Spærret inde af en regnflod
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I ISRAEL
DET var ved den tid da man fejrer den årlige påske i Israel. Da vi havde fri fra vort verdslige arbejde nogle få dage, havde vi besluttet at tage en tur sydpå gennem Be’ersjeba over den nordlige del af Negevørkenen, og helt ned til Det døde Hav og Masada. Vores lille selskab, der var fordelt i to biler, så frem til en interessant tur.
Et kraftigt regnvejr påskemorgen lagde en dæmper på vor begejstring. Men vi satte vor lid til at vejret snart ville blive bedre, for regntiden er almindeligvis ovre i april måned. Højst sandsynligt var dette den sidste del af ’sildigregnen’. (5 Mos. 11:14) Efterhånden som vi kom længere sydpå blev vejret bedre.
Omkring Gat, nu kendt som Kirjat-Gat, var landet grønt og frodigt. De filistere vidste hvor de skulle slå sig ned! Da vi passerede beduinstammernes sorte gedehårstelte langs vejen mod Be’ersjeba, gik vore tanker næsten fire tusind år tilbage til Abrahams dage da han også „boede i telte“ i denne egn. (Hebr. 11:9) Da vi nåede Be’ersjeba skinnede solen fra en klar himmel.
Nu kørte vi sydpå, og det gik jævnt opad. Her viste ørkenen al sin farvepragt. Klippelagene findes i et væld af nuancer — violet, grøn, gul, højrød, blå, for blot at nævne nogle få af dem vi fik øje på.
To punkterede dæk på den ene af bilerne afbrød vores videre rejse. Der var kun ét at gøre: den anden bil måtte køre til den nærmeste by for at få lappet. Til vores store overraskelse forsvandt det klare solskin pludseligt og et voldsomt uvejr med heftig regn satte ind. Det skete netop da vi nåede en wadi, et flodleje som er udtørret undtagen i regntiden, og som landevejen skar igennem. Dette flodleje må have været omkring en kilometer bredt. Vi lagde mærke til at en bæk allerede var ved at dannes. Nu blev himmelen endnu mørkere, og regnen skyllede ned i foruroligende kaskader, så voldsomt at vinduesviskerne overhovedet ingen virkning havde.
Det så ud som om hele dalen bølgede op og ned; det var vandstrømmene der satte den i bevægelse fra alle kanter. Overalt brød strømmene pludseligt frem og løb af sted med større og større fart. Vi ville prøve at nå den anden side af dalen for at komme op på højere grund. Det lykkedes næsten, men så fandt vi dybt vand foran os. En arabisk beduin vinkede os tilbage ad den vej vi var kommet. Det lykkedes os at vende bilen.
Men halvvejs tilbage over flodsengen spærrede dybt vand igen vejen for os. Der var ingen mulighed for at komme over på den anden side. Landevejen var fuldstændig forsvundet under de stigende vandmasser. Vi kantede bilen bort fra vejen og op på en stor sandbanke som vi delte med en mangfoldighed af redskaber og maskiner som blev brugt til vejarbejde. Alle arbejderne var hjemme hos familien på grund af påsken. Nogle få meter derfra blev et arbejdsskur væltet omkuld af den kraftige strøm. Dalen var ét kaos. Store brændstoftanke hoppede og dansede på de oprørte vande, stødte imod hinanden og blev tømt for deres indhold. Også andet udstyr blev revet med af floden.
En beduin havde slået sit telt op på en sandbanke i nærheden. Det undrede os at hans telt overhovedet kunne stå under dette kraftige regnskyl. Hans nærværelse var en betryggelse for os.
Da der var gået en time stilnede regnen noget af og sigtbarheden blev bedre. Vi kunne se at hele dalen var fyldt med tonsvis af vand som var væltet ned fra skyerne. Vi lagde også mærke til at de eneste to steder som stadig befandt sig over vandspejlet var den sandbanke hvor vi havde slået os ned og det sted hvor beduinen havde anbragt sit telt.
Da vandstanden sank tilstrækkeligt, vadede denne venlige beduin over til os for at sige at vi måtte vente endnu nogle få timer før vi kunne gøre forsøg på at komme videre. Men hvad betød det? Vi var taknemmelige for blot at være i live!
Henved tre timer senere kom vejen igen til syne. Et lag af sten og skærver dækkede vejen, hvilket gjorde den svær at køre på. Men vi nåede den modsatte side og traf straks gruppen i den anden bil.
Nu havde vi af egen erfaring lært hvad Bibelen mener når den bruger udtrykket ’en strøm, man ikke kan vade over’. — Ez. 47:5.