Det første brev til thessalonikerne
2 I ved jo selv, brødre, at vores besøg hos jer ikke har været uden resultater.+ 2 Efter at vi, som I ved, først var blevet mishandlet og udsat for ydmygende behandling i Filippi,+ tog vi med Guds hjælp mod til os og forkyndte Guds gode nyhed for jer+ til trods for stor modstand.* 3 De tilskyndelser vi giver, udspringer ikke af forkerte opfattelser eller urene motiver, og vi er ikke ude på at bedrage jer. 4 Nej, vi er blevet godkendt af Gud og har fået den gode nyhed betroet, og derfor taler vi ikke for at behage mennesker, men Gud, som ser ind i vores hjerter.+
5 I ved jo at vi ikke på noget tidspunkt har prøvet at vinde jer med smiger eller har sat en facade op for at dække over grådighed.+ Gud er vores vidne! 6 Vi har heller ikke søgt ære fra nogen mennesker, hverken jer eller andre. Som Kristus’ apostle kunne vi ellers godt have været en økonomisk byrde for jer.+ 7 Men i stedet behandlede vi jer blidt og nænsomt, som en ammende mor der ømt og kærligt tager sig af sine børn. 8 Vi holdt så meget af jer at vi var besluttet på* ikke bare at give jer del i Guds gode nyhed, men også at give os selv helt og fuldt for jer*+ fordi vi elskede jer så højt.+
9 Brødre, I kan sikkert huske hvor hårdt vi arbejdede. Vi sled i det nat og dag for ikke at lægge en økonomisk byrde på nogen af jer+ mens vi forkyndte Guds gode nyhed for jer. 10 Både I og Gud selv er vidner på hvor loyalt, ordentligt og rigtigt vi har behandlet jer som tror. 11 I ved også hvordan vi blev ved med at tilskynde, trøste og vejlede hver enkelt af jer,+ sådan som en far+ gør over for sine børn, 12 for at I skulle blive ved med at leve på en måde der er værdig for Gud,+ som kalder jer til sit rige+ og sin herlighed.+
13 Derfor takker vi altid Gud,+ for da I hørte os forkynde Guds ord, tog I ikke imod det som ord fra mennesker, men som dét det i virkeligheden er, som Guds ord – og det virker i jer som tror. 14 Brødre, det er kommet til at gå jer ligesom de kristne i Guds menigheder i Judæa, for I er blevet mishandlet af jeres egne landsmænd+ på samme måde som de bliver det af jøderne. 15 Jøderne har endda dræbt Herren Jesus+ og profeterne, og de har forfulgt os.+ De gør ikke det Gud vil, og de modarbejder alle menneskers interesser, 16 for de prøver at hindre os i at forkynde for folk fra nationerne så de kan blive frelst.+ Sådan bliver de ved med at synde i fuldt mål. Men Guds vrede er endelig kommet over dem.+
17 Brødre, da vi for en kort tid var adskilt fra jer* (fysisk set, ikke i hjertet) og længtes meget efter at se jer, gjorde vi alt hvad vi kunne, for at møde jer ansigt til ansigt. 18 Ja, vi ønskede at komme til jer, og jeg, Paulus, prøvede både en og to gange, men Satan lagde hindringer i vejen for os. 19 Hvem er vores håb og vores glæde, vores jubels krone ved Herren Jesus’ nærværelse? Er det ikke netop jer?+ 20 Jo, I er vores herlighed og glæde.