Den bedste slankekur
„Det er ikke svært at motionere sig slank,“ siger Hjerteforeningen i sin oplysningspjece nr. 5. Blot man forbruger 100 kalorier ekstra om dagen vil man i løbet af et år tabe 6 kilo fedt. Det oplyses at 100 kalorier svarer til 5 minutters løb op ad en trappe, 10 minutters almindeligt løb, 15 minutters almindelig cykling eller 20 minutters almindelig gang.
Man skulle måske tro at den øgede aktivitet også giver større appetit, med det resultat at man alligevel ikke taber sig. Men det er ikke rigtigt. „Derimod ved man, at mennesker, som ikke bevæger sig meget, spiser mere, end de har behov for, og derfor tager på i vægt.“
Pjecen understreger at hvis man er stærkt overvægtig eller kronisk syg, bør man søge råd hos sin læge før man begynder at motionere.