Hvad siger Bibelen?
Hvilke ti bud følger du?
De ti bud er ofte blevet rost, og det med rette. Det er sandt som det er blevet sagt om dem: „Disse bud . . . appellerer i sig selv til os som kommende fra en overmenneskelig eller guddommelig kilde . . . De står afgjort som det ypperste i hele vort moralsystem; ingen nation og intet folk kan i længden fortsætte en lykkelig eksistens i åben krænkelse af dem.“ — Biblical Law, H. B. Clark.
Nogle har været tilbøjelige til at sammenligne de ti bud med Hammurabis lov og har ligefrem hævdet at de hidrørte fra denne, men intet kunne være fjernere fra sandheden. For det første lægger de ti bud vægten på forpligtelsen over for Jehova Gud; i Hammurabis lov og lignende hedenske love er vægten lagt på forpligtelsen over for mennesket. Egentlig er Hammurabis lov ikke en „lov“ som defineret af jurister i dag, for den anvender udelukkende almindelige moralprincipper på specifikke tilfælde. Det er grunden til at hver af dens love begynder med formuleringen: ’Hvis et menneske gør dette, så pålægges følgende straf.’
Dette er i slående kontrast til de ti bud, som er „apodiktiske“, hvilket vil sige at de er absolutte, kategoriske, korte påbud eller forbud, fuldstændige i sig selv, uden behov for udlægning.
Der er almindelig enighed om at det kun var ti bud Jehova gav til Israel gennem Moses, idet han skrev dem på stentavler. Dette fremgår klart af den inspirerede beretning, som taler om de ti bud, også kendt som „dekalogen“, hvilket betyder „de ti ord“. Der er imidlertid fire forskellige måder hvorpå de er blevet nummereret. — 2 Mos. 34:28; 5 Mos. 4:13; 10:4.
Forskellene i disse fire måder at nummerere på vedrører kun det første, det andet og det sidste bud. Den måde hvorpå Josefus og Philon, to kendte jødiske skribenter fra det første århundrede e.v.t., nummererer dem, gør det første bud til forbudet mod at tilbede andre guder; det andet bud er da forbudet mod at gøre billeder og tilbede dem, og det tiende bud er forbudet mod at begære, det vil sige at begære noget som helst ens næste måtte have. Denne inddeling prioriterer de forskellige forbud på rette måde, og det er den metode som benyttes af de fleste protestantiske kirker, såvel som af Jehovas kristne vidner.
Jøderne følger i dag den inddeling som findes i Talmud. Den opfører som det første bud det der egentlig er indledningen, nemlig: „Jeg er [Jehova] din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset.“ Ved hvilken form for logik eller ræsonnement denne indledning antages at være et bud, er svært at afgøre. Ved at tælle dette som det første bud blev talmudisterne nødt til at slå to andre bud sammen, så budet mod at tilbede andre guder og budet mod at gøre billeder og tilbede dem, tilsammen blev det andet bud.
Romerske katolikker tæller budet mod at tilbede andre guder end Jehova og budet mod at gøre billeder og tilbede dem, som ét bud, det første. Til gengæld tæller de budet mod at begære sin næstes hustru som et bud adskilt fra budet mod at begære andre ting som ens næste har. Grundlaget for dette siges at være ordlyden i Femte Mosebog 5:21, som lyder: „Du må ikke begære din næstes hustru. Du må ikke attrå . . . noget, der hører din næste til.“
Martin Luther fulgte den romersk-katolske metode hvad angår det første bud. Alligevel regnede han som det niende bud det at begære sin næstes hus, og det at begære næstens hustru eller noget andet ens næste har, som det tiende bud. Denne tællemåde baserede han på den ordlyd der findes i Anden Mosebog 20:17: „Du må ikke begære din næstes hus! Du må ikke begære . . . noget, der hører din næste til.“
Således har vi fire måder at tælle de ti bud på: Talmuldisternes, den romersk-katolske og den lutherske, foruden den i størst omfang accepterede.
I 1971-udgaven af New World Translation, trykt med store typer, vises i en fodnote til Femte Mosebog 5:21 på hvilket grundlag den katolske „kirkefader“ Augustin delte det tiende bud i to. Det var for at få ti bud alligevel, selv om man talte budet mod at tilbede andre guder og mod at gøre billeder og tilbede dem, som ét bud. Den tilsyneladende begrundelse for dette var at der benyttes to forskellige udsagnsord. Det blev forbudt jøderne at begære en næstes hustru, men de fik påbud om ikke at attrå hans hus. Men denne skelnen dukker kun op i Femte Mosebog 5:21; den forekommer ikke i Anden Mosebog 20:17, der indeholder ordene som Jehova Gud selv skrev. Selve den omstændighed at det tiende bud ikke er enslydende i de to beretninger (den ene sætter næstens hus først og særskilt, og den anden sætter næstens hustru først og særskilt) synes bestemt at antyde at der ikke skulle skelnes mellem hvad der ikke måtte begæres.
Der er langt større forskel mellem budet som forbyder tilbedelsen af nogen anden gud og budet om ikke at gøre noget billede og tilbede det, end der er mellem ikke at begære en næstes hus eller hans hustru og ikke at begære hvad ens næste ellers måtte have. Det er en kendsgerning at der er sket stor skade ved at de to første bud er blevet talt som ét. Hvordan? Derved at den forkortede version som almindeligvis findes i romersk-katolske og lutherske katekismer fuldstændig udelader forbudet mod at gøre billeder og tilbede dem.
I den forbindelse er det interessant at bemærke hvad New Catholic Encyclopedia (1967), bind 4, har at sige på side 7: „De kristne som følger traditionen i Anden Mosebog, søger at opretholde de traditionelle ’ti’ ved at dele de to bud — 2 Mos. 20:3 og 2 Mos. 20:4-6 — der betragtes som ét bud ifølge den romersk-katolske kirkes tradition, nemlig 5 Mos. 5:7-10. En sådan deling anses for at repræsentere den mere originale form af dekalogen . . . Denne opfattelse, at 2 Mos. 20:4a oprindelig var et særskilt bud, synes at være en tilfredsstillende løsning, især hvis det fastholdes at det repræsenterer et forbud mod at gøre afbilleder af Jahve, for da ville det være i overensstemmelse med den apodiktiske lovs natur, idet det således beskæftigede sig med et andet spørgsmål end det første bud.“ — Jævnfør Anden Mosebog 32:4, 5; Første Kongebog 12:28.
Det er derfor klart at budene imod at tilbede andre guder og budet imod at tilbede afgudsbilleder må betragtes som to adskilte bud, på trods af hvad talmudister eller romersk-katolske og lutherske teologer måtte sige.