Jehovas Vidners første stævnehal i Danmark
VINTEREN havde været usædvanlig lang og hård. Der havde været et ophold, men så kom den igen med uformindsket styrke i midten af marts. Sneen føg og lukkede alle veje, så politiet frarådede al udkørsel, og redningskorpset sagde at man ikke skulle regne med dem. Tog og fly havde store forsinkelser.
Sigvald Andersen og hans kone fra Åbenrå havde sat Felix Jacobsen og hans kone stævne lørdag morgen den 17. marts i deres hjem i Hoptrup. De skulle køre fra Åbenrå længe før solopgang og være i Hoptrup med brød til kaffen en halv times tid senere. Efter morgenmaden skulle den fælles tur så gå videre til Silkeborg. „Til Silkeborg? I dag?“ råbte bageren vantro da Sigvald hentede sit morgenbrød; men Sigvald så beslutsom ud. „Om jeg så skal leje en helikopter, skal jeg til Silkeborg i dag,“ erklærede Felix på sit sønderjyske, som om han bare kunne tage telefonen til nærmeste helikopterstand henne om hjørnet. Ganske vist er Silkeborg en af Danmarks smukkeste byer, men i snestorm ser den ud som Thule, eller Hoptrup, eller Åbenrå for den sags skyld, så hvad var det der kunne få et par ældre pensionister til absolut at ville til Silkeborg i det vejr, med koner, middelmådig motorkraft på sommerdæk, et stift ben og hovedet ude ad sidevinduet for at se om der var mere vej, eller den var smuttet fra dem? Sigvald og Felix og deres koner ville til Silkeborg, for her indviedes netop den dag Jehovas Vidners første stævnehal i Danmark, og de havde selv bygget den. Familierne Andersen og Jacobsen havde selv været blandt de 3000 fra de 134 menigheder vest for Storebælt som på tur havde været med til at arbejde på hallen i weekenderne. Dertil kom at de der havde været aktive forkyndere af Guds rige i tiden før 1940 — de garvede kæmper fra dengang alle ugens møder foregik omkring et spisestuebord, så mange af dem der endnu kunne mønstres — var særligt indbudt til indvielsen; og dem hørte de to ægtepar til. Repræsentanter fra Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Virum ville også komme og desuden et medlem af Jehovas Vidners styrende råd i Brooklyn, New York, M. G. Henschel, som skulle holde indvielsestalen. Ni hundrede ville de blive i alt. Derfor skulle de til Silkeborg, koste hvad det ville. Og det kom de.
Da de trådte ind i forhallen havde de en bygningsfløj på deres højre hånd med toiletter, puslerum, hvilerum, kontorer, to små boliger til rejsende tilsynsmænd og en inspektørbolig. I fløjen til venstre lå først og fremmest den store, smukke, lyse mødesal med „blanke“, røde mure og grønne stolerækker. Der var 900 behagelige siddepladser med perfekt lydgengivelse overalt. Bag dens bagvæg lå en spisesal med 300 siddepladser og tilsluttende køkken med alle moderne hjælpemidler. I kælderen var der en mindre sal og faciliteter til dåbshandling. Hele komplekset rådede over 3000 kvadratmeter gulvareal, hvilket svarer til 20 parcelhuse af gennemsnitsstørrelse. Et flot bygningsværk i røde sten på et 20.000 kvadratmeter kuperet skovareal med granduft, i udkanten af byen.
Men denne tidlige lørdag formiddag var det mødesalen med dens festklædte publikum som hovedsagelig tiltrak sig opmærksomheden. Og de indbudte gæster var der alle. Fra fjernt og nær var de kommet. Lidt forsinkede måske, og med rejseerfaringer der var en grønlandsk slædefører værdig; men strålende glade og taknemmelige over at det var lykkedes, fyldte de den store stævnehal drypvis til ingen stol stod tom. Her afvikledes nu et program som foruden selve indvielsesforedraget gav et tilbageblik over byggeriet og den udvikling som nødvendiggjorde det.
For mindre end et år siden — en dag mindre, nemlig den 18. marts 1978 — begyndte det egentlige byggearbejde. Arbejdsholdet bestod af en fast stab på 20 til 30 personer, eller en „bygge-familie“, om man vil. De boede i skure og campingvogne på byggegrunden eller var indlogeret hos trosfæller i nærheden. Deres livsfornødenheder såsom bad, vask og måltider blev dækket på byggepladsen, hvor man midlertidigt havde indrettet de nødvendige lokaler. Deres åndelige behov blev dækket ved en daglig behandling af et skriftsted ved det fælles morgenbord og et ugentligt fælles bibelstudium, foruden at en repræsentant for ældsteudvalget på Vagttårnsselskabets kontor hver lørdag bidrog til åndeligheden med et indlæg efter fællesspisningen om middagen.
„Bygge-familien“ bestod fortrinsvis af unge mennesker af begge køn som med iver gik op i alt forhåndenværende arbejde. Enkelte fagfolk var at finde blandt dem, men det store rykind af murere, tømrere, snedkere, malere, elektrikere, og så videre, fandt sted i weekenderne når 150 til 250 frivillige fra forskellige menigheder var indbudt til at hjælpe på tur. Mange bygningshåndværkere — også nogle langvejsfra — kom imidlertid trofast weekend efter weekend til arbejdet var gjort.
Programafsnittet om den udvikling der havde gjort byggeriet nødvendigt var mindst lige så interessant. Det var her Felix Jacobsen gav den kostelige beretning om den gamle Draufgänger, den træsko- og gudsmand Anton Hansen fra Over-Jerstal, og hans første møde med bibelsandhed i Marie Nielsens beskedne skikkelse, midt under det sædvanlige kortspil i hans værksted søndag formiddag. Hun dukkede overraskende frem fra ingenmandsland gennem tobaksrøgens tågeslør og fortalte om „æ dævel“ der var kastet til jorden. Anton havde „stået“ ved den kejserlige garde i Berlin, og var endnu til tider sagte lungepiber efter skyttegravsgassen som han inhalerede mens han sloges for kejseren, så han vidste alt om „dævelskav“; men ingen før Marie havde givet ham nogen forklaring på dets dybere årsager. Han tømte omgående hendes taske for de bibelstudiebøger hun havde med, fordelte dem på bordene blandt spillekammeraterne og tvangsindlagde dem til et ugentligt bibelstudium — med det resultat at han selv og 3-4 af dem blev Jehovas vidner. Det var også i dette programpunkt at tidligere rejsetjener Ejner Mortensen — stor mand i lille og spinkel skikkelse — sluttede sit indlæg med at sige: „Da jeg og Else i 1934 solgte gården for at gå ud i pionertjenesten, troede jeg fuldt og fast at Harmagedon var lige om hjørnet — og det tror jeg faktisk stadig væk.“
Inspirationen til at bygge en sådan hal kom af behovet for den. Jehovas Vidner har for hver kreds af menigheder to årlige stævner. Det blev mere og mere vanskeligt at finde egnede lokaler, lejeudgifterne steg drastisk og der var hver gang et stort arbejde med at indrette dem til stævnehal og bespisning. Desuden var Jehovas Vidner begyndt at bygge egne haller i udlandet, og der fandtes allerede 50 sådanne stævnehaller i verden. Spørgsmålet var om man var opgaven voksen både finansielt og håndværksmæssigt. Det viste sig hurtigt at det store flertal af de 8500 vidner som skulle bruge hallen, var for tanken, og de gav straks tilsagn om over 900.000 kroner i bidrag og lån. Det var så opmuntrende at initiativtagerne straks gik i gang med at få stiftet en forening til formålet og købt en grund. Så blev der indhentet erfaringer hos Jehovas Vidner som allerede havde bygget haller i U.S.A., Canada, England, Tyskland og Sverige, hvorefter et projekteringshold gik i gang med at lave tegninger og beregninger og få godkendelser fra myndighederne.
Alt hvad man skulle bruge i form af fagfolk forefandtes inden for Jehovas Vidners egne rækker. Der var lige fra arkitekter, ingeniører, landinspektører, vejteknikere, installatører, kloakmestre, tekniske tegnere, lydteknikere og bygningshåndværkere af enhver art til en hær af ulærde medarbejdere af begge køn og alle aldre som tjenstivrigt tog fat på hvad der forelå. Og ikke alene forefandtes ekspertise, men fremfor alt villighed til indsats og ægte samarbejdsånd båret af glæden ved at bringe ofre for en sag de troede på.
Økonomien var årsag til glædelige overraskelser. Jehovas Vidner foretager jo ikke indsamlinger af nogen art; deres økonomi hviler på princippet om frivillig gavmildhed tilskyndet af et godt hjerte. Ikke alene blev der bidraget i form af kræfter, tid og evner, men alle så det som en forret også at bidrage finansielt, og det i så rundhåndet et omfang at næsten hele byggesummen indgik i form af frivillige bidrag eller lån. Sådan kunne dyre lån udefra så godt som undgås.
I sin indvielsestale sagde M. G. Henschel, med en hentydning til vejret, at Jehovas vidner ikke blot er kristne i godt vejr. „Denne ånd betyder at vi vil fortsætte i Jehovas tjeneste og ikke give op, selv om der nu og da er problemer at overvinde. . . . Opførelsen af denne stævnehal i dette område er et skridt fremad i Rigets arbejdes historie. Det er en lejlighed til at sige: Tak, Jehova!“ Der blev derefter henvist til at tabernaklet og templet i fortiden også var bygninger som blev brugt i den sande tilbedelse, og at kong Salomon ved indvielsen af templet bad en særlig bøn til Jehova. (2 Krøn., kapitel 6) „På samme måde vil det også være passende for os ved denne lejlighed at tale til Jehova,“ sagde Henschel, hvorefter der blev bedt en bøn om Jehovas velsignelse over bygningen og den tilbedelse den skulle være ramme om. Alle følte at de af hele deres hjerte kunne tilføje et „Amen“.
Stævnehallen ligger på Oslovej 4 i Silkeborg, og skulle vejen falde forbi, er man altid velkommen hvad enten man er et Jehovas vidne eller ej. Stævnerne er åbne for enhver, og tiderne fås på stævnehallens kontor, telefon 06–81 33 66.
● „Lad os holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb uden vaklen, for trofast er han som gav løftet. Og lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ — Hebr. 10:23-25.