennesker eller husdyr;+ for at I kan vide at Jehova kan gøre forskel på ægypterne og israelitterne.’*+ 8 Og alle dine tjenere dér skal komme ned til mig og kaste sig for mig+ og sige: ’Drag ud, du og hele folket som følger dig.’ Og derefter vil jeg drage ud.“ Derpå gik han ud fra Farao i glødende vrede.

9 Da sagde Jehova til Moses: „Farao vil ikke høre på jer,+ for at mine mirakler kan øges i Ægyptens land.“+ 10 Og Moses og Aron gjorde alle disse mirakler for Faraos ansigt;+ men Jehova lod til stadighed Faraos hjerte forhærdes, og han sendte ikke Israels sønner bort fra sit land.+