Vis tillid og vind tillid

BLANDT de største goder i livet er venner man kan stole på og som viser én tillid. Der var en tid da folk ikke var bange for at vise hinanden tillid; ærlighed var stort set en selvfølge. Men sådan er det ikke mere. I hvert fald ikke i de større byer. Efterhånden som vold og ondskab tager til og enhver tænkelig form for umoralitet og uærlighed forekommer dagligt, bliver folk mere og mere mistænksomme, og mindre og mindre tillidsfulde.

Således annoncerede bladet Life for 19. november 1971 på forsiden en artikel med titlen „Byerne låser af. Frygten for vold skaber en livsform bag stål“. Den fortalte om et etagehus med 24 lejere, hvoraf 17 havde haft indbrud mindst én gang, og en af dem tre gange. Artiklen viste et billede af en fordør til en lejlighed som var forsvaret med fem låse, to kighuller, alarmer, kæder, bomme, slåer, og fælder som ville udløses af eventuelle indtrængende. Og alt dette i et af de pæneste kvarterer i New York. Dét kan man kalde mistænksomhed over for fremmede!

Folk bliver ikke kun bestjålet i deres hjem. De kan risikere at blive holdt op med revolver eller kniv ved højlys dag. Der går næppe en dag uden at man hører om at nogen er blevet bestjålet. Mange tør ikke driste sig ud alene, især ikke om aftenen; for det er som regel dem der har været alene der er blevet slået ned eller bestjålet.

I betragtning af den voksende lovløshed er det klogest at være forsigtig. Men hvis vi ikke passer på, kan denne forsigtighed, denne mistillid til fremmede, påvirke vort forhold til andre. Hvis vi lader dette ske, hvad bliver så resultatet? Vil vi ikke få dem som kunne have været venner, til at miste tilliden og blive mistænksomme over for os? Det er blandt andet derfor man siger at hvert menneske er en ø og at folk er ensomme skønt de er blandt mange mennesker.

Vi kan ikke undgå at påvirke andre. Det er som Jesus fra Nazaret, Guds søn, har sagt: „Døm ikke, så skal I ikke dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes; . . . thi det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt igen.“ — Luk. 6:37, 38.

Hvis vi er urimeligt mistænksomme og mistroiske over for en anden, kan vi meget let gøre vedkommende nedslået eller måske skade ham på anden måde. Historien beretter om mange forbrydelser begået på grund af mistillid og mistænksomhed. Blandt dem der slog Julius Cæsar ihjel var nogle af de mænd han havde betragtet som sine venner. Hvorfor gjorde de det? Fordi de var bange for hans ambitioner. Kong Herodes myrdede nogle i sin egen familie på grund af mistillid.

Blandt de forhold hvor der bør vises stor tillid, er forhold inden for familien. Vi er alle ufuldkomne, vi gør alle fejl. Selv om vi har de bedste hensigter er vi ikke altid konsekvente, og derfor sker det at vi kan komme til at skuffe dem vi holder af. Når det sker er det en stor fordel at vore nærmeste forstår vore svagheder og derfor ikke straks drager vore motiver i tvivl eller begynder at dømme, men lader tvivlen komme os til gode. Vi må huske at selv når omstændighederne kan forekomme mistænkelige, som i Shakespeares tragedie „Othello“, kan vedkommende være fuldstændig uskyldig.a

Vi gør både os selv og den anden ked af det hvis vi er mistænksomme og ikke viser tillid. Hvorfor ikke lade tvivlen komme ham til gode, idet vi forstår at der kan have været undskyldende momenter? Især hvis vi på en eller anden måde føler os generet eller hvis den andens ufuldkommenheder er en prøvelse for os, må vi passe på ikke at lade vores utålmodighed gøre os hårde og kritiske. Ved tillidsfuldt at vise kærlig omsorg og empati — idet vi siger: Det kunne også være sket for mig — vil vi ikke alene gøre tingene lettere i øjeblikket, men vi vil også selv høste fordel af det senere hen. Når „tid og tilfælde“ gør os til en prøvelse for andre, da kan vi håbe at de, med den samme tillid, sætter sig i vores sted. Også her gælder det bibelske princip: ’Hvad man sår, det skal man også høste.’ — Præd. 9:11; Gal. 6:7.

Det samme princip gælder forholdet mellem forældre og børn. Der er ingen tvivl om at „generationskløften“ i dag er en realitet. De unge viser deres oprørskhed ved det tøj de går med, ved den frisure de vælger, ved det sprog de bruger, ved at ty til narkotiske midler, og på mange andre måder. Forældre klager over, og det med rette, at deres børn ikke stoler på dem, at de viser manglende tillid til dem. Men hvad er højst sandsynligt årsagen? Kunne det ikke være at forældrene fra først af ikke har været tilstrækkelig fortrolige, tillidsfulde, ærlige og åbne over for deres børn?

Men ikke alle forældre har grund til klage. Der er forældre som har vist sig at være forstående, uselviske, dybt interesserede i deres børns mentale, følelsesmæssige, åndelige og fysiske vækst. Sådanne forældre har været som en åben bog for deres børn, så børnene helt naturligt har stolet på dem; det er forældre som har sat deres børns velfærd over deres egne bekvemmeligheder og fornøjelser. Som resultat heraf er børnene ikke fremmede over for dem.

De samme principper gælder også i den kristne menighed. Den der vil have tillid, må selv vise tillid. Se stort på andres fejl; lad din tvivl komme dem til gode. Husk at det er de stærkes forret at bære de svages byrder, at være tålmodige, tilgivende, at håbe på det bedste. Det er bedre at lide skuffelse og måske tab fordi man har stolet for meget på en kristen broder, end at skuffe eller støde andre fordi man er mistænksom. Din tillidsfulde indstilling vil få andre til at stole på dig. Tillid virker i to retninger. Vis tillid, og vind tillid. — Rom. 15:1.

[Fodnote]