Er vi for menneskelige til at overleve?

„ALMINDELIG intellektuel ærlighed tvinger os til at se den mærkværdige mulighed i øjnene at vi mennesker er nær ved vore dages ende, og at vore overlevelsesproblemer ikke vil blive løst, fordi vi simpelt hen er for menneskelige.“ Sådan skrev en af Amerikas førende skribenter og forlæggere, R. H. Rovere, i slutningen af 1950erne.

I maj 1971 gav omtrent 800 australske videnskabsmænd udtryk for en lignende frygt, og det samme gjorde „Romklubben“, en gruppe videnskabsmænd og industrifolk, i januar 1972. Omtrent samtidig advarede britiske videnskabsmænd i bladet Ecology om at „vi måske er ved at forkludre os helt ud i tilintetgørelsen“. Og professor Marmor siger: „Aldrig før i menneskehedens historie har selve dens eksistens været i den grad på vippen.“

Hvad er så årsagen til at vi står i et dilemma som synes at true vor fortsatte eksistens? Der er dem der påstår at vor biologiske opbygning har skylden, at vort sind og legeme er således indrettet at vi på forhånd er dødsdømt. Andre hævder at dette ikke er tilfældet, men at vanskelighederne ligger hos såkaldte „hellige køer“ som det frie initiativ, nationalisme og krig. Der er ingen tvivl om at disse „hellige køer“ har noget med sagen at gøre, lige såvel som overbefolkningen, forureningen og den rovdrift der drives på naturrigdomme — faktorer der ifølge de australske videnskabsmænd er årsager til problemerne.

Mennesker kan ikke i kraft af deres egen tænkning komme med en løsning; problemet er for stort til at vi selv kan løse det. Man kan heraf udlede, som nogle har gjort, at mennesket er på vej til at uddø, ligesom hundredvis af andre jordiske skabninger er blevet eller er på vej til at blive udryddet. Og sandt er det at der kun ser ud til at være ringe håb om at mennesket vil ændre sin kurs. Men lad os ikke glemme hvordan mennesket blev til. Det skabte ikke sig selv, og der er ikke det mindste bevis for at det udviklede sig fra en lavere form for liv. Det blev sat der af Skaberen af hele universet. Det kunne meget vel tænkes at mennesket ville udrydde sig selv, hvis det blev overladt til sig selv. Men Skaberen vil ikke tillade at noget sådant sker.

Gud skabte jorden og menneskene og er interesseret i deres skæbne. Hans ord fortæller os at han „ej skabte den øde, men danned den til at bebos“. Og ikke alene fortæller Gud os i sit ord hvad hans hensigt er med jorden, han forsikrer os yderligere: „Så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Es. 45:18; 55:11.

Er mennesket da „for menneskeligt“ til at kunne overleve? Hvordan kunne det være dét når mennesket er skabt i Guds billede, så det ligner Gud? Det første menneske havde mulighed for at leve evigt, og dét under paradisiske forhold, for det var kun hvis det var ulydigt mod Gud at det ville dø. Derfor havde mennesket — både mentalt, fysisk, følelsesmæssigt og moralsk set — mulighed for at leve evigt. — 1 Mos. 1:26, 27; 2:16, 17.

Hvorfor er verden da kommet i sådan en knibe? Hvorfor ser det ud som om udslettelse truer menneskeheden? Der er to hovedårsager, og de hænger nøje sammen. Den ene er at mennesket er ulydigt mod Gud og foretrækker at leve på sin egen måde, skønt det hverken havde ret eller evne til at handle således. (Jer. 10:23) Det er som vi læser: „Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.“ (Præd. 7:29) Når mennesket handler mod sin Skabers udtrykte vilje må det nødvendigvis komme i vanskeligheder, akkurat som enhver anden der forsøger at anvende et kompliceret maskineri i modstrid med producentens instruktioner. — Hos. 8:7.

Den anden hovedårsag til at fremtiden ser dyster ud for mennesket, er „denne verdens fyrste“, en usynlig åndeskabning som har bedraget næsten hele menneskeheden. På den ene side forpurrer han oprigtige mænds velmente bestræbelser, på den anden side støtter han egoistiske mænd i deres forehavender. Han er ingen anden end „denne verdens gud“, „herskeren over luftens rige, den åndemagt, der nu er virksom i ulydighedens børn“. Han er omtalt som „den store drage . . ., den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan“. Uden Gud er mennesker kun brikker i hans hænder. — Joh. 12:31; 2 Kor. 4:4; Ef. 2:2; Åb. 12:9.

Skønt selviske mennesker blindt sætter deres egen eksistens på spil, er menneskehedens fortsatte eksistens sikret, for Skaberen er mere interesseret i at mennesket overlever end mennesket selv er. Ligesom en klog og kærlig fader er mere interesseret i sine børns vel end børnene selv er, således er den store Skaber mere interesseret i at menneskeheden fortsætter end menneskene selv er. Men her hører sammenligningen op; for mens jordiske fædre ofte står hjælpeløse i sådanne situationer, kan og vil Skaberen, Jehova Gud, gøre noget ved det, og dét i meget nær fremtid.

Hvad vil han gøre? Hans ord siger i en profeti der gælder denne generation: ’De, der lægger jorden øde, skal selv ødelægges.’ De der nu ødelægger jorden, vil selv blive ødelagt i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, Harmagedon. — Åb. 11:18; 16:14, 16.

Gud lover ydermere at gøre jorden til et egnet sted at bo: „Thi landet er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund.“ „Folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer. Da sidder hver under sin vinstok og sit figentræ“, „og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere“. Skaberen er fast besluttet på at gøre jorden til et sted der vil bringe Ham ære, ikke vanry. — Es. 11:9; Mika 4:1-4; 1 Kor. 15:25, 26; Åb. 21:4.

Nej, menneskeheden er ikke „for menneskelig“ til at overleve, og menneskets biologiske opbygning er heller ikke alene skyld i den sørgelige tilstand verden befinder sig i. Halvanden million kristne vidner for Jehova tjener som bevis for dette. De lever i fred og enhed med hinanden, selv under de nuværende omstændigheder. Hos dem har venskab erstattet ufred, og næstekærlighed har erstattet begærlighed. Det er med dem Skaberen vil begynde sin ’nye jord, hvor retfærdighed skal bo’. — 2 Pet. 3:13.