Misund ikke berømtheder

DRØMMER De om at blive en berømt sanger eller skuespiller som folk flokkes om for at få autografen? Dette er et meget almindeligt ønske, især hos unge mennesker. Men gør en sådan berømmelse virkelig livet behageligere og mere indholdsrigt?

Overvej en gang hvad en berømthed må ofre for sin berømmelse. Han har ikke den frihed at kunne færdes offentligt uden at nogen lægger mærke til det, sådan som De kan. Ved et selskab må han passe på ikke at tale uforsigtigt, da han sandsynligvis vil blive citeret både korrekt og ukorrekt. Det er vanskeligt for hans børn at omgås andre børn normalt. Der er også den konstante fare for at de skal blive kidnappet af folk der kræver løsepenge.

Hans personlige eller familiemæssige problemer kan ikke let holdes privat. For nylig udgav Jacqueline Onassis’ tidligere privatsekretær en bog som over for offentligheden afslører dele af fru Onassis’ privatliv mens hun var fru Kennedy. Fru Onassis ville uden tvivl have foretrukket at hendes privatliv ikke var blevet offentliggjort. Men da berømtheder er nødt til at ansætte medarbejdere, er det ikke let for dem at holde det privat der sker inden for hjemmets fire vægge. Tabet af privatlivet er en høj pris for berømmelse. Har De virkelig lyst til at leve som en guldfisk i et akvarium hvor hver eneste af Deres bevægelser bliver overvåget og kritiseret?

Desuden kan berømtheder ikke være sikre på at de der giver sig ud for at være deres venner, også virkelig er det. Sådanne mennesker er måske i virkeligheden mere interesseret i at blive set i selskab med en berømt person. Andre berømtheders venskab er heller ikke til at stole på, for de ønsker først og fremmest at henlede offentlighedens opmærksomhed på sig selv. De kan blive vanvittig jaloux hvis en såkaldt ven får mere offentlig omtale end de selv gør. En sand ven derimod „kan overgå broder i troskab“. — Ordsp. 18:24.

Moralen blandt de fleste berømtheder er bestemt ikke misundelsesværdig. Umoralitet er fremherskende blandt dem og bliver årsag til spektakel i hjemmene, skilsmisser og sygdomme. Et umoralsk liv er ikke et lykkeligt liv. I forbindelse hermed siger Maurice Zolotow, der har været knyttet til mange berømte personer: „I cirka femten år har jeg været mange Broadway- og Hollywoodskuespilleres fortrolige ven. De har mulighederne for at leve et tøjlesløst kønsliv, og nogle af dem gør det også fuldt ud . . . Men når de begynder at stole på én og åbner sig, indrømmer de hvor tomt og utilfredsstillende det hele er.“

En berømthed bliver som regel hurtigt glemt når han dør. Selv om hans navn måske findes i historiebøger, ophører det med at være på folks læber. Dette sker især når en ny generation vokser op og den gamle som kendte ham forsvinder. Hvor mange store atleter, for eksempel, som vandt berømmelse i det gamle Grækenland, kender De? Hvor mange af dem tales der om i dag?

Har De nogen sinde hørt om Filonides? Han vandt berømmelse ved at løbe 168 kilometer på én dag, men offentligheden i dag hylder ham ikke. Hvad med Alkibiades? Han blev berømt fordi han var den eneste der på én gang havde syv vogne med i de olympiske lege og vandt første-, anden- og tredjepræmien. Hele byer slog sig sammen om at fejre hans sejr; dog er han i dag ukendt af offentligheden.

Sådanne personers berømmelse var forholdsvis kortvarig. Den var ikke evig, sådan som nogle kan have troet den ville være. Det samme er tilfældet med berømmelse i dag. For nylig sagde et kendt medlem af en sangtrio: „Her er vi; vi har slået vores navn fast for evigt.“ Er dette ikke blot en illusion, ønsketænkning? Den eneste mulighed et menneske har for at blive husket for evigt er at vinde det evige liv som Skaberen har lovet dem der gør hans vilje. — Rom. 6:23.

En atlet fra i dag, en bokser der blev berømt i Stillehavsområdet, kom til at forstå at der findes noget som det er mere værd at søge end berømmelse. Han vidste hvad det var at være berømt. Folk strakte hænderne ud for at røre ved ham når han gik forbi; han fik præmier, offentlig omtale og personlig ære.

Da han kom til at forstå at boksning ikke behager Skaberen, holdt han straks op med det. Han blev spurgt hvad han troede folk ville sige, især da der var planlagt en kamp til dagen efter at han var holdt op og han var blevet udtaget til at repræsentere sin ø ved nogle specielle kampe på Ny Caledonien. Han svarede kort og klart at menneskers hyldest ikke længere betød noget for ham. Det han ønskede var Guds godkendelse. — 2 Tim. 2:24.

I stedet for at misunde berømtheder, som en kort tid beundres af andre mennesker, vil det være langt mere lønnende og tilfredsstillende at søge at få et godt omdømme hos Gud ved at gøre godt i harmoni med hans skrevne ord.

Bokseren som opgav berømmelse for at få et godt omdømme hos Gud, valgte den bedste livsbane. Nu føler han den tilfredshed der er ved at hjælpe andre, den glæde der er ved at være omgivet af ægte venner, og den lykke der er ved at eje håbet om en evig fremtid i fuldkommenhed i Guds nye orden. Er det ikke mere ønskværdigt end den flygtige berømmelse man kan opnå i denne verden?