Et budskab der appellerer til folk
HVOR ville det være opmuntrende at høre at vold og lovløshed endelig var blevet afskaffet over hele jorden! Kan man regne med at noget sådant snart vil ske? Ja, det lover den eneste som er mægtig nok til at gøre det, nemlig menneskets Skaber, Jehova Gud.
Jehovas kristne vidner er overbeviste om at Bibelens løfte er sandt. Derfor gjorde de i maj 1976 en særlig indsats for at nå ud til millioner af mennesker med dette opbyggende budskab. Deres traktat „Hvordan vold og lovløshed vil blive afskaffet“ gjorde stor virkning på mange af dem som modtog den.
En pædagog fra Ontario i Canada følte sig tilskyndet til at skrive følgende brev: „I søndags da min familie og jeg var færdige med at spise og sad og diskuterede de sørgelige tilstande i verden, fik vi besøg af to medlemmer af Deres trossamfund. De sagde at de gerne ville tale med os om hvordan vold og lovløshed kan afskaffes. Vi var meget skeptiske, men vi kunne da i det mindste tale med disse mennesker, tænkte vi. Min kone og jeg diskuterede problemet med dem i cirka en time. De syntes at have en klar og fornuftig forståelse af de vanskeligheder vi møder i vort kriseramte samfund.
Vi var noget tvivlende da de forlod os; men samme aften slog den sæd de havde sået, for alvor rod i os. Min kone og jeg fandt vores bibel (en bryllupsgave) frem. Den havde ikke været åbnet i mange år, men nu begyndte vi at undersøge de skriftsteder der var henvist til. Da vi læste disse passager kunne vi efterhånden se den tydelige forbindelse mellem profetierne og det der sker i vor tid. Min kone og jeg indså begge at der havde manglet noget fundamentalt i vort liv — nemlig kundskab om vor Frelser.“
Det er interessant at traktaten i det mindste i ét tilfælde var medvirkende til at afværge en forbrydelse. En forkynder fra Virginia fortæller:
„Da jeg arbejdede med traktaten i nogle beboelsesejendomme, henvendte jeg mig på gaden til en mand der styrede lige hen mod sin bil. Jeg spurgte om han boede i ejendommen her, og han svarede: ’Ja.’ Jeg gik så over til at tale om emnet ’Hvordan vold og lovløshed vil blive afskaffet’. Han imødegik mig med ordene: ’Hvordan det vil blive afskaffet! Jeg er selv på vej ud for at begå en forbrydelse nu!’
Jeg nølede et øjeblik fordi han ikke ville tage imod traktaten. Derpå viste han mig en pistol og sagde at der var en som var stukket af med hans kone. Jeg håbede ikke at han troede det var mig, for han var virkelig ophidset. Jeg fik endelig samlet tilstrækkeligt mod til at prøve at ræsonnere med ham.
Jeg gjorde ham opmærksom på at hvis hans kone var stukket af med en anden, var hun sikkert ikke villig til at komme tilbage lige med det samme. Det han havde tænkt sig at gøre nu ville kun bringe ham i konflikt med loven. Jeg tilskyndede ham til at tænke sagen igennem, for det var ikke værd at han skød nogen af denne grund. Jeg anbefalede ham at klare sagen ad rettens vej.
Han tænkte over det et par minutter og sagde så at han ville følge mit råd. Han rakte hånden frem og tog traktaten.“
De har måske også modtaget traktaten „Hvordan vold og lovløshed vil blive afskaffet“. Har De benyttet Dem af lejligheden til at lære mere om hvordan De og Deres familie kan komme til at opleve en verden fri for lovløshed? De lokale Jehovas vidner vil med glæde drøfte med Dem hvad Bibelen har at sige om dette emne.