Den kristne samvittighed

● At de første kristne ikke gik på kompromis, men ønskede at tilbede Gud „i ånd og sandhed“, er tydeligt. I den forbindelse skriver Hallvard Rieber-Mohn interessant nok i artiklen „Frafaldet og magten“: „Det er egentlig mærkeligt, at de første kristne ikke kom godt overens med romerriget. Romerne var jo et praktisk, politisk begavet og også materielt realistisk folk, med en egentlig ufanatisk og tolerant holdning til de mange forskellige religioner i deres vældige rige. Det var, som bekendt, en enkelt detalje, en ganske ordinær praksis, som satte den kristne modstand og dermed myrderierne i gang: De kristnes vægring mod at ofre til Cæsars billede. Det var en handling, en lille ceremoni, som lå på grænsen mellem det religiøse og den politiske vanegestus, en ren konvention. Tusinder af kristne har kendt sværdspidsen i ryggen og alligevel afslået dette enkle: At tage en smule røgelse og kaste den på gløderne i en anden skål foran Cæsars statue. En enkel gestus! Men her sagde den kristne samvittighed nej med de blodige følger, vi alle kender.“ — Katolsk Ugeblad, 13. maj 1966.