Apostlenes Gerninger

8 Men Saulus bifaldt mordet på ham.+

Den dag udbrød der stor forfølgelse+ imod menigheden som var i Jerusalem; alle undtagen apostlene blev spredt+ ud over Judæas og Samaʹrias egne. 2 Men gudfrygtige mænd bar Steʹfanus til graven,+ og de holdt en stor klage+ over ham. 3 Saulus begyndte imidlertid at fare voldsomt frem mod menigheden. Han trængte ind i det ene hus efter det andet, slæbte både mænd og kvinder ud og sendte dem i fængsel.+

4 De der var blevet spredt gik imidlertid gennem landet og forkyndte ordets gode nyhed.+ 5 Filip, for eksempel, kom ned til byen Samaʹria+ og begyndte at forkynde Messias for dem. 6 Alle som én gav de mange mennesker agt på det Filip sagde, mens de hørte efter og så de tegn han gjorde. 7 For der var mange som havde urene ånder,+ og disse råbte med høj røst og kom ud. Endvidere blev mange som var lamme+ og halte kureret. 8 Så der blev stor glæde i den by.+

9 Nu var der i byen en mand ved navn Simon, som før dette havde øvet magi+ og forbløffet folk i Samaʹria idet han sagde at han selv var noget stort.+ 10 Og alle, fra den mindste til den største, gav agt på ham og sagde: „Denne mand er Guds Kraft som kan kaldes Den Store.“ 11 De gav altså agt på ham fordi han i temmelig lang tid havde forbløffet dem med sine magiske kunster. 12 Men da de fik tro på Filip, som forkyndte den gode nyhed om Guds rige+ og Jesu Kristi navn, lod de sig døbe, både mænd og kvinder.+ 13 Simon selv fik også tro, og efter at han var blevet døbt holdt han sig hele tiden til Filip;+ og han var forbløffet over at se tegn og store, kraftige gerninger finde sted.

14 Da apostlene i Jerusalem hørte at Samaʹria havde taget imod Guds ord,+ sendte de Peter og Johannes til dem; 15 og disse tog ned og bad for dem, for at de kunne få hellig ånd;+ 16 den var nemlig endnu ikke faldet på nogen af dem, men de var kun blevet døbt i Herren Jesu navn.+ 17 Så lagde de hænderne på dem,+ og de begyndte at modtage hellig ånd.

18 Da Simon nu så at ånden blev givet ved apostlenes håndspålæggelse, tilbød han dem penge+ 19 idet han sagde: „Giv også mig denne myndighed, så at enhver som jeg lægger hænderne på kan modtage hellig ånd.“ 20 Men Peter sagde til ham: „Måtte dit sølv forgå sammen med dig, fordi du mente at du kunne erhverve dig Guds frie gave for penge.+ 21 Du har hverken lod eller del i denne sag, for dit hjerte er ikke retskaffent i Guds øjne.+ 22 Du må derfor ændre sind med hensyn til denne din slethed, og bede Jehova* om, hvis det er muligt, at dit hjertes påfund må blive dig tilgivet;+ 23 for jeg ser at du er en* giftig galde+ og en uretfærdighedens lænke.“+ 24 Som svar sagde Simon: „Bed I for mig+ til Jehova* at intet af det I har sagt skal komme over mig.“

25 Da de nu havde aflagt et grundigt vidnesbyrd og talt Jehovas* ord, vendte de tilbage til Jerusalem, og på vejen forkyndte de den gode nyhed i mange af samaritanernes landsbyer.+

26 Men Jehovas* engel+ talte til Filip og sagde: „Bryd op og gå mod syd til vejen der fører ned fra Jerusalem til Gaʹza.“ (Dette er en ørkenvej.) 27 Så brød han op og gik, og se! en ætiopisk+ eunuk,+ en mægtig mand hos Kandaʹke, ætiopiernes dronning, som var sat over alle hendes skatte, han var taget til Jerusalem for at tilbede+ 28 men var nu på tilbagevejen og sad i sin vogn og læste højt af profeten Esajas.+ 29 Så sagde ånden+ til Filip: „Gå hen og hold dig nær til den vogn.“ 30 Filip løb hen ved siden af og hørte ham læse højt af profeten Esajas, og han sagde: „Forstår du egentlig det du læser?“ 31 Han sagde: „Hvordan skulle jeg dog kunne det når ingen vejleder mig?“ Og han anmodede indtrængende Filip om at komme op og sætte sig hos ham. 32 Det afsnit i Skriften som han læste højt var dette: „Som et får blev han ført til slagtning, og som et lam der er stumt over for den der klipper det, således åbner han ikke sin mund.+ 33 Under hans ydmygelse blev dommen taget bort fra ham.+ Hvem vil fortælle i detaljer om hans herkomst?* For hans liv tages bort fra jorden.“+

34 Som svar sagde eunukken til Filip: „Jeg beder dig, om hvem siger profeten dette? Om sig selv eller om en anden?“ 35 Filip åbnede sin mund,+ og idet han begyndte med dette skriftsted+ forkyndte han den gode nyhed om Jesus for ham. 36 Som de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og eunukken sagde: „Se! [Her er] vand; hvad hindrer mig i at blive døbt?“+ 37* —— 38 Så befalede han at vognen skulle holde, og de steg begge ned i vandet, både Filip og eunukken; og han døbte ham. 39 Da de var kommet op af vandet, førte Jehovas* ånd hurtigt Filip bort,+ og eunukken så ham ikke mere, for han fortsatte sin rejse med glæde. 40 Man fandt imidlertid Filip i Asʹdod,* og han gik gennem distriktet og fortsatte med at forkynde+ den gode nyhed i alle byerne indtil han kom til Cæsareʹa.+