Sverige anerkender at Jehovas vidner er anderledes
Hvad militærtjeneste angår, har Jehovas vidner i Sverige siden 1966 nydt gavn af en speciel midlertidig ordning som regeringen har fastsat. Efter en undersøgelse af hvert enkelt tilfælde er Jehovas vidner med et godt omdømme ikke blevet indkaldt til militærtjeneste eller erstatningstjeneste overhovedet. I 1973 nedsatte man imidlertid et udvalg som skulle tage Sveriges love om fritagelse for militærtjeneste op til fornyet overvejelse. Formålet var blandt andet at „standardisere“ myndighedernes holdning over for alle slags militærnægtere i landet.
I marts 1977 offentliggjorde udvalget sine endelige konklusioner og anbefalinger med lovgivning for øje. Betænkningen indeholdt en positiv rapport om Jehovas vidner og konkluderede at udvalget ikke havde fundet nogen anden løsning end at „foreslå at den nuværende ordning . . . skulle bibeholdes“ — det vil sige at man stadig ikke skulle indkalde Jehovas vidner til nogen som helst form for tjeneste. I sin redegørelse for denne usædvanlige behandling af Jehovas vidner erklærede udvalget: „Man kunne spørge om ikke visse andre religiøse grupper kunne gøre krav på at blive behandlet på lignende måde. Efter undersøgelsesudvalgets mening synes der for tiden ikke at eksistere andre religiøse grupper i Sverige der kan sammenlignes med Jehovas Vidner.“