Hvad siger Bibelen?
Hvad er sjælen?
I DAGLIG tale har du uden tvivl hørt udtrykket „der var ikke en sjæl i stuen“. Du forstår umiddelbart at der menes at der ikke var noget menneske, nogen person, i stuen. Du vil aldrig mene at der skulle være tænkt på en usynlig, immateriel ånd.
Når Bibelen benytter ordet „sjæl“ bruger den det også altid med henblik på en person eller et dyr, noget som lever, bevæger sig og har et mål af intelligens. Når ordet benyttes om mennesker, er det nøje forbundet med det kødelige menneskes ønsker, følelser og erfaringer. Bibelen taler om at sjælen har „behov for at spise“, den „synder“, kan ’vansmægte’, kan ’kæmpe for at drage ånde’. (2 Mos. 12:16, NW; 3 Mos. 4:2, NW; 26:16; Jer. 15:9, NW) „Den sjæl, der synder, den skal dø,“ siger Ezekiel 18:4, 20. Den menneskelige sjæl er ikke udødelig. Og ikke kun sjæle der synder er i stand til at dø. Jesus Kristus, som ikke havde synd, „udtømte sin sjæl til døden“, nemlig som en løsesum, så at syndere, selv de der er døde, kan få evigt liv. — Es. 53:12.
I Bibelen benyttes ordet „sjæl“ altså om mennesker i betydningen „liv som et menneske“ eller mere specifikt „mennesket som en tænkende skabning“. Det omfatter hele personen, legemet med alle dets dele og personligheden med alle dens egenskaber og tendenser. Er dette en ny og usædvanlig opfattelse for dig?
Bemærk da hvad New Catholic Encyclopedia (bind 13) siger under overskriften „Sjæl (i Bibelen)“: „Nepes [eller nefesh, det hebraiske ord for „sjæl“] bruges med hensyn til både dyr og mennesker. Hvis der er tale om liv som et menneske, er nepes lig med personen, jeg’et. Efter døden går nepes til Sheol.
Det fremgår af ovenstående at der ingen dikotomi [tvedeling] af legeme og sjæl findes i GT [Gamle Testamente]. Israelitten så tingene konkret, i deres helhed, og således betragtede han mennesker som personer og ikke som bestående af forskellige dele. Ordet nepes betyder aldrig sjæl som noget der er adskilt fra legemet eller den enkelte person, selv om det er oversat med vort ord sjæl.“
Derefter, i underafsnittet „I Det nye Testamente“, siger det samme værk om sjælen: „Det [psyché, det græske ord for sjæl] kan betyde livsprincippet, livet i sig selv eller den levende skabning.“ Denne kilde fortsætter med at sige at det var under græsk (ikke kristen) indflydelse at psyche, ulig det tilsvarende hebraiske ord nefesh, kom til at blive betragtet som noget der var adskilt fra legemet og som var udødeligt. Den konkluderer: „Som en levende skabning, underlagt erfaringer af forskellig art, kan det [psyche] referere til dyr, ’og hvert levende væsen [psyche] i havet døde’ (Åb. 16:3), eller til mennesker, ’der kom frygt over enhver sjæl [psyche]’ (Apg. 2:43; Rom. 2:9; 13:1). Med andre ord kan psyche føle, elske og begære. I denne forbindelse kan det benyttes som det personlige eller refleksive stedord, som i Joh. 10:24, ’Hvor længe vil du holde os [egentlig: vore sjæle] i spænding?’“ — Siderne 449, 450.
Vi kan følgelig ikke adskille legemet fra personligheden som om personligheden var noget åndeligt eller immaterielt inden i personen og kunne eksistere afskåret fra legemet. Biologisk forskning har vist at en stor del af vor personlighed skyldes arv fra vore forældre og gennem dem fra rækken af vore forfædre. I hver af de milliarder af celler et individs legeme består af er der præcis de samme kromosomer og gener med de arvelighedsbærende faktorer som gør individet til det det er når det fødes. Ved fødselen har det allerede visse tilbøjeligheder og særpræg i sin fremtoning. Disse vil blive udviklet og vise sig efterhånden som vedkommende bliver voksen. Selv legemets bygning, højde og tyngde og så videre, har indflydelse på vedkommendes personlighed. Legemlige skavanker kan have indflydelse på karaktertrækkene.
Sjælen er derfor hele personen, hver fiber af den med alt hvad der kendetegner den — et menneskes fulde personlighed. Legemet er en så nøje sammenhængende struktur at én del eller ét organ ikke kan påvirkes uden at alle andre dele berøres. Apostelen Paulus brugte denne legemets enhed som illustration. Han skrev: „Øjet kan ikke sige til hånden: ’Dig har jeg ikke brug for;’ heller ikke hovedet til fødderne: ’Jer har jeg ikke brug for.’ Derimod er det langt snarere sådan at de af legemets lemmer som synes at være svagere, er nødvendige, og de dele af legemet som vi synes er mindre ærefulde, dem omgiver vi med så meget mere ære . . . Men Gud har sammensat legemet således at der vises mere ære til den del som er ringere stillet, så der ikke bliver splid i legemet, men så lemmerne har den samme omsorg for hinanden.“ — 1 Kor. 12:21-25.
I lyset af denne forståelse af hvad en sjæl er, kan vi se hvad Jesus mente da han sagde: „Vær ikke bange for dem som dræber legemet men som ikke kan dræbe sjælen; frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ (Matt. 10:28) Mennesker kan slå legemet ihjel og fratage personen dens eksistens, men kun for en tid. De kan ikke borttage retten til livet som person. Den trofaste person bliver betragtet af Gud som levende, og er sikker på at blive en levende sjæl igen når Guds tid er inde. Idet Jesus imødegik saddukæerne, som påstod at der ingen opstandelse var, sagde han: „Han [Jehova] er ikke dødes men levendes Gud; de er nemlig alle levende for ham.“ — Luk. 20:38.
Når en person oprejses fra de døde er det derfor hele skabningen eller sjælen som bliver til igen. Dette betyder ikke at det identiske legeme bestående af de samme atomer bliver bragt tilbage. Apostelen Paulus forklarer: „Gud giver det [som er ’sået’ i døden] et legeme sådan som han ønsker, og hver slags sæd sit eget legeme. . . . Når der er et sjæleligt legeme, er der også et åndeligt.“ (1 Kor. 15:38-44) De som oprejses til himmelen får et åndeligt legeme, og de som bringes tilbage til livet på jorden, får et sjæleligt legeme. Når Gud vil oprejse et menneske fra de døde til liv på jorden, kan han let, med andre atomer, rekonstruere legemscellerne med den oprindelige genetiske struktur og sammensætning. Han kan give et sådant legeme hele det yderligere præg som den pågældende person havde fået gennem sin levetid. Dette er lige så simpelt for Gud som det er for mennesket at registrere og reproducere billede og lyd elektronisk ved hjælp af videobånd.
På den anden side, hvis Gud udsletter individet i „Gehenna“, som er et symbol på evig død, er personen ikke blot frataget sin eksistens midlertidigt, men han er faktisk død for evigt, fordi Gud har udslettet hans „sjæl“, hans ret til livet. — Matt. 10:28.
Derfor påhviler det ethvert individ som ønsker evigt liv, at bruge sin egen sjæl, hele personen med dens muligheder og evner, i tjenesten for Gud. Jesus sagde om dette: „Den der holder af sin sjæl ødelægger den, men den der hader sin sjæl i denne verden, vil bevare den til evigt liv.“ (Joh. 12:25) Vi bør derfor ikke udelukkende være optaget af øjeblikkelige fysiske goder, men vi bør tænke på at adlyde Gud, som kan give vore sjæle evigt liv.