Hvad Bibelen siger

Skal vi tage os af hvad andre mener om os?

SANDE kristne skylder Gud og mennesker at være ’udadlelige og uskyldige midt i en forkvaklet og forvildet generation’. I en verden der har fjernet sig fra Gud må Jesu Kristi loyale disciple skinne som lysspredere. (Fil. 2:15) Ved deres eksemplariske adfærd og deres nidkærhed for at gøre Guds sandheder kendt, skinner de som lys i en verden der befinder sig i et stort åndeligt mørke.

Den kristne bør derfor være meget interesseret i hvilket eksempel han sætter i hverdagen. Så vidt det står til ham bør ingen med rette kunne anklage ham for at krænke morallovene eller handle i modstrid med den almindelige ejendomsret. Apostelen Peter formanede sine trosfæller: „Lad ingen af jer lide som morder eller tyv eller forbryder eller en der har travlt med andres sager.“ (1 Pet. 4:15) Det krav der stilles til udnævnte ældste om at de skal „have et godt vidnesbyrd fra udenforstående“, bør alle kristne stræbe efter at opfylde. — 1 Tim. 3:7.

Det er også vigtigt at den der tjener Gud tager hensyn til folks følelser og samvittighed dér hvor han bor. Nogle steder vil den der nyder alkoholiske drikke, selv med måde, eller som spiser visse former for mad, blive betragtet som en synder. Hvor dette er tilfældet bør den kristne ikke holde på sin ret til at drikke lidt vin eller til at spise svinekød eller andre slags kød som folk dér på stedet betragter som urent. Han bør i stedet beslutte sig til at give afkald på sin ret, for ikke unødigt at lægge en snublesten for folk der måtte være lydhøre over for „den gode nyhed“.

Sande kristne vil ønske at efterligne apostelen Paulus’ gode eksempel. Paulus kunne sige om sig selv: „Skønt jeg er fri af alle, har jeg gjort mig til træl for alle for at kunne vinde desto flere. Og jeg er for jøderne blevet som en jøde for at kunne vinde jøder; for dem der er under lov, er jeg blevet som en under lov, skønt jeg selv ikke er under lov, for at kunne vinde dem der er under lov. For dem der er uden lov, er jeg blevet som en uden lov, skønt jeg ikke er uden lov over for Gud men under lov over for Kristus, for at kunne vinde dem som er uden lov.“ (1 Kor. 9:19-21) „Vi har frasagt os de skjulte ting som man ville skamme sig over, idet vi ikke vandrer med underfundighed og heller ikke forfalsker Guds ord, men ved at gøre sandheden kendt anbefaler vi os til ethvert menneskes samvittighed for Guds øjne.“ (2 Kor. 4:2) Ligesom Paulus har sande kristne i vor tid god grund til at være opmærksomme på at de ikke krænker andres samvittighed med det de siger og gør.

Der er imidlertid ingen grund til at en loyal Jesu Kristi discipel skal tage sig af at verdslige mennesker ser ned på ham fordi han er kristen. Han bliver måske hånet og spottet og udsat for fysisk overlast på grund af sin tro. Når det sker gør han klogt i at følge det inspirerede råd: „Hvis han lider som kristen, så lad ham ikke føle skam, men lad ham blive ved med at herliggøre Gud i dette navn.“ (1 Pet. 4:16) Det er virkelig en ære at lide for Kristi skyld. Den myndighed Kristus har fået overdraget er langt større end den noget menneske eller nogen gruppe af mennesker besidder. Jehova Gud har givet sin søn „al myndighed i himmelen og på jorden“. (Matt. 28:18) Som et udtryk for sin store kærlighed gav Jesus Kristus desuden sit liv som et offer, hvorved det blev muligt for hans disciple at opnå et ret forhold til Skaberen, så de kunne begynde at vandre på vejen til evigt liv. (Joh. 3:16; 15:13) I betragtning af Kristi store myndighed og hans inderlige kærlighed til os, har vi afgjort ingen grund til at skamme os over at lide for hans navn.

Sande kristne behøver heller ikke at bekymre sig om hvordan uåndelige mennesker inden for og uden for den kristne menighed bedømmer dem. Dette understregede apostelen Peter med følgende ord: „Af den grund blev den gode nyhed også forkyndt for [åndeligt] døde, for at de, set fra menneskers standpunkt, kunne blive dømt med hensyn til kødet, men, set fra Guds standpunkt, kunne leve med hensyn til ånden.“ (1 Pet. 4:6) De der tager imod „den gode nyhed“ bliver levende i åndelig forstand, men alligevel fortsætter uåndelige mennesker måske med at bedømme dem efter en kødelig målestok, idet de ikke regner dem for noget medmindre de har indflydelse, magt, position og materielle værdier. Men uåndelige menneskers bedømmelse skulle ikke bekymre os. Det der betyder noget er hvordan Gud bedømmer os. Vi ønsker at han skal betragte os som nogle der lever et virkelig åndeligt liv.

Det er simpelt hen umuligt at behage dem der gerne vil kritisere og finde fejl. Derfor behøver en samvittighedsfuld kristen ikke at tage sig af om folks bedømmelse af ham i forhold til andre, ikke skulle falde ud til hans fordel. Den kristne apostel Paulus blev genstand for en sådan nedvurdering da visse medlemmer af menigheden i Korint sammenlignede ham med andre. Hans reaktion på deres fejlagtige bedømmelse af ham kan tjene som en opmuntring for os. Han skrev: „Nu er de for mig en meget uvæsentlig ting at skulle bedømmes af jer eller af en menneskelig domstol. Jeg bedømmer end ikke mig selv. Jeg er mig nemlig intet bevidst. Dog, derved er jeg ikke kendt retfærdig, men den der bedømmer mig er Jehova. Døm derfor ikke noget før tiden er inde, førend Herren kommer, som både vil bringe mørkets hemmeligheder for lyset og gøre hjerternes råd kendt, og så vil enhver få sin ros af Gud.“ — 1 Kor. 4:3-5.

Apostelen Paulus kendte naturligvis sine bevæggrunde og motiver til at tale og handle som han gjorde; bedre end de der dristede sig til at bedømme ham eller vurdere hans værd. Han handlede samvittighedsfuldt i overensstemmelse med Kristi eksempel og lære. Derfor kunne han betragte deres bedømmelse som „en meget uvæsentlig ting“, noget der ikke fortjente at blive taget alvorligt. Apostelen Paulus forstod at det der betød noget var den dom som Herren Jesus Kristus, Guds udnævnte dommer, ville fælde. I vor tid må kristne også huske på at det der virkelig har betydning er hvordan de bliver bedømt af Jehova Gud ved hans søn. Det kan hjælpe dem til ikke at blive foruroliget over uåndelige menneskers bedømmelse, og til ikke selv at fælde en uåndelig dom.

Bibelen viser således tydeligt at vi i visse situationer bør tage hensyn til hvordan andre ser på os, men at der også er situationer hvor vi ikke skal tage os af hvad andre tænker eller siger. Det vi altid først og fremmest bør stræbe efter, er at være udadlelige i Guds øjne, at bevare en ren samvittighed over for Gud og mennesker. Vi skal derimod ikke tage os af andres ubegrundede kritik, latterliggørelse eller uåndelige bedømmelse, men fortsætte med at gøre alle ting på en måde der er til ære for Gud og vor Herre Jesus Kristus.