17 Så førte han kaldæernes konge+ op imod dem, og han dræbte deres unge mænd med sværdet+ i deres helligdoms hus+ og havde ikke medlidenhed med den unge mand eller jomfruen, den gamle eller den affældige.+ Alt gav Han i hans hånd.
3 Jeg sagde nu til kongen: „Måtte kongen leve evindelig!+ Hvorfor skulle mit ansigt ikke være trist, når byen,+ mine forfædres graves hus,+ ligger i ruiner og dens porte er fortæret af ild?“+
7 Jeres land er lagt øde,+ jeres byer er brændt med ild;+ jeres agerjord — lige foran jer er fremmede+ ved at fortære den,+ og ødelæggelsen er som en omstyrtning [foretaget] af fremmede.+
7 Han er steget op som en løve fra sit krat,+ ja han som ødelægger nationerne er brudt op,+ han er draget ud fra sit sted for at gøre dit* land til noget man forfærdes over. Dine byer vil styrte i grus, så ingen bor der.+