38 De nåede frem til synagogeforstanderens hus, og han så de mange larmende mennesker der græd og jamrede højlydt.+ 39 Da han var kommet ind, sagde han til dem: “Hvorfor græder og larmer I? Pigen er ikke død, men sover.”+ 40 Så begyndte de at le hånligt ad ham. Men efter at have sendt dem alle ud tog han barnets far og mor og sine ledsagere med sig, og han gik ind hvor pigen lå. 41 Han tog barnets hånd og sagde til hende: “Talitá kum”, der betyder: “Lille pige, jeg siger til dig: Stå op!”+ 42 Med det samme stod pigen op og begyndte at gå omkring. (Hun var 12 år). Og de var helt ude af sig selv af glæde. 43 Men han forbød dem igen og igen* at fortælle det til nogen,+ og han sagde at de skulle give hende noget at spise.

52 Men alle græd og slog sig selv af sorg over hende. Så sagde han: “I skal ikke græde,+ for hun er ikke død, men sover.”+ 53 Så begyndte de at le hånligt ad ham, for de vidste at hun var død. 54 Men han tog hendes hånd og kaldte på hende med ordene: “Lille pige, stå op!”+ 55 Og hun fik livet tilbage.*+ Hun stod straks op,+ og han sagde at man skulle give hende noget at spise. 56 Hendes forældre blev ude af sig selv af glæde, men han sagde at de ikke måtte fortælle nogen hvad der var sket.+