Morsomt eller pinligt?

HVORDAN føler De det hvis en af Deres venner i et selskab begår alle tiders bommert eller kommer til at sige noget uheldigt? Deres ven vil sandsynligvis føle sig meget forlegen. Men hvordan vil De føle det? Vil De føle Dem pinligt berørt — eller vil De sammen med resten af selskabet more Dem over ham og latterliggøre ham?

Børn kan være så tankeløse at de morer sig hvis der sker et uheld for en blind eller en invalid. Der var for eksempel en dreng der brød ud i latter fordi han så en ældre, kraftig kvinde falde på et isglat fortov. Han syntes åbenbart det var morsomt, men det syntes den uheldige dame ikke, for hun slog sig slemt og kom alvorligt til skade.

I Bibelen findes der et godt princip der kan være en rettesnor for os: „Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid: . . . tid til at græde og tid til at le, tid til at sørge og tid til at danse.“ — Præd. 3:1-4.

Hvordan kan vi nu vide hvornår det er på sin plads at ’græde’ eller være pinligt berørt, og hvornår vi kan more os og le? Det er altid en hjælp at kunne sætte sig i andres sted. Det vil forhindre os i at gøre som en vittig og begavet ung kvinde gjorde da hun var nygift. Hver gang hendes mand begik en fejl eller noget gik galt for ham, brød hun ud i latter. Hun syntes den slags var evig morsomt, men hendes opførsel fik ham kun til at ærgre sig endnu mere, og bevirkede samtidig at hans ærgrelse blev rettet mod hende. Det bidrog naturligvis ikke til at hjemmet blev lykkeligere. Men efterhånden lærte hustruen at vise empati, at sætte sig i sin mands sted; når han var ude af ligevægt tav hun enten stille eller opmuntrede ham.

Hvis en bekendt eller en nær ven begår en fejl, hvordan reagerer vi så? Det bør vi især overveje hvis det drejer sig om en vi er i familie med. Vi bør vise empati, omtanke og hensyn i en sådan grad at vi er barmhjertige og tilgivende over for andre i vores familie når de begår fejl, i stedet for at indtage en overlegen holdning og latterliggøre dem. Siger Guds ord ikke om menneskelegemet at „når ét lem lider, lider alle lemmerne med“? Ægtemænd får vejledning om at „elske deres hustruer som deres egne legemer“. Hvis de virkelig gør det vil de ikke forklejne eller ringeagte ægtefællen, selv om vedkommende gør en fejl. Og det gælder for øvrigt alle i familien at de vil have gavn af at have denne indstilling over for de andre familiemedlemmer. — 1 Kor. 12:26; Ef. 5:28.

Den manglende evne til at sætte sig i andres sted viser sig desværre ofte derved at nogle sladrer om andres fejl. Er det til gavn for nogen? Bibelen giver den vejledning at man ikke må „forhåne nogen“. Hvis vi efterlever det vil vi under ingen omstændigheder sladre om andres fejl. Sand kærlighed vil endda fjerne ethvert ønske om at gøre det, for „kærlighed skjuler alle synder“. — Tit. 3:2; Ordsp. 10:12.

Vi bør alle være på vagt over for vort syn på andres ufuldkommenheder, for tendensen i dag går i retning af mindre medfølelse, mindre empati. Hvorfor er det sådan? I nogle tilfælde er det fordi vi kommer i nær kontakt med mange mennesker. Jo flere der konstant færdes tæt op ad os, jo mindre personligt kan vort forhold til dem blive. Tempoet i det moderne samfund er sandsynligvis også en faktor. Det ser ud som om der hele tiden er så meget at gøre og så lidt tid til at gøre det i.

Desuden vil det vi fylder vort sind med have stor indflydelse på hvad vi føler for andre. Hvis vi har en forkærlighed for læsestof eller film om voldsforbrydelser, hvordan kan vi da undgå selv at blive forhærdet deraf? Hvis vi som underholdning vælger at se film hvis tema er udnyttelse af andre, hvordan kan det da undgå at gøre os mere ufølsomme?

Så er det langt mere gavnligt at læse i Bibelen, Guds ord, hver dag. Den kan hjælpe os til at vise næstekærlighed og medfølelse når der er brug for det, for den er fyldt med tilskyndelser til og eksempler på dette. I Romerbrevet 12:15 står der: „Vær glade med de glade, og græd med de grædende!“ I de fire evangelier kan vi læse beretningen om en der gjorde dette til fuldkommenhed, nemlig Jesus Kristus, Guds søn.

Bibelen siger om Jesus at han græd da han stod ved Lazarus’ grav. Over de ringe og undertrykte i datidens samfund „ynkedes han inderligt . . . thi de var vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’“. Til sådanne sagde han disse trøstende ord: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jer er sagtmodig og ydmyg af hjertet; ’så skal I finde hvile for jeres sjæle.’“ — Joh. 11:35; Matt. 9:36; 11:28, 29.

Hvorfor bør vi sætte ind på at gøre hvad der er rigtigt i disse anliggender? Fordi det er rigtigt. På denne måde genspejler vi også vor himmelske Faders egenskaber og bringer ham ære. Og ved at være følsomme og vise empati og næstekærlighed vil vi sikkert ofte vinde taknemmelighed hos en der føler sig ensom fordi andre har latterliggjort vedkommende. Alt dette vil også være til gavn og glæde for os selv, for „hvo andre kvæger, kvæges og selv“. — Ordsp. 11:25; Mark. 12:31; Luk. 6:31, 36.

● „Hvo fattigmand spotter, håner hans skaber, den skadefro slipper ikke for straf. Falder din fjende, så glæd dig ikke, snubler han, juble dit hjerte ikke.“ — Ordsprogene 17:5; 24:17.