Et virkeligt problem
JOSEF lever i det sydøstlige Asien. Det eneste ly han har mod de voldsomme regnbyger er en bro. Her sover han på en snavset stråmåtte. En rusten konservesdåse gør det ud for hans kop. Fra Josef var 10 år og løb bort fra sin værge, har han klaret sig ved at stjæle. I løbet af et år har tyverierne givet ham et udbytte på 315 kroner. Det er mere end en årsindtægt for de fleste af Josefs næsten 140.000.000 landsmænd.
Det er ikke bare nogle få der lever i en sådan fattigdom; det gør halvdelen af verdens befolkning. I mere end 30 lande med store befolkningstal er årsindtægten pr. indbygger mindre end 1100 kroner. Man mener at „800 millioner mennesker opretholder livet med så lidt at deres biologiske funktioner hæmmes“. — To the Point International.
Selv i lande hvor den årlige indtægt er en del højere, er der millioner som sulter, deriblandt mennesker der har alvorlige økonomiske vanskeligheder på grund af spil, alkoholmisbrug og lignende. Ved at forfalde til sådanne ting forringer fattige mennesker naturligvis deres i forvejen hårde tilværelse. Overvej disse tilfælde:
En midaldrende mand i et landdistrikt i Rhodesia tager til Salisbury for at sælge sine høns. Han får en god pris for dem, men beslutter at øge sin indtægt ved at spille. Han vinder to gange, og har nu dobbelt så mange penge. Egentlig vil han godt hjem, men lysten til at spille holder ham tilbage. Denne gang taber han. Men han holder ikke op med at spille førend han ikke har flere penge. Nu indskyder han sin trøje, og den mister han også. Forgæves søger han at hente hjælp hos politiet, og vender så tomhændet hjem.
Så er der også tilfældet med den intelligente, pæne unge mand med en lovende fremtid. Efter at have afsluttet sine lægestudier ved Liverpool University i England, er han klar til at påbegynde sin karriere. Under den første verdenskrig modtager han militærkorset for sin tapperhed. Men der sker også det at han forfalder til alkohol. Drikkeriet ender med at koste ham hans lægekarriere. Han giver sig til at drikke kogesprit og bliver alvorligt syg. Til sidst dør han som en fattig stakkel, og ingen sørger over ham.
Wilfred, en ung mand der bor i Holland, underviser i en børneskole. Et spændt forhold i hjemmet, og stress i forbindelse med arbejdet på skolen, gør at Wilfred tyr til narkotika. Hvert år koster hans vane ham tusinder af kroner. På grund af sin forfaldenhed lever han som tigger; undertiden sover han på gaden. Han er rædselsslagen ved tanken om at blive opdaget og meldt til myndighederne. Til sidst mister han sit arbejde.
En midaldrende tømrer i Ghana har eget hus og beskæftiger mange mænd i sit tømrerfirma. Men han er utilfreds med sin lod i livet. I et forsøg på at samle sig større rigdom betaler han en større sum penge for en due som han tiltror mirakuløse evner til at få penge til at yngle. Men hans forhåbninger brister, da duen flyver bort og aldrig vender tilbage. For at erstatte sit tab lader tømreren en troldmand fremtrylle en stor sum penge, som han kan sætte i en bank før de forsvinder igen. Troldmanden får sin betaling. Men før tømreren når hen til banken, opdager han til sin skræk at det ikke er penge, men papirlapper, han har i hænderne. Senere udstedes der en arrestordre mod ham fordi han flere gange har nægtet at møde op i retten, hvor han skal forklare hvorfor han ikke har betalt sin skat. Tømreren bliver bange og flygter fra sit hjem, sin familie og sin virksomhed.
Det vi her har fortalt er ikke historier. Det er tragiske realiteter. Findes der noget som kan give mennesker sunde retningslinjer og skabe den nødvendige interesse for at undgå sådanne sørgelige konsekvenser? Ja, det gør der. Det er en samling skrifter der helt eller delvis er blevet oversat til mere end 1600 sprog. Den nyeste del af samlingen fuldførtes for næsten 1900 år siden. I det tyvende århundrede har man trykt og solgt millioner af eksemplarer af det samlede værk i hele verden. Dette usædvanlige værk er Bibelen. Du skal være velkommen til, sammen med os, at se på hvordan det at følge Bibelens gode principper kan skaffe mennesker brød på bordet.