„Dit ord er sandhed“
„[Lykkelige] er de, som er forfulgte for retfærdigheds skyld“
GANG på gang advarede Jesus og hans apostle om at kristne kunne forvente at blive forfulgt.a Men desuden sagde Jesus i sin bjergprædiken: „Salige [lykkelige, New World Translation] er de, som er forfulgte for retfærdigheds skyld.“ (Matt. 5:10) Det bør nævnes at denne prædiken med rette er blevet kaldt „den prægtigste prædiken der nogen sinde er holdt, i indsigt, i fyndighed og i kraft“. — Word Pictures in the New Testament, Robertson.
Bemærk at Jesus ikke henviste til enhver form for forfølgelse. Nej, han sagde at det var dem som led forfølgelse for retfærdighedens skyld der var lykkelige. De første kristne blev udsat for en sådan forfølgelse. Derfor skrev apostelen Peter til dem: „Derover undrer de sig nu og spotter jer, når I ikke med de andre styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser.“ — 1 Pet. 4:4.
Guds ord forlanger at hans tjenere gør det der er retfærdigt ved at nære fuldstændig hengivenhed for Jehova Gud. Det betyder at de skal elske ham af hele deres hjerte, sjæl, sind og styrke. De må adlyde Gud som hersker fremfor mennesker. Når mennesker forlanger at Guds tjenere skal gøre noget Gud har forbudt dem at gøre, har de ingen anden udvej end at nægte at adlyde sådanne mennesker — ofte med det resultat at de bliver forfulgt. Dette var tilfældet for de første kristne som nægtede at deltage i tilbedelsen af kejseren og som blev udsat for alle mulige former for grusomhed fordi de sagde nej til at gøre det. De led virkelig „for retfærdigheds skyld“.
Det er nøjagtig det samme for kristne i dag som trofast følger i Jesu fodspor. Mange regeringer forlanger at Jehova Guds tjenere bryder deres kristne neutralitet og deres loyalitet mod Guds rige ved at melde sig ind i politiske partier, deltage i afgudsdyrkelse og ubetinget stille sig til rådighed i menneskers og deres institutioners tjeneste. Bøjede man sig for sådanne krav ville man give kejseren det som alene tilhører Jehova, og desuden ville man ignorere Jesu advarsel om at „ingen kan tjene to herrer“. — Matt. 6:24; 26:52; Joh. 18:36; Mark. 12:17.
Fordi disse kristne Jehovas vidner nægter at gå på kompromis og at bryde deres integritet, er de blevet grusomt forfulgt. I den senere tid er det især sket i visse nyoprettede afrikanske stater. Dér er nogle kristne brutalt blevet slået bevidstløse, andre er pint til døde og kristne kvinder er gentagne gange blevet voldtaget. Hvorfor? Fordi de ikke ville gå på kompromis i spørgsmål der berørte deres forhold til Gud. Alle disse lidelser er kommet over dem „for retfærdigheds skyld“.
Andre kristne har lidt forfølgelse for retfærdighedens skyld på andre måder. Guds ord siger til kristne „at de skal afholde sig . . . fra blod“. Fordi de følger dette retfærdige bud, er børn blevet taget fra forældrene og påtvunget blodtransfusion. Andre er på grund af deres holdning til blod blevet nægtet enhver form for lægebehandling. Andre igen er blevet overfuset, truet, latterliggjort og hånet fordi de har indtaget Bibelens standpunkt. Alt dette kommer ind under forfølgelse for retfærdighedens skyld. — Ap. G. 15:19, 20, 28, 29.
Der kunne givet andre eksempler, men disse er tilstrækkelige til at vise at kristne i dag bliver forfulgt for retfærdighedens skyld. Jesus sagde at alle sådanne kunne anses for at være lykkelige. Hvordan det? På hvilken måde? På mere end én måde. Den fysiske lidelse i sig selv gør dem ikke lykkelige. Men mange kristne hustruer, og for den sags skyld også ægtemænd, som har udholdt voldsom forfølgelse fra deres ægtefælle fordi de har taget standpunkt for Jehova Gud og hans rige, har på grund af deres trofaste udholdenhed haft den glæde at se deres ægtefælle standse forfølgelsen og blive en trosfælle.
De der går på kompromis for at undgå at blive forfulgt, kan afgjort ikke siges at være lykkelige. De plages af en skyldbetynget samvittighed og må ofte bittert fortryde det de har gjort. Men de som er villige til at udholde forfølgelsen, fremfor at gå på kompromis eller opgive, er virkelig lykkelige. De har en ren samvittighed, netop som de bliver rådet til at have: „Dog med sagtmodighed og frygt og med god samvittighed, så de, der håner jeres gode færd i Kristus, må blive til skamme, når de bagtaler jer.“ — 1 Pet. 3:16.
De er også virkelig lykkelige fordi de er klar over at de ved trofast at udholde forfølgelsen har del i hævdelsen af Jehova Gud som den retmæssige og kærlige Suveræn der er berettiget til at modtage sine skabningers absolutte hengivenhed. Og samtidig har de den tilfredsstillelse at bevise at Djævelen var en løgner da han pralede med at han kunne vende alle mennesker bort fra Gud. Ja, det er deres uvurderlige privilegium at gøre Guds hjerte glad, netop som han selv siger: „Vær viis, min søn, og glæd mit hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.“ — Ordsp. 27:11.
Hvordan kan det være? Fordi Jobs bog klart viser at Satan spottende rejste det spørgsmål hvorvidt nogen mennesker ville forblive trofaste mod Gud, selv under de hårdeste prøver fra Djævelen. Job beviste at Djævelen tog fejl og var en løgner, og som følge heraf blev Job erklæret lykkelig, som vi læser: „Se, vi priser dem salige [lykkelige, New World Translation], som har holdt ud. I har hørt om Jobs udholdenhed og set, hvordan Herren lod det ende; thi Herren er nåderig og barmhjertig.“ (Jak. 5:11) Det samme gælder alle kristne som ved at holde trofast ud beviser at Djævelen er en løgner.
De der holder ud under forfølgelse for retfærdighedens skyld er også lykkelige fordi „Himmeriget er deres“. (Matt. 5:10) Dette gælder bogstaveligt Jesu salvede disciple til hvem disse ord i første omgang er henvendt. Når de holder ud under forfølgelse for retfærdighedens skyld vil de modtage en himmelsk belønning. Det vil blive deres lykke at være „Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år“ i himlene. — Åb. 20:6.
Alle andre som trofast udholder forfølgelse for retfærdighedens skyld kan også siges at have del i himlenes rige, for Jesus sagde til sådanne: „Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt.“ De vil arve Rigets jordiske domæne idet de får det overdraget til forvaltning af dets himmelske herskere. — Matt. 25:34; 5:5.
Guds ord er sandhed. Alle som finder sig i at blive forfulgt for retfærdighedens skyld er lykkelige, og det er en dobbelt lykke: De oplever glæde nu, og de vil opleve en endnu større glæde i fremtiden. De som nu holder ud under forfølgelse for retfærdighedens skyld er i sandhed forstandige, i modsætning til dem der viser sig utro mod Gud!
[Fodnote]
a Se Mattæus 10:16-23; 24:9-13; Johannes 15:18-21; 16:2; Apostlenes Gerninger 14:22; 2 Timoteus 3:12; Hebræerne 10:32-36; Åbenbaringen 2:10.