Hvordan man behersker sin vrede

BREMSERNE hvinede da undergrundstoget sagtnede farten før det kørte ind på stationen. To mænd i toget kom i et kort skænderi. En tredje, en udlænding, brød ind og bad dem om at holde mund. En af de to andre svarede skarpt: „Tag hjem til dit eget land!“ „Nåh, jeg skal altså tvinge dig til at holde mund?“ lød det truende fra den 21-årige udlænding. Ophidset svarede den anden: „Ja, prøv du bare — dit kvaj!“ Det blev hans sidste ord. Den fremmede trak lynhurtigt en pistol, og for øjnene af snesevis af skrækslagne rejsende affyrede han fire skud mod manden, som blev dræbt på stedet. „Nu holder du nok munden lukket,“ sagde den unge mand, idet han forlod vognen for at blive arresteret.

Sådan kan man reagere når man lader vreden tage overhånd. Men hvor var det dog tragisk for dem begge.

Har du selv været udsat for bidende bemærkninger, måske endda en regn af skældsord, fordi en anden pludselig blev vred? Hvordan reagerede du? Hvordan kan man bedst klare en sådan situation? Skal man, som nogle siger, ’bekæmpe ondt med ondt’? Andre føler, som man ofte hører, at det er sundt at blive ’godt gal i hovedet’ en gang imellem.

En beretning fra det virkelige liv om en hersker fra gammel tid fortæller om en anden måde at tage sådanne vredesudbrud på. Umiddelbart kunne man måske tvivle på at denne fremgangsmåde er praktisk anvendelig i vor voldsalder.

Israels konge, David, og hans følge flygtede fordi de blev truet på livet af Davids søn, der netop havde tilranet sig magten. Pludselig blev de konfronteret med en slægtning af kong Saul, Simeï, som råbte ubehersket:

„Bort, bort med dig, din blodhund, din usling! [Jehova] har nu bragt alt Sauls hus’ blod over dig, han, i hvis sted du blev konge, og [Jehova] har nu givet din søn Absalom kongedømmet; nu har ulykken ramt dig, fordi du er en blodhund!“ — 2 Sam. 16:7, 8.

Hvilket nederdrægtigt udbrud! Og det endda rettet mod selveste kongen! Hvordan reagerede David over for den stridslystne Simeï? Hans hærfører bad ham indtrængende: „Lad mig gå hen og hugge hovedet af ham!“

Hvordan ville du have reageret? Husk på at David var presset til det yderste. Hans folks troskab var netop blevet frarøvet ham. Hans søn var blevet forræder. Hans rådgivere havde svigtet ham. Han havde mistet sit kongerige, og nu blev han også spottet og forbandet. At blive kaldt en „usling“ (eller, ifølge 1871-oversættelsen, „Belials Mand“ — et udtryk der i sidste instans hentydede til Djævelen) var den største forhånelse, da det selvsagt betød en person af den tarveligste slags. Imidlertid var Davids reaktion blot denne:

„Når han forbander, og når [Jehova] har budt ham at forbande David, hvem tør da sige: Hvorfor gør du det? . . . Lad ham kun forbande . . . Måske vil [Jehova] se til mig i min nød og gøre mig godt til gengæld for hans forbandelse i dag!“ — 2 Sam. 16:10-12.

David reagerede ikke med et vredesudbrud, men gav et mildt svar. Hvad blev resultatet? Først og fremmest at der ikke blev udgydt blod. Og da David blev genindsat i kongeembedet, hvem var så blandt de første til at hylde ham, at undskylde og bede om tilgivelse? Rigtigt gættet, det var Simeï! — 2 Sam. 19:16-23.

’Men det er jo over 3000 år siden,’ vil nogle påstå. ’Tiden nu er anderledes. Hvis man ikke er aggressiv vil folk træde på én. Det med at svare mildt lyder skønt, men det ville ikke gavne nogen i dag.’

Men eksperter siger noget andet. Læg mærke til følgende råd:

„Hvis selviske mennesker forsøger at udnytte én, skal man stryge dem af bekendtskabslisten. Men prøv ikke at gøre gengæld. Gør man det, skader man sig selv mere end man skader den anden.“ — Bulletin fra en politistation i Milwaukee, Wisconsin, U.S.A. [Kursiveret af os.]

„Udtrykket ’Jeg blev så gal at jeg var lige ved at dø’, har en alvorlig bogstavelig betydning. Sådan mener en psykiater, som er overbevist om at ’vrede’ kan opgives som dødsårsag i mange tilfælde, især blandt unge.“ — Family Health. [Kursiveret af os.]

„Hjertespecialister har i adskillige år været klar over at vrede er en af de mest dødbringende af alle sindsbevægelser. Hjerteanfald og slagtilfælde følger tit efter psykisk pres.“ — New York Sunday News. [Kursiveret af os.]

Davids fremgangsmåde er altså værd at anbefale. Men hvordan kan man følge den? Det er let nok at tale om at give et „mildt svar“ så længe der ikke er noget der irriterer én og alt går som det skal. Men hvad nu hvis man provokeres? — Ordsp. 15:1.

Ved at sige: „[Jehova] har budt ham at forbande David,“ indrømmede David at han selv havde syndet og at han derfor havde behov for tugt. Han var dog ikke skyldig i det Simeï anklagede ham for (blodskyld i forbindelse med Sauls hus), idet han bevidst havde undgået at dræbe Saul. (1 Sam. 24:2-8b; 26:7-11) Ikke desto mindre havde David begået en synd, hvilket medførte konsekvenser som denne, og han erkendte sin skyld over for Gud. (2 Sam. 12:10, 11) Én bibelkommentator udtrykker det på følgende måde: „En ydmyg og mild ånd vil vende bebrejdelser til irettesættelser, og vil således lade sig vejlede fremfor at lade sig provokere.“

Vi kan med andre ord bevare roen hvis vi er ydmyge og erkender at der kunne være et gran af sandhed i det vor modpart siger, mens vi samtidig er os vore egne ufuldkommenheder bevidst. Hvis anklagen, ligesom Simeïs, er helt uberettiget, kan vi tænke på at Guds mening om os er højt hævet over andres meninger.

På grund af vor ufuldkommenhed sker det at vi måske bliver ophidsede over andres bemærkninger. Men fortvivl ikke! Selv for kristne tilsynsmænd i det første århundrede kom det engang til „et skarpt opgør“. Men fremfor at huse fortrydelse gjorde de noget for at løse problemet. (Apg. 15:36-39) Sådan kan vi også gøre. Nogle gange kan fysisk aktivitet være en umiddelbar hjælp. Men lad være med at gøre som en forfatter engang anbefalede: „Knæk blyanter, gå ud på toilettet og spark på alle dørene.“ Gå hellere en lang tur, spil med en bold eller arbejd i haven. — Jak. 3:2.

Davids råd i Salme 37:8 lyder: „Tæm din harme, lad vreden fare, græm dig ikke, det volder kun harm.“ Findes der i vor tid mennesker som ærligt søger at følge denne gode vejledning? Vi får et bekræftende svar fra en mand på Fijiøerne. Han var meget voldsom modstander af at hans kone læste Bibelen med Jehovas vidner. Han gjorde alt muligt, lige fra at slå hende og smide hende ud på gaden, til at chikanere en større forsamling af vidner. Af nysgerrighed besluttede han dog en dag at overvære et af deres lokale møder. Han berettede:

„Jeg skælvede af angst ved tanken om hvilken modtagelse de ville give mig, i betragtning af at jeg tidligere havde behandlet dem så modbydeligt. Men det slog mig at de var venlige imod mig, uden at bære nag . . . den broder jeg havde behandlet allerværst, tilbød mig [et personligt bibelstudium], og jeg sagde ja. Nu forstår jeg hvor storslået Jehova har tilgivet mig at jeg har chikaneret hans folk og min kone.“

Som et af Jehovas vidner opdyrker denne mand nu Guds ånds frugter i form af fred, langmodighed, venlighed, mildhed og selvbeherskelse. (Gal. 5:22, 23) At opdyrke sådanne egenskaber er afgjort det bedste man kan gøre for at styre sin vrede.