„Dit ord er sandhed“

Hvad er døden?

„DØDEN er vor tids vigtigste spørgsmål.“ Det mener den amerikanske psykiater Robert J. Lifton, der er professor ved Yale-universitetet. Hans livsgerning er at studere døden, og et af de resultater han er nået til er dette: „Når man er død, er man død.“ — Newsweek, 16. april 1970.

Ordbøger og leksika er stort set af samme mening. Den uforkortede udgave af Webster’s Third New International Dictionary definerer døden som „den tilstand at man ikke længere er i live“ og „den uigenkaldelige afslutning på alle livsfunktioner hos et dyr eller en plante, eller i en del af et dyr eller en plante“.

Encyclopædia Britannica (1959), bind 7, siderne 108 og 110, siger: „Døden [er] livsfunktionernes permanente ophør i dyrs og planters legemer, livets afslutning eller det at dø.“

Dr. V. J. Collins, der er overnarkoselæge på Cook County Hospital i Chicago, Illinois, har forklaret hvad det betyder når man taler om „livsfunktionernes ophør“. Han har udarbejdet en oversigt der indeholder fem grundlæggende faktorer til bestemmelse af om en person er død. Disse er: „Hjernefunktion, nervereflekser, åndedrætsfunktion, kredsløbsfunktion og hjertevirksomhed.“ Når alle disse er ophørt er det sikkert at døden er indtruffet. — Science Digest, august 1970,

Alt dette harmonerer med hvad Bibelen har at sige om de dødes tilstand. Da Gud dømte det første menneske, Adam, på grund af dennes ulydighed, sagde han: „Støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ (1 Mos. 3:19) Hvor var Adam før Gud dannede ham af jordens støv? Han eksisterede ikke. Der var ingen Adam. Hvor var Adam derfor da han vendte tilbage til den tilstand han før havde været i? Ikke i himmelen, ikke i helvedes ild, ikke i skærsilden. Han ophørte med at eksistere; der var ikke længere nogen Adam.

Den øvrige del af Bibelen understreger gentagne gange at død er det modsatte af liv, at død er ikke-eksistens. Den bibelske salmists råd lyder således: „Sæt ikke eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe! Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag [i den selv samme time ophører al hans tænken, New English Bible].“ — Sl. 146:3, 4.

Den vise kong Salomon, der grundede over livets tomhed, sammenlignede menneskets død med dyrenes, idet han sagde: „Thi menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle; mennesket har intet forud for dyrene, thi alt er tomhed. Alle går sammesteds hen, alle blev til af muld, og alle vender tilbage til mulden.“ „Kun for den, der hører til de levendes flok, er der håb; thi levende hund er bedre faren end død løve. Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte.“ — Præd. 3:19, 20; 9:4-6.

„Men, hvad sker der med menneskets sjæl?“ spørger De måske. Guds ord fortæller os at da Gud skabte det første menneske blev det en levende sjæl. Den siger også at „den sjæl, der synder, den skal dø“. Der er derfor heller intet grundlag for påstanden om at menneskets sjæl lever videre efter døden.a — 1 Mos. 2:7; 1 Kor. 15:45; Ez. 18:4.

Det er sandt at Bibelen omtaler nogle „døde“ som er ved bevidsthed; men disse er kun åndeligt, ikke bogstaveligt, døde. Apostelen Paulus siger således: „I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I forhen vandrede i, ledede af denne verdens tidsånd.“ — Ef. 2:1, 2.

Det er interessant at mange teologer i vor tid er tilbøjelige til at indrømme at de døde virkelig er døde. James Lapsley fra Princeton Theological Seminary i New Jersey udtalte følgende efter at have gennemgået adskillige bøger der handlede om døden: „Litteraturen både genspejler og dokumenterer at den Vestlige kulturs traditionelle tro på sjælens udødelighed er på retur, og også at der er ved at ske en verdsliggørelse af vor opfattelse af døden. I Perspectives on Death, der er en samling essays som belyser mange sider af denne sag fra et overvejende teologisk synspunkt, viser Lou H. Silberman og Leander Keck at læren om sjælens udødelighed i hvert fald ikke har noget bibelsk grundlag.“ Theology Today, april 1970.

Men på trods af disse kendsgerninger er der stadig mange præster i kristenheden der i deres begravelsesprædikener følger de gamle trosbekendelser som lærte at menneskets sjæl skulle være udødelig. Hvis de er protestantisk-evangeliske eller fundamentalistiske, mener de at den afdøde opnår himmelsk salighed i dødsøjeblikket. Hvis den afdøde er romersk-katolsk, mener præsten at hans sjæl pines i skærsilden.

Man kommer til at tænke på hvad en bedemand engang sagde. Han havde begravet mange katolikker, protestanter, og jøder, men efter at have hørt det foredrag der blev holdt ved begravelsen af et af Jehovas vidner og have foretaget begravelsen, mumlede han: „Det er første gang jeg har begravet et dødt menneske!“

De præster i kristenheden der har afskrevet myten om menneskesjælens udødelighed indrømmer imidlertid selv at de er kommet i en vanskelig situation. Dr. Minton, der underviser i teologi og filosofi på et amerikansk college, har udtrykt sig således i en artikel med overskriften „The Need for a Theology of Death“ [Behovet for en dødens teologi]: „Spørgsmålet om et personligt liv efter døden bør tages op til alvorlig overvejelse, for man må være blind for ikke at indse at døden er et problem for det ’verdslige’ menneske.“ — The Christian Century, 25. marts 1970.

Hvorfor føler disse ’verdslige’ præster at døden er et problem? Fordi de ikke blot har afskrevet troen på et bogstaveligt himmelsk liv og myten om menneskesjælens udødelighed, men også det bibelske håb om en opstandelse fra de døde; de har således ikke noget at tilbyde deres menighed, og derfor bliver livet meningsløst for dem. Men skønt Bibelen lærer at de døde virkelig er døde, er døden ikke noget problem for den der virkelig tror på Bibelen. Den fremholder nemlig et håb om en opstandelse fra døden.

I Første Korinterbrevs femtende kapitel giver apostelen Paulus en mesterlig begrundelse for troen på en opstandelse. Og Jesus selv sagde: „Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans [Jesu] røst, og de skal gå frem.“ — Joh. 5:28, 29.

Håbet om opstandelsen giver vort nuværende liv mening, for det indebærer et håb for fremtiden. Den kundskab man har erhvervet sig og det mønster for ret livsførelse man har bygget op, udslettes ikke for evigt ved døden, men vil komme en til gode i opstandelsen.

De venter på en opstandelse

● „Abel, . . . Enok, . . . Noa, . . . Abraham, . . . Sara. . . . I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så og hilste det i det fjerne . . . [Abraham] regnede med, at Gud har magt til endog at vække fra de døde.“ — Hebr. 11:4-19.

[Fodnote]