Kan patienten råde over sit eget liv?
Bør lægen give blod imod patientens udtrykkelige ønske, hvis han finder det nødvendigt for at redde dennes liv? Eller bør han respektere patientens vægring ved at modtage blodtransfusion, selv om det kan koste patienten livet? Denne problemstilling blev behandlet af dr. jur. et phil. Alf Ross i Ugeskrift for læger den 26. marts 1979. Vi vil her give et uddrag af hans argumentation og konklusion.
Alf Ross henviser til at spørgsmålene ifølge dansk ret ikke er endeligt afgjort. Han skriver: „Så længe der ikke er lovgivet konkret om disse spørgsmål, eller så længe domstolene ikke gennem afgørelser i konkrete sager har fastlagt, hvad der skal gælde, er dansk ret på disse punkter endnu uafklaret. . . . Det der kan siges som saglig information er, at vi her står over for en endnu uløst konflikt mellem to fundamentale hensyn, der hver for sig har rod i vurderinger, der har hjemmel i vor retskultur. Det ene er respekten for et menneskes liv som et gode, der betinger alle andre og derfor må have krav på fortrinsvis, absolut retsbeskyttelse. Det andet er respekten for individets moralske autonomi og selvstyre af eget liv, der gør uhjemlede indgreb i denne sfære til strafbar integritetskrænkelse, ulovlig tvang. Det første af disse hensyn har givet sig udtryk i straffelovens § 253 om hjælpepligten, det andet i straffelovens § 260 om individets integritet.“ Hvilket af principperne skal så have forrang hvis det kommer til en konflikt? Alf Ross nævner at det indtil videre må lades åbent og en afklaring søges gennem åben debat. Som et led i denne debat fremfører han eksempler på at man i almindelighed anerkender individets ret til at råde over sit eget liv. Og han fortsætter:
„Vil man gøre alvor af princippet om menneskets ret til at forme sit liv på eget ansvar, må heraf følge dets ret til også at sætte sit liv ind for en sag, en idé han tror på. Ja, dette er ikke blot noget, der må tolereres, men noget som har krav på den dybeste respekt. Kan det være så svært at forstå, at der for et menneske kan være noget, der er vigtigere end den nøgne eksistens? Er det ikke netop denne offervilje, denne forankring af en vilje i personens eksistentielle dyb, der står for os som vidnesbyrd om en idealismes alvor og vægt til forskel fra letkøbt sentimentalitet? Naturligvis er denne respekt ikke betinget af, at betragteren også selv kan acceptere de ideer, de værdier, den idealisme dette menneske går ind for. En sådan censur ville være uforenelig med autonomiens princip.
Disse betragtninger skulle tjene til at begrunde det standpunkt, at valget mellem de to hypoteser bør falde ud til fordel for den, der anerkender individets ret til at råde over sit eget liv, og pålægger andre, herunder lægerne, pligt til at respektere sådan råden. Heraf flyder de konsekvenser, der er udviklet ovenfor i femte afsnit, især at lægen under ingen omstændigheder må give en patient blodtransfusion mod dennes vilje og som hovedregel heller ikke kan afvise at udføre en indiceret operation, når patienten har gjort det til et vilkår, at der ikke anvendes tilførsel af blod, andres eller eget. (Det argument, at patienten ikke kan diktere lægen, hvorledes operationen skal udføres, er ikke så meget et argument som en talemåde, der postulerer, hvad der skulle begrundes. Realiteten er, at lægen ikke har ret til at operere en patient uden dennes samtykke, og følgelig, dersom samtykket er gjort betinget, ikke uden at betingelsen opfyldes.)
Hvad angår medlemmerne af den sekt, der har givet anledning til debatten, finder jeg, at de i deres liv og gerning har lagt for dagen en sådan stålsat vilje — ikke blot i spørgsmålet om blodtransfusion, men også f. eks. hvad angår værnepligt — til i alvor at leve op til deres forkyndelse, at den må aftvinge beundring, selv om man samtidig kan beklage, at så megen moralsk energi er anvendt til fordel for en ekstrem fundamentalisme. Men det vedkommer ikke sagen.“
Derefter forklarer Alf Ross at han af denne grund må føle sig stødt af „den tone af nedladende paternalisme og bedrevidende formynderi“ der gennemsyrede forhandlingerne på et lægemøde i 1956, et møde hvor lægens forhold til patienter der vægrer sig ved at modtage blodtransfusion, blev behandlet. Han henviser til forskellige udtalelser som kom frem ved dette møde, og siger at den herskende opfattelse var at man skulle holde patienten hen med snak og give blod hvis det blev nødvendigt, uanset hvilke løfter man havde afgivet.
Alf Ross slutter med at sige: „Der er gået mere end 20 år, siden forhandlingerne på dette møde fandt sted, og jeg tror, der er grund til at antage, at danske læger i dag ville vise større forståelse for, at patienten er ikke blot en krop, men også en moralsk personlighed, og at lægen ikke er forsynets statholder, men samfundets og patienternes tjener.“ (Kursiveret af os.)