Lovløsheden berører også Dem
EN ÆLDRE MAND gik ud af elevatoren i den bygning hvor han boede på Avenue D i New York. Pludselig greb en ung mand ham bagfra om struben og truede: „Giv mig dine penge eller jeg slår dig ihjel!“ Med et ryk fremad rev manden sig løs. Og da han skreg, flygtede røveren.
Det var en forfærdelig oplevelse. Og det var sjette gang denne mand var blevet overfaldet i løbet af fire år! Andre gange havde det været endnu værre, som da han blev slået ned og brutalt pryglet, og da en revolver blev holdt imod hans hoved. I mange områder er sådanne overfald almindelige.
Er De bange når De vover Dem ud alene? Det er der millioner der er. De forenede Nationers generalsekretær, Kurt Waldheim, har sagt: „Gaderne er ikke længere sikre efter mørkets frembrud.“
Da en anklager i Santa Monica, et forholdsvis lille middel- og overklassesamfund i Californien, spurgte en gruppe nævninge hvor mange af dem der havde været ude for et røverisk overfald eller havde været udsat for indbrud, viste det sig at det havde otte ud af de tolv nævninge!
Men selv om De ikke personlig er blevet skadet eller udplyndret, bliver De berørt. Er kriminaliteten ikke skyld i at De er bekymret for Deres familie? Er De ikke bekymret over hvad der sker i skolerne? Hvad med den ulovlige brug af narkotika i det område hvor De bor? Foruroliger det Dem at Deres bil kan blive beskadiget eller stjålet når De parkerer den? Eller hvis De rejser med fly, er De så bekymret for at det kan blive erobret af luftpirater? Og hvad med sikkerheden for Deres hjem og andre besiddelser?
Inquirer Magazine, Philadelphia, siger om situationen: „Byboerne forskanser sig; og de der har råd til det, laver deres hjem om til fæstninger.“ Kriminaliteten har endog bredt sig til områder der engang blev anset for at være sikre.
En mand der besøgte de smukke Jomfruøer, de tidligere Dansk-vestindiske Øer, lagde mærke til at der er ét fremtrædende samtaleemne — den sidste forbrydelse. „Nogle af historierne er måske overdrevne,“ indrømmede han, „men frygten er gennemtrængende og håndgribelig, en belejringsmentalitet svarende til den man finder hos indbyggerne i mange storbyer i U.S.A.“
Men De tænker måske stadig: ’Kriminaliteten kommer ikke mig ved, i det mindste ikke ret meget.’ Men det gør den alligevel. Bortset fra den konstante trussel mod Deres sikkerhed og ejendele, bliver De også berørt på andre måder.
Betragt for eksempel de skyhøje priser der berører Deres tegnebog. Norman Jaspan, chef for en konsulentvirksomhed i New York, forklarer at nogle detailhandlere lægger 15 procent på visse varer for at udligne hvad der bliver stjålet af de ansatte.
Rigspolitichef E. Heide-Jørgensen mener også at det er forbrugerne der kommer til at betale for butikstyverierne. Han skrev i Berlingske Tidende den 3. december 1972: „I det lange løb er det ikke supermarkeder og forsikringsselskaber, der taber herved. Disse virksomheder skal forrente sig, og de lægger følgelig deres tab over på kunderne. Med andre ord står den hæderlige mand i den situation, at han ikke bare skal betale skattesnydernes skat, men også butikstyvenes ’indkøb’.“
Med stigende kriminalitet følger desuden stigende udgifter til politi, straffeanstalter og domstole. Omkostningerne ved lovens håndhævelse beløber sig til omkring 50 milliarder kroner om året alene i De forenede Stater! I Danmark var justitsministeriets udgifter på finansloven 1970/71 cirka 850 millioner kroner. Som skatteyder betaler De for dette.
Dertil kommer de forurenede søer, vandløb og have, eller den røgfyldte luft De indånder. Det er helt sikkert at det berører Dem, måske endda i en alvorlig grad. Erhvervslivets og den offentlige administrations forbryderiske forsømmelighed er ofte årsag til forurening.
Men De siger måske: ’Er forbrydelserne ikke i aftagende? Viser statistikken ikke dette? Selv De forenede Staters justitsminister sagde for nylig at hans land „bevæger sig fra en stigning i kriminaliteten imod en reel aftagen af kriminaliteten.“’ Forholder det sig virkelig sådan?
[Illustration på side 3]
Føler De Dem sikker når De går ud alene efter mørkets frembrud?
[Illustration på side 4]
De betaler højere priser på grund af kriminalitet
Nogle detailhandlere lægger 15 procent på prisen for at dække deres tab ved personalets tyverier
kr. 100 kr. 115
[Illustration på side 4]
De berøres af forurenede vandløb, der ofte skyldes erhvervslivets og den offentlige administrations forbryderiske forsømmelighed