Orkanen Agnes afslører menneskets svaghed og styrke

EN AF de mest ødelæggende orkaner i De forenede Staters historie fejede i løbet af de sidste to uger af juni igennem landets østlige dele. „Agnes“, som den blev kaldt, krævede mere end 130 menneskeliv og forårsagede skader for næsten fjorten milliarder kroner.

Lige fra det øjeblik Agnes opstod var dens uberegnelighed en gåde for meteorologerne. Den begyndte ud for Mexicos sydlige østkyst. Der opstår mange tropiske vejrforstyrrelser her hvert år i løbet af orkansæsonen fra juni til november. Mens de fleste forsvinder, udvikler omkring et halvt dusin sig til virkelige orkaner — hvirvlende mængder af varm luft der opsuger vanddampe, som derefter igen fortættes som regn.

Agnes var skyld i syv dødsfald på Cuba og adskillige i det sydlige Florida, hvor der opstod hvirvelstorme som følge af dens aktivitet i dette område. Den tordnede derefter ind over Florida-halvøen med 130 kilometer i timen. Da Agnes først var kommet ind over land, mistede den som ventet meget af sin styrke.

Men i stedet for at spredes over fastlandet drejede Agnes mod øst, gennem Virginia og Maryland og ud over havet, hvor den livede op igen. En stærk højtryksryg i de øvre luftlag spærrede dens vej ud over havet og tvang den igen ind i landet. Uvejret ramte nu det østlige Pennsylvanien, New Jersey og den vestlige del af New York. Uventet piskede den tilbage for at rette endnu et slag mod Pennsylvanien, denne gang i den vestlige del af staten. Agnes’ uberegnelige forløb sluttede til sidst over det østlige Canada.

Agnes afslører menneskets svaghed

Orkanens største skader blev forvoldt af de rivende regnskyl. Den kunne næppe være kommet på et dårligere tidspunkt. De nordøstlige stater var i forvejen så mættet med vand at floder gik over deres bredder, og jorden var i de foregående to år blevet gennemvædet af de kraftigste regnskyl man har registreret. Så fulgte Agnes, en 400 kilometer bred orkan der indeholdt en forbløffende mængde væde. Katastrofen ramte især de lavtliggende områder ved flodlejer i Virginia, Maryland, New Jersey og West Virginia.

Susquehanna-floden i Pennsylvanien var imidlertid den voldsomste, idet den fik den 160 kilometer lange strækning mellem Wilkes-Barre og Harrisburg til at ligne et krigsramt område. Uhyre ødelæggelser forekom overalt. Da Susquehanna-floden nåede over 12 meters dybde ved Wilkes-Barre, tvang den mere end 60.000 beboere i området bort fra deres hjem. Harrisburg blev i realiteten en ø afskåret fra resten af staten. Cirka 15 procent af selve byen var under vand. Hovedgader i mindre byer blev til floder. Broer blev vredet af deres fundamenter, mens andre blev skyllet bort eller sank sammen under tonsvis af ophobede brokker. Man har anslået at ødelæggelserne i Pennsylvanien, den stat der blev hårdest ramt af Agnes, beløber sig til langt over syv milliarder kroner!

Staten New Yorks normalt rolige Chemung-flod som løber ud i Susquehanna-floden, opførte sig, for at citere en journalist, „som en tiger der var sluppet ud af sit bur“. Den og andre floder i New York ødelagde alt på deres brede vej.

Beretningerne fra dem som så menneskeliv gå tabt, er meget gribende. En kvinde i Corning i New York hulkede: „Jeg græd da jeg så nogle gå under. Der var bølger af mennesker som prøvede at nå hen til Denmark Hill (et højtliggende lokalt udsigtspunkt). De prøvede at kæmpe sig frem til bakken, men klarede det ikke.“

Næsten et hundrede tusind mennesker blev hjemløse i staten New York, og det økonomiske tab anslås til syv hundrede millioner kroner.

Ord, ja selv billeder, kan kun delvis gengive det syn der mødte de overlevende da de vendte tilbage til deres hjem. Et tommetykt lag af ildelugtende mudder dækkede alt; orme og mug var fulgt med. Møbler, el-udstyr, tæpper, tøj og personlige ejendele var nu ikke andet end klude og affald. Vægge og lofter havde slået sig, mens fundamenter havde givet efter eller var blevet undergravet. Biler lå væltet på gaderne, og græsplæner var skæmmet af store huller.

Sundhedsfaren truede. Der var fare for tyfus fra kloakvand der sivede ud i vandforsyningen, og rådnende affald tiltrak rotter og fluer. Der var også fare for dødbringende stød fra nedfaldne strømførende ledninger, og for brande forårsaget af ødelagte olietanke. Da solen til sidst kom frem og tørrede de mudderdækkede veje, blev det øverste lag til et fint pudder der skabte kvælende støvskyer.

Manglende forudseenhed gjorde utvivlsomt sit til at Agnes blev en større katastrofe end nødvendigt. Adskillige nægtede at rette sig efter de forudgående advarsler. Senere satte andre livet på spil for at redde dem som stædigt havde nægtet at adlyde.

Andre igen forsinkede selvisk redningsarbejdet ved at insistere på at medbringe unødvendige materielle ting, som for eksempel farvefjernsyn. Nysgerrige begav sig ind i, eller hen i nærheden af de områder der skulle evakueres, og blokerede vejene med biler.

Mennesker der ville udnytte andres situation dukkede op og begyndte at plyndre, ofte fra både, mens tyve indsamlede penge blandt oversvømmelsesofrene til ikke-eksisterende hjælpeprogrammer for de katastroferamte. Lovens håndhævere måtte derfor vende opmærksomheden fra selve livredningsarbejdet for at bekæmpe denne samvittighedsløse aktivitet.

Redningsfolk opbyder alle kræfter over for Agnes

På den anden side fulgte der med Agnes talrige eksempler på mod. Politi og soldater blev på deres post trods personlige tab. Mange var med til at give den første advarsel ved at gå fra hus til hus eller ved, gennem højttalere, at vække folk. Nogle af dem arbejdede i lang tid og kom til skade, men måtte til trods for udmattelsen ligefrem beordres hjem.

Brandmænd var tvunget til at vade gennem forræderiske strømme, og de påtog sig at klatre op i bygninger der var ved at styrte sammen. Også soldater deltog direkte i redningsarbejdet, eller sørgede for transport med bil eller fly af fødevarer, vand og lægemidler. Nogle af redningsfolkene blev dræbt i forsøg på at redde andre.

Sværme af helikoptere var med i redningsoperationerne, og de trak bogstavelig talt i hundredvis af mennesker som befandt sig i farlige situationer, op af vandet. Femogtyve strandede ferierende blev med helikopter fløjet væk fra to øer i Susquehanna-floden. Ved Lock Haven i Pennsylvanien forhindrede nogle elkabler statspolitiets helikopter i at komme tilstrækkelig nær en familie der befandt sig i en håbløs situation i deres beboelsesvogn. To betjente sprang derfor ned i en gummibåd og drev med strømmen hen til den hældende beboelsesvogn. Efter at familien var kommet op i båden frembragte den svævende helikopter vinde der drev den dansende båd i sikkerhed på højereliggende land.

Frivillige radioamatører koordinerede ofte redningsforsøgene. I flere tilfælde var de den eneste mulighed for nødkommunikation; de viderebragte anmodninger om forsyninger og hjælp.

Langs de oversvømmede floder arbejdede frivillige hårdt med at bygge diger. De fyldte sække, plasticposer, pudebetræk og alt hvad der ellers kunne være sand i, for at holde vandet tilbage. Skønt tusinder arbejdede frivilligt som digebyggere i Wilkes-Barre, ødelagde den stigende Susquehanna-flod pludselig deres arbejde og tvang dem til at flygte for livet.

Unge menneskers styrke og sagkundskab spillede også en rolle. Beboerne i Carlisle i Pensylvanien giver studenterne fra Dickinson College æren for at have udført meget af arbejdet på det dige der med held blev opført der. Tilflugtsrum blev flere steder først og fremmest bemandet af unge først i tyverne.

Kærlig omhu for kristne brødre og andre

Snesevis af Jehovas vidners menigheder lå i farezonen. Den måde de greb problemet an på er både lærerig og opmuntrende.

De der førte tilsyn med menighederne forvissede sig inden orkanens ankomst om at der blev draget omsorg for alle menighedens medlemmer og at de rettede sig efter advarslerne. Disse forhåndsanstrengelser medvirkede sandsynligvis til at ingen blandt de tusinder af Jehovas vidner i orkanområdet omkom.

To tilsynsmænd i en menighed i det våde Wilkes-Barre satte sig for eksempel i forbindelse med hinanden da uvejret truede. De enedes om hver at kontakte et bestemt antal Jehovas vidner. Den ene mindes hvad den nat betød for ham:

„Jeg hørte i nyhedsmeddelelserne at alle i Lower Plymouth skulle forlade deres hjem. Eftersom jeg boede i Wilkes-Barre (en naboby) og ikke blev berørt af denne rømning, tænkte jeg at jeg hellere måtte tage til Plymouth og hjælpe brødrene i det lavtliggende område med at forlade stedet.

Det var en langsommelig tur med mange trafikpropper, og det tog fire timer at komme til den anden side af floden. Jeg vendte tilbage klokken 3.30 fredag morgen, blot for at opdage at den lavereliggende del af Wilkes-Barre også måtte evakueres. I halvanden time sad min hustru og jeg derfor ved telefonen og prøvede at komme i kontakt med alle de berørte brødre for at undersøge om de havde transportmulighed.“

Hvad skete der så efter at de havde arbejdet hele natten? Tilsynsmanden fortsætter:

„Klokken 5.30 om morgenen lød sirenerne, og man kunne høre højttalere meddele at det nu var på tide at bryde op. Jeg samlede min familie og vi tog af sted; det eneste vi tog med var det tøj vi havde på. Der var ikke tid til at samle personlige ejendele — der var endnu nogle Jehovas vidner vi ikke havde fået kontakt med, så vi måtte i den tætte trafik køre til deres hjem. Da vi havde været hos dem alle, bragte jeg min familie i sikkerhed.“

Efter at hans kristne brødre og hans familie var bragt i sikkerhed meldte han sig frivilligt til at bygge diger. I visse hærgede områder tog de mænd der var udnævnt til at føre tilsyn med bibelstudiegrupper på ti til tyve andre, sig af disse.

Hvad var det der styrkede disse Jehovas vidner til at bære denne byrde kærligt og uden forvirring? En ting som uden tvivl hjalp meget var bøn. Da Agnes allerede var fejet gennem Apalachicola i Florida, bad vidnerne dér Jehova om at han „ville beskytte sit folk længere op langs kysten, efterhånden som orkanen fortsatte sin kurs og forårsagede større ødelæggelse end den gjorde her“.

Stillet over for tab af personlige ejendele fandt de yderligere styrke i kundskaben om Bibelens sandhed. Et Jehovas vidne i orkanområdet fortæller:

„Vi vænnede os til tanken om at vi kunne miste alt og at vi måtte være glade hvis vi slap med livet i behold. Dette mindede mig om hvad Job kom ud for, og om nogle vise ord i Ordsprogene og nogle trøstende ord i Salmerne. Det håb vi har om at komme til at leve under et guddommeligt styre på en paradisisk jord syntes pludselig meget vigtigere for os end alle vore ejendele.“

En sådan styrke måtte holdes ved lige. Efterhånden som vandet trak sig tilbage kom oprydningsarbejdet i første række for mange. Men Jehovas vidner rettede også opmærksomheden mod noget andet. I alle de hærgede områder samledes de til bibelske møder næsten umiddelbart efter orkanen. Menighedsforstanderen i Salamanca i New York fortæller:

„Brødrene holdt sig i forbindelse med hinanden, og selv om vort møde torsdag aften blev aflyst for at efterkomme politiets anmodning til beboerne om at holde sig væk fra gaderne, blev vagttårnsstudiet om søndagen holdt tre forskellige steder fordi det var umuligt at komme over floden da alle broer var lukkede. Mødedeltagelsen var på omkring 100 procent.“

I Elmira i New York blev studiet af Bibelen ved hjælp af Vagttårnet den samme dag holdt i skæret af levende lys. Og trods personlige tab på grund af orkanen var mange Jehovas vidner fast besluttede på at overvære et af områdestævnerne med temaet „Guds herredømme“, som snart skulle afholdes i forskellige dele af landet.

Hundreder af Jehovas vidner fra mange stater rejste til de hjemsøgte områder for at hjælpe deres kristne brødre med oprydningsarbejdet der fulgte. Ofte havde de materielle gaver og penge med.

Når disse frivillige hold af Jehovas vidner havde mulighed for det, hjalp de også fremmede. Denne hjælp førte ofte til bemærkninger som: ’Jeg vil aldrig mere afvise Jehovas vidner!’

Hvad med fremtiden?

I hele det oversvømmede område stiller alle spørgsmålet: Hvordan kan fremtidige katastrofer som den Agnes førte med sig, forhindres?

Diger og andre måder til at begrænse oversvømmelser har vist sig kun at være sig kun at være delvis effektive. Praktisk taget alle eksperter vil erklære sig enige med det der stod i en leder i New York Times: „Det virkelige behov består i at bryde mønsteret, at forlade de farlige floddale og at lade folk bosætte sig igen . . . på sikrere, højereliggende steder.“ Paul Beers, der er knyttet til en avis i Harrisburg, støtter denne betragtning med følgende iagttagelse:

„Nybyggerne havde kun ringe videnskabelig viden, men de kendte værdien af højtliggende steder ved siden af en flod som Susquehanna. Det er interessant at bemærke at mange af de fine gamle huse langs Front St., og også det sted hvor det tidligere guvernørpalæ var, lå højt og tørt, mens [alt] længere oppe og nede var oversvømmet, blandt andet det nye guvernørpalæ.“

De fleste mennesker vil sandsynligvis aldrig „bryde mønsteret“ fra fortiden. Alt for mange holder af deres „udsigt over floden“. Andre vender tilbage til floddalene efter hver katastrofe, idet de siger at det at flytte ville være en indrømmelse af et nederlag. Mange der har faste men ringe indtægter har belånt deres hjem i floddalen og føler derfor at de ikke kan flytte.

De der har en stærk tro forstår at kun Guds nye orden kan indføre virkelig sikkerhed. Som en af dem der overlevede Agnes’ hærgen sagde: „Vi ser frem til tiden efter Harmagedons store uvejr da jorden kan blive fuldstændig renset. Indtil da er vi alle Jehova meget taknemmelige for liv og helbred og for det privilegium at tjene ham.“

[Kort på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MEXICO

CUBA

Den mexikanske Golf

Atlanterhavet