Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g70 8/2 s. 20-21
  • Hvad er menneskets ånd?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvad er menneskets ånd?
  • Vågn op! – 1970
Vågn op! – 1970
g70 8/2 s. 20-21

„Dit ord er sandhed“

Hvad er menneskets ånd?

DET er nat. Fiji-landsbyen ligger indhyllet i mørke. Pludselig høres et råb om at en ånd igen har besat Mereani. Fra alle hytter kommer folk strømmende, frygtsomme og tryllebundne, og samles i Mereanis hytte. Dér sidder hun, rank i lampens skær, en ung gift kvinde på cirka tredive år. Hendes øjne er utrolig røde og blodskudte på grund af kraften der har besat hende, og hun stirrer vildt frem for sig. Seks stærke mænd kan ikke holde hende fast. Hun åbner munden, og en dyb, maskulin stemme med bydende autoritet taler myndigt og advarende om de overtrædelser man har begået mod stammens skikke. For at formilde „tevoro’en“ (djævelen eller ånden) i hende giver de frygtsomme landsbyboere hende over en halv liter hellig roddrik som hun skyller ned i ét drag. Så synker hun sammen. Næste morgen husker hun intet om nattens hændelser.

2 Denne begivenhed er typisk for hvad der undertiden sker på Fijiøerne. Selv om øboerne hævder at de er kristne, tror de stadig på „tevoro“, et ord der har forbindelse med det danske ord „djævel“. For de fleste øboere betyder det imidlertid et dødt menneskes „ånd“. De tror at denne ånd enten kan skade de levende eller gøre dem godt. Mange fijianere har lært dette lige fra barndommen.

3 For eksempel tror mange at et dødt menneskes ånd står op fra graven den fjerde nat („Bogi Va“), hvor man holder en fest for at forsone den. Derefter er ånden fri til at bevæge sig rundt, og den kan tage bolig et eller andet mørkt sted, for det meste i et stort „bakatræ“. I nattemørket kan dette mægtige figentræ med hængende grene let give næring til en sådan opfattelse.

4 Vi finder tilsvarende opfattelser på andre øer i det sydlige Stillehav. Samoas indbyggere gør en særlig indsats for at „mane ånden bort“ til den evige hvile, så den ikke forvolder mere skade. De graver den dødes knogler op og overhælder dem med kogende vand. På Tahiti lavede man for nylig et hul ned i en grav, tværs gennem kistelåget. Derpå blev et langt rør stukket ned i hullet så man kunne hælde kogende vand ned i kisten. Man håbede at det ville få den nyligt afdøde bedstemoders ånd til at holde op med at plage et af de små børnebørn med en dødelig sygdom.

5 Hvorfor har nogle en sådan opfattelse? En af de vægtigste grunde er at der overalt på jorden virkelig forekommer overnaturlige fænomener. Disse mystiske begivenheder tages som et bevis for at de dødes ånder lever videre. En anden grund er at mange ikke ved hvad Bibelen lærer om dette emne. Nogle mistolker endog det den siger. Vil man gerne vide sandheden om hvad der sker med et menneske når det dør, må man vende sig til Bibelen og høre hvad den selv siger. Den alene indeholder tanker af Gud — der kender sagen til bunds fordi han har skabt mennesket. Den forklarer også sandfærdigt hvad menneskets ånd er og hvad der sker med den når mennesket dør. — Es. 45:11, 12.

6 Vi må først lægge mærke til at Bibelen ikke forbinder nogen forestilling om udødelighed eller uforgængelighed med ordet „sjæl“. Nej, Bibelen taler ikke om at sjælen er noget der lever videre efter døden. Den viser tværtimod at sjælen er den levende skabning selv, enten det nu er en fisk, en fugl, et pattedyr eller et menneske. (1 Mos. 1:20, 24; 2:7)a Og Gud siger udtrykkeligt at „den sjæl, der synder, den skal dø“. — Ez. 18:4, 20.

7 Nogle kunne imidlertid tro at Prædikeren 12:7 støtter den idé at menneskets ånd fortsætter en bevidst tilværelse efter menneskets død. Der står i dette vers: „Og støvet vender tilbage til jorden som før og ånden til Gud, som gav den.“ Når menneskets ånd vender tilbage til Gud, kan den vel også tage andre steder hen eller gøre andre handlinger, ræsonnerer de. Den kan måske komme tilbage og besøge de efterladte.

8 De der tænker sådan, giver sig imidlertid af med ren og skær spekulation. De lægger noget i dette vers som ikke er der. Står der noget om at menneskets ånd vender tilbage til den afdødes tidligere landsby eller hjem og tager bolig i et nærliggende bakatræ, eller står der at den vender tilbage til Gud? Hvad Gud siger i sit ord om denne sag, er sandt. — Tit. 1:2; 4 Mos. 23:19.

9 Prædikeren 9:5, 6, 10 siger klart at de døde er uvirksomme, uden magt og uden følelser. Hvad er ånden da for noget, og hvordan vender den tilbage til Gud? Den ånd der omtales i Prædikeren 12:7 er ikke sjælen, den levende skabning selv, men den upersonlige livskraft der findes i menneskelegemets celler og som forlader legemet når døden indtræffer. Eftersom Gud er den eneste der har magt til at gengive et menneske denne livskraft, kommer den ved døden ind under Guds jurisdiktion eller myndighed. Det er da overladt til Jehova Gud ved sin dommer, Jesus Kristus, at afgøre om det pågældende menneske skal oprejses fra døden. — Joh. 5:21.

10 Vi kunne måske illustrere dette ved et eksempel: En mand låner en ting ud til en ven. Når vennen kommer for at aflevere den, kan ejeren bede ham om at stille den ved døren til hans hytte. Selv om låneren ikke har afleveret tingen til ejeren personligt, er den alligevel igen i ejerens besiddelse, under hans myndighed. Sådan er det med menneskets livskraft ved døden; den ’vender tilbage til Gud’.

11 Hvem er da skyld i de mystiske, overnaturlige fænomener som sættes i forbindelse med afdøde menneskers ånder? Det er dæmoner, onde ånder. Disse onde magter giver sig snedigt ud for at være afdøde mennesker i et forsøg på at få det til at se ud som om de døde lever og Gud lyver. Ofte besætter de folk, som i det tilfælde der er omtalt i denne artikels indledning, for at man skal fæste lid til deres urigtige påstande. — Ef. 6:12.

12 For at undgå at komme ind under dæmonernes farlige påvirkning må vi væbne os med Bibelens sandheder. Det seksmåneders gratis hjemmebibelstudium Jehovas vidner tilbyder, vil være en god hjælp. Vi opfordrer Dem til at tage imod dette tilbud nu, da der kun er kort tid tilbage før Gud udsletter hele den onde verdensordning. De vil blive rigt velsignet hvis De gør det. — Joh. 17:3.

[Fodnote]

a Ordet „væsen“ er her en gengivelse af det hebraiske neʹfesh, der egentlig betyder „sjæl“. Se den autoriserede danske bibeloversættelse af 1871.

Kan De svare på følgende spørgsmål?

Svarene findes i ovenstående artikel.

 1. Hvilken mærkelig begivenhed fandt sted en nat i en landsby på Fijiøerne?

 2. Hvad tror fijianerne at en ånd kan gøre mod de levende?

 3. Hvornår mener de at en ånd er fri og kan bevæge sig omkring?

 4. Hvordan prøver samoanerne at „mane ånden bort“ til den evige hvile?

 5. Hvorfor har folk sådanne opfattelser?

 6. Hvad siger Bibelen om sjælen?

 7. Hvilket ræsonnement foretager nogle når de læser Prædikeren 12:7?

 8. Hvorfor er det absurd at tro at et menneskes ånd vender tilbage til den afdødes landsby?

 9. Hvad er ånden eller livskraften, og hvordan vender den tilbage til Gud?

10. Hvordan kan vi illustrere den måde hvorpå ånden vender tilbage til Gud?

11. Hvem er skyld i de mystiske fænomener, og hvad er deres hensigt?

12. Hvad bør vi gøre for at undgå at komme ind under dæmonernes indflydelse?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del