Et ufødt barns dagbog
5. oktober:
Mit liv er begyndt i dag. Min far og mor ved det ikke endnu, men jeg er her allerede. Og jeg bliver en pige. Jeg bliver lyshåret og får blå øjne. Næsten alt er bestemt, ja selv det at jeg bliver glad for blomster.
19. oktober:
Der er nogle der siger at jeg ikke er et rigtigt menneske endnu, at det kun er min mor der er det. Men jeg er et rigtigt menneske, lige så vel som en lille brødkrumme er rigtigt brød. Min mor er til, og jeg er til.
23. oktober:
Min mund er lige ved at åbne sig. Tænk engang, om et år eller deromkring ler jeg, og senere siger jeg noget. Jeg ved at det første jeg kommer til at sige er MOR.
25. oktober:
Mit hjerte er begyndt at slå i dag, helt af sig selv. Fra nu af vil det slå jævnt resten af mit liv uden at standse og hvile! Og når der er gået mange år bliver det træt. Så standser det, og så dør jeg.
2. november:
Jeg vokser lidt hver dag. Mine arme og mine ben begynder at tage form. Men jeg må vente længe før jeg kan rejse mig på mine små ben og nå op til min mors arme, og før jeg kan plukke blomster med mine små arme og omfavne min far.
12. november:
Der er ved at komme små bitte fingre på mine hænder. Det er sjovt så små de er! En dag kan jeg stryge min mor over håret med dem.
20. november:
Først i dag har lægen fortalt mor at jeg lever her lige under hendes hjerte. Åh, hvor må hun være glad! Er du ikke glad, mor?
25. november:
Det kan være at min far og mor tænker på hvad de vil kalde mig. Men de ved ikke engang at jeg er en lille pige. Jeg kunne tænke mig at hedde Kate. Jeg er allerede ved at blive stor.
10. december:
Mit hår vokser. Det er glat og lyst og blankt. Hvordan mon mors hår er?
13. december:
Nu er jeg lige ved at kunne se. Det er mørkt omkring mig. Når mor bringer mig til verden bliver den fuld af solskin og blomster. Men det jeg allermest glæder mig til, er at se min mor. Hvordan ser du ud, mor?
24. december:
Mon mor hører mit hjerte slå ganske svagt? Nogle børn er lidt syge når de kommer til verden. Men mit hjerte er stærkt og sundt. Det slår så regelmæssigt: top-top, top-top. Du har en sund lille datter, mor.
28. december:
I dag tog min mor livet af mig.
— Anonym