„Det er frygtindgydende så underfuldt jeg er skabt“

Således sang David engang i en lovprisningssalme til Jehova

ÉN PLUS 1 er 1. Det er underlig matematik. Men så deler denne ene sig til 2, så til 4, så til 8 og så fremdeles, indtil den nogle år senere er blevet til 60 billioner eller mere. Det er forunderlig matematik!

Vi taler om os, om en proces vi alle har været igennem. En mandlig sædcelle møder et æg i kvindens æggeleder; sædcelle og æg smelter sammen og bliver til én befrugtet ægcelle. Ni måneder senere er denne blevet til utallige millioner celler, og et nyt lille menneske kommer til verden. Celledelingen fortsætter under opvæksten indtil der er mindst 60 billioner celler. Og det hele begyndte med at 1 plus 1 blev til 1.

Processen indebærer langt mere end et regnestykke der er både underligt og forunderligt. Den er et under der vækker ærefrygt, et under som kong David af Israel følte sig inspireret til at synge om for tre tusind år siden. Hans sang til Skaberen, Jehova, står nedskrevet i Salme 139:13-16. Den lyder:

„Det er dig der har formet mine nyrer; du skærmede mig i min moders liv. Jeg vil prise dig fordi det er frygtindgydende så underfuldt jeg er skabt. Underfulde er dine værker, ja, det ved min sjæl fuldt ud. Mine knogler var ikke skjult for dig da jeg blev frembragt i det skjulte, blev vævet i jordens dybder. Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op, og dagene da de blev dannet og der endnu ikke var en eneste af dem.“ — NW.

Millioner af mennesker vil ikke erkende at et menneskes tilblivelse er et ærefrygtindgydende under; de hævder at denne proces i sin tid er kommet i gang ved et tilfælde. Millioner af andre betragter processen som en besværlig affære og afbryder den. Der er dog andre millioner på hvem en menneskefødsels under gør et dybt indtryk; de udbryder ligesom David: „Jeg vil prise dig fordi det er frygtindgydende så underfuldt jeg er skabt.“

Større og større viden har bragt lys over mange af de fantastiske processer der foregår i det skjulte i livmoderen, men der er stadig gåder man ikke har løst. Både det man har fået kendskab til og det der endnu står tilbage, vækker ærefrygt hos millioner af følsomme og taknemmelige mennesker. Denne ærefrygt knytter sig ikke kun til deres egen fødsel, men også til deres børns. De betragter deres børn som „en arv fra Jehova“. — Sl. 127:3, NW.

Når en af de tusinder af sædceller først har fuldført sin utrolige rejse op til ægget i æggelederen og er trængt igennem æggets ydre hinde, kan ingen anden sædcelle trænge ind. Ægget er befrugtet, undfangelsen har fundet sted og „tegningen“ til en levende menneskeskabning er færdig. I samme øjeblik er kønnet, de grundlæggende fysiske og følelsesmæssige træk, særlige evner og talenter, samt defekter og en mængde andre detaljer bestemt. Omgivelserne, såvel under svangerskabet som efter fødselen, øver en dæmpende eller forstærkende virkning, men personens grundmønster er fastlagt.

Før en eneste af de tusinder af kropsdele er dannet, er deres størrelse, form og funktion bestemt, og det samme er tidspunktet hvor de skal dannes. „I din bog var alle dets dele skrevet op, og dagene da de blev dannet og der endnu ikke var en eneste af dem.“ Kropsdelene er „skrevet op“ eller „tegnet“, og „tegningen“ ligger i de 46 kromosomer hvis tusinder af gener bærer de arvelige træk og egenskaber fra begge forældre — 23 kromosomer fra hver.

I begyndelsen er de celler der deler sig ens, men der viser sig hurtigt væsentlige forskelle. Cellerne er da ikke alene indbyrdes forskellige i udseende og funktion; de er også forskellige fra den oprindelige befrugtede ægcelle. I løbet af otte uger dannes der leverceller, hjerteceller, muskelceller, blodceller, hjerneceller, knogleceller og mange andre celler — alle med deres specielle funktioner, og dog med det samme oprindelige sæt arveanlæg som i det befrugtede æg!

Hvordan dette sker er stadig en gåde, men følgende groft forenklede illustration giver en idé om hvor kompliceret det hele er. Lad os forestille os tusinder af ens fabrikker, hver med de samme tusinder af maskiner, og hver maskine kan fremstille én speciel del til en bil. Hver fabrik er med samtlige sine maskiner i stand til at fremstille en komplet bil. Mærkeligt nok er der dog kun én maskine der kører i hver fabrik. En fabrik fremstiller tændrørsledninger, en anden dørhåndtag og en tredje et bestemt gear. Hver fabrik fremstiller kun den del den har fået besked på at fremstille, og den bruger kun den ene maskine der er nødvendig til fremstilling af den del; alle de andre maskiner er ude af drift. Men når alle delene som er fremstillet af alle disse fabrikker bringes sammen og samles er resultatet en komplet bil.

Hver legemscelle er som en fabrik. Dens sæt eller kombinationer af gener er som maskinerne — blot er der billioner af celle- og genkombinationer i modsætning til illustrationen, hvor der kun var tusinder af maskiner. Hvert sæt gener er specialiserede så de danner en speciel del til menneskelegemet. Hver celle har alle de mange genkombinationer som er nødvendige til fremstilling af vort legeme, men svarende til én maskine i illustrationen er der kun ét sæt gener som arbejder på at fremstille sin specielt tildelte del, for eksempel leverceller. Alle de andre gener i denne celle ligger stille. Andre celler specialiserer sig og virker kun med de genkombinationer eller „maskiner“ der fremstiller hjerteceller eller hudceller eller muskelceller, og så videre. Tilsammen fremstiller alle cellerne alle de forskellige slags væv som er nødvendige i det fuldt færdige legeme.

Hvad får visse gener til at arbejde og alle andre i samme celle til at ligge stille? Hvad er det der bestemmer hvilke celler der skal danne hvilke dele? Hvad er det der sætter produktionen i gang, og hvordan gives signalet til at begynde? Hvad får cellerne til at indstille når de forskellige dele er færdige, i modsætning til kræftceller, der ikke ved hvornår de skal holde op med at dele sig? Og hvorfor mødes de celler der begynder at danne visse organer altid på det rigtige sted, så tænderne altid vokser inde i munden og ikke oppe på hovedet, og lungerne altid forbindes med luftvejene og ikke med tarmene?

Forskerne fremsætter teorier, men de har ikke forklaringen. Vi ved imidlertid at intet er overladt til tilfældigheder; cellerne følger den „tegning“ Jehova har nedlagt i generne. For os er dette ærefrygtindgydende og forunderligt, en stærk grund til at prise Ham. „Underfulde er dine værker, ja, det ved min sjæl fuldt ud.“

En ting mere man må forundres over er at moderens legeme ikke afstøder fosteret, selv om det er et „fremmedlegeme“ med et sæt arveanlæg der er forskelligt fra moderens. Menneskelegemet accepterer normalt ikke væv der afviger det mindste genetisk, og fosteret har halvdelen af sine arveanlæg fra faderen. Ikke alene accepterer moderens krop barnets genetisk fremmede væv, men den forsyner også barnet med næring i ni måneder! Videnskabelige forsøg har vist at der under svangerskabet sker noget som undertrykker afstødelsesmekanismerne så barnet beskyttes mod denne fare under væksten. Som det siges i salmen: „Du skærmede mig i min moders liv.“

Mens barnet ligger skærmet i livmoderen bliver alting gjort for det. Moderen giver det næring, beskytter det og holder det varmt, og hendes blod tilfører barnets blod livsvigtig ilt gennem moderkagen. Men der kommer et kritisk øjeblik når barnet fødes; da er det slut med at få ilt fra moderen! Barnet må selv skaffe sig ilt, og det straks, hvis det ikke skal dø!

Der sker en dramatisk, livsvigtig forandring. Blodet i barnets krop skal til at løbe den anden vej. Da barnet befandt sig i livmoderen var der en åbning i skillevæggen mellem hjertets højre og venstre side. En væsentlig del af barnets blod kunne passere gennem denne åbning og undgå at blive ledet til lungerne. Af det blod der alligevel gjorde det, blev det meste ledet uden om lungerne og gennem et stort midlertidigt blodkar. Kun omkring 10 procent af blodet løb gennem lungerne. Men efter fødselen skal det hele den vej, og det med det samme! For at dette kan ske, lukker åbningen i skillevæggen sig få sekunder efter fødselen, og alt blodet sendes nu til lungerne. Det store blodkar der ledte blodet uden om lungerne trækker sig sammen, og alt blodet passerer gennem lungerne. Barnet trækker vejret, lungerne ilter blodet, den dramatiske forandring er sket, stofskiftet fortsætter og barnet lever!

Selv i de kostbareste laboratorier kan mennesket ikke skabe en eneste simpel levende celle; men en mand og en kvinde kan sammen frembringe en ny menneskeskabning. Og hvilken skabning! Uendelig kompliceret og helt speciel, ulig enhver anden på jorden. Et forbløffende, ærefrygtindgydende og ufatteligt under — og dog regnet for ubetydeligt af så mange, der uden videre dræber dette nye liv under væksten, fordi de ikke vil have besvær med det. De overser at denne „moderlivets frugt er en belønning“ fra Jehova, en ærefrygtindgydende og underfuld belønning. — Sl. 127:3, NW.

[Tekstcitat på side 6]

Hvorfor mødes de celler der begynder at danne visse organer altid på det rigtige sted, så tænderne altid vokser inde i munden og ikke oppe på hovedet?

[Tekstcitat på side 7]

Intet er overladt til tilfældigheder; cellerne følger den „tegning“ Jehova har nedlagt i generne

[Tekstcitat på side 7]

Selv i de kostbareste laboratorier kan mennesket ikke skabe en eneste simpel levende celle