„Dit ord er sandhed“

„Lykkelige er de der har et mildt sind“

DEN populære forfatter Mark Twain sagde engang spydigt at det britiske verdensrige var omtalt i Bibelen i Mattæus 5:5. Der læser vi ifølge den autoriserede danske oversættelse: „Salige er de sagtmodige, thi de skal arve jorden.“ På hans tid så det virkelig ud til at dette verdensrige havde arvet jorden, for det havde kolonier på seks kontinenter og kunne prale af at solen aldrig gik ned over de britiske besiddelser.

Disse ord af Jesus har også udløst en kåd reaktion hos en populær beatgruppe der på en meget sarkastisk måde synger om det velsignede ved at være sagtmodig, en man sidder på og spytter på.

Øjensynlig frembyder disse ord af Jesus virkelig et problem for nogle mennesker; ordene kan se ud til at være paradoksale. De sagtmodige arve jorden? Er det ikke de hårde, hensynsløse, grusomme, aggressive og stridbare der har overtaget jorden? I det store og hele har det været sådanne mænd som Napoleon, Hitler og andre diktatorer. Var de sagtmodige? Næppe!

De der drager Jesu ord i tvivl tager ikke desto mindre fejl i adskillige henseender. De misforstår Jesu ord. Det græske ord praús der gengives ved „sagtmodig“, betyder egentlig at have et mildt sind, at være blid. Dette betyder ikke noget svagt der let lader sig dominere. Det græske ord er forbundet med tanken om noget stærkt; de gamle grækere brugte det til at beskrive en vild hest der var blevet tæmmet og nu var mild, blid, men stadig stærk.

Desuden sagde Jesus ikke at de sagtmodige skulle bemægtige sig jorden. Nej, han sagde at de skulle arve den. Fra hvem? Fra Gud, naturligvis!

Endvidere overser de der kritiserer Jesu ord at han ikke sagde hvornår de sagtmodige skulle arve jorden. Jehova Gud har en tid til hver eneste af sine hensigter. (Præd. 3:1-8) I dag har denne tingenes orden Satan Djævelen til hersker og gud, og det kan derfor ikke forventes at tingene vil blive gjort i overensstemmelse med bibelske principper. Men mennesker med tro på Gud og hans ord har tillid til at Guds vilje i den nære fremtid vil ske på jorden såvel som i himmelen, og så vil de der har et mildt sind arve jorden. — Matt. 6:10; 2 Kor. 4:4.

Hvem er de sagtmodige der vil arve jorden? Ja, hvem var den mildeste mand der nogen sinde har levet? Var det ikke Jesus Kristus, Guds søn? Da han var på jorden kunne han sige: „Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.“ Sagtmodig, blid? Ja, men på ingen måde svag. Med hvilken frimodighed jog han ikke vekselererne ud af templet! Hvor frygtløst slyngede han ikke fordømmelser imod de religiøse hyklere på sin tid! Hvilken koldblodighed udviste han ikke da en pøbelhob kom for at arrestere ham! — Matt. 11:28, 29; 21:12, 13; 23:13-32; 26:48-56.

Jesus Kristus selv er derfor i første række den som Mattæus 5:5 tager sigte på. Han er den mildeste af alle, og er den til hvem Jehova har sagt: „Bed mig, og jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord i eje.“ Som konge over hele jorden ’skal han herske fra hav til hav, fra floden til jordens ender’. — Sl. 2:8; 72:8.

Imidlertid vil Jesus ikke blive enearving til jorden. Forenet med ham er 144.000 andre, som vi læser i Åbenbaringen 14:1. Sammen med ham på det himmelske Zions bjerg er der „hundrede og fireogfyrretyve tusinde“. Disse må kvalificere sig til denne kongelige ære ved at opdyrke Guds ånds frugt, herunder mildhed. (Gal. 5:22, 23) At Jesus skulle arve jorden sammen med andre fremgår tydeligt af ordene: „Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham.“ (Rom. 8:16, 17) Angående disse læser vi også at „de blev levende og blev konger med Kristus i tusinde år“. — Åb. 20:4.

Den omstændighed at Jesu ord i Mattæus 5:5 først og fremmest angår ham og de 144.000 der er forenet med ham, betyder ikke at de ikke har betydning for andre af hans disciple. Det har de, for de fremholder et princip der også angår hans „andre får“. Disse har håb om at kunne glæde sig over en paradisisk jord. — Joh. 10:16; Luk. 23:43, New World Translation.

Langt det overvejende flertal af de mennesker der er døde og som vil blive oprejst af Jesus Kristus, har udsigt til at opnå rige jordiske velsignelser. Men i juridisk forstand vil de ikke eje jorden, arve den, men de vil forvalte den for de sagtmodige der skal herske over dem. — Joh. 5:28, 29.

Eftersom det er sagtmodige kristne der skal forvalte jorden for de himmelske arvinger, hvad betyder det så for de kristne i dag? Det betyder at de alle må stræbe efter at opdyrke og besidde åndens frugt, mildhed. Ja, der er mange bibelske formaninger til at være sagtmodig eller have et mildt sind.

For eksempel vejledes kristne i Efeserne 4:2 om at vandre „med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed“. I Kolossenserne 3:12 får de denne befaling: „Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed.“ Kristne formanes endvidere til at gøre rede for deres håb „med sagtmodighed“. Og især vejledes hustruer om at lægge den gode egenskab mildhed for dagen. Hellere end at lægge vægten på fine klæder, kostbare juveler og kosmetik skal de lade deres prydelse være „hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne“. — 1 Pet. 3:15, 16, 4.

De sagtmodige finder i sandhed stor lykke ved de fremtidsudsigter der fremholdes for dem af Gud. Denne lykke er ikke noget som de først får del i engang i fremtiden; den får de styrke fra allerede nu. Og der er andre måder hvorpå det bringer dem lykke at de har et mildt sind nu i tiden. De bliver sparet for en hel del gnidninger og stridigheder, de skuffelser og den bitterhed der plager de hensynsløses og ærgerriges liv. De har gudhengivenhed, der sammen med tilfredshed er en stor vinding. — 1 Tim. 6:6.

At opdyrke et mildt sind er i sandhed en viis handlemåde for alle kristne der vil være lykkelige nu og som vil være blandt dem der enten skal eje jorden eller skal forvalte den for de himmelske arvinger.

● „Salig den mand, der tager sig af de svage, ham frelser [Jehova] på ulykkens dag; [Jehova] vogter ham, holder ham i live, det går ham vel i landet.“ — Sl. 41:1, 2.