Jeg var en jaloux ægtemand

SAMMEN MED TO VENNER sled jeg febrilsk med at fjerne sæderne i en gammel skolebus jeg havde anskaffet mig. Jeg var rasende og mumlede vredt for mig selv. Da min kone Cathy og vore tre drenge kom hjem, svingede jeg min knyttede næve foran hendes ansigt og truede hende igen med skilsmisse, ja oven i købet med at slå hende ihjel!

Hun viste ingen frygt, men sagde meget stille noget i retning af at „Jehova vil oprejse mig hvis du gør det, Bill“. Mine to venner stirrede chokeret på mig, for de vidste at jeg ikke var voldelig af natur, og specielt ikke over for min kone. Hvorfor var jeg så ophidset at jeg stod i begreb med at sælge huset og flytte med hele familien i den gamle skolebus til et sted langt væk? Det var fordi . . .

Cathy og drengene kom netop hjem fra deres møde i Jehovas Vidners rigssal. Jeg var blevet ladt tilbage. I hele vores ægteskab havde vi gjort alting sammen. Vi havde aldrig haft babysitter, og det havde altid været vores mål at glæde hinanden som mand og hustru og at leve som en lykkelig og forenet familie. Vi ønskede at være sammen og at dele arbejde og leg med vore sønner, Roy på 10, Jack på 5, og Rick på 4. Men nu var vi splittet. Hele min lille verden var ved at styrte sammen på grund af en som hed „Jehova“.

Jeg havde været regelmæssig kirkegænger i hele min ungdom, i omkring 13 år. Alligevel var der noget som fik mig til at tvivle på om der virkelig fandtes en Skaber, en kærlig Gud. Da min bedste ven, min bedstefar, døde, fik jeg at vide at Gud havde taget ham op til sig. For en seksårig lød det som om Gud var meget ukærlig. Og nogle år senere, da min kære moder døde, var den eneste forklaring jeg kunne få, den samme: Gud havde taget hende op til sig og ladet mig blive tilbage sammen med min drikfældige fader.

Som teenager lagde jeg mærke til at mine kammerater stjal i varehusene, gjorde bod i kirken, og i øvrigt aldrig forsømte søndagsmessen. Jeg husker også hvordan de voksne pralede med deres umoralske handlinger og alligevel fortsatte med at kalde sig kristne. Det var det jeg forstod ved hykleri. Jeg kunne klare mig uden kirken. Den var ikke noget for mig.

Cathy var vokset op i en by i North Carolina; for hende var kirken ensbetydende med det sociale og religiøse liv. Hun havde været meget aktiv i det kirkelige arbejde og havde undervist i søndagsskolen. Jeg havde ikke noget imod at hun tog drengene med i kirke; det kunne jo være at de lærte noget godt der. Men efterhånden blev hun mere og mere utilfreds med de skiftende kirker hun kom i. Specielt kunne hun ikke lide den sladder og bagvaskelse som fandtes der. Og hun blev virkelig opbragt da Roy en søndag kom hjem med et ærme revet i stykker — der havde været slagsmål i klasseværelset. Jeg lo ved mig selv da hun sagde at hun ville prøve en anden kirke; jeg vidste jo at de var ens alle sammen.

Som månederne gik begyndte Cathy at studere mormonismen, og hun begyndte også at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner, som besøgte vores hjem. Jeg havde ikke noget imod det, for det foregik mens jeg var på arbejde. Men da hun begyndte at overvære møderne i rigssalen og begyndte at tale en del om „Jehova“, begyndte jalousien at vokse i mig. Gradvis begyndte hendes nye viden at få indflydelse på de beslutninger hun traf, og det var ikke altid de harmonerede med mine meninger.

For eksempel forklarede Cathy at hun ikke længere havde lyst til at komme i min vens hjem. Og da jeg spurgte hvorfor, sagde hun at drengene lærte et dårligt sprog af hans børn. Nu begyndte hun at blive kræsen med hensyn til vort valg af venner. Jeg truede hende, og min vrede voksede. Det var, syntes jeg, som om hun konstant forsøgte at belære mig om at der „ikke findes nogen treenighed i Bibelen“, og om at hun havde lært at elske og tilbede „Jehova“. Jeg begyndte at blive bekymret for hendes mentale tilstand. Noget måtte der gøres. Hvad med at sælge huset — og flytte! Ja, netop! Og det gjorde jeg så, for at komme væk fra Jehovas Vidner.

I skolebussen flyttede vi til Melrose i Massachusetts, næsten 1000 kilometer borte. Men det løste ikke problemet. Min kone blev meget deprimeret, og endda legemligt syg, fordi hun ikke kunne finde nogen rigssal der. Jeg kunne ikke holde ud at se hende sådan, så jeg begyndte at lede efter rigssalen selv. Jeg fandt den, og hun blev glad igen — men igen vældede jalousien op i mig. For at modvirke dette gik jeg meget op i mit arbejde og brugte dag og nat på det.

Mens alt dette stod på, fik hun og drengene mere kundskab ved at overvære møderne og ved at studere Bibelen. Nu fandt jeg også ud af at hun gik rundt i nabolaget fra hus til hus med „sandheden“, som hun kaldte det. Det fik jeg hurtigt sat en stopper for; jeg sagde til hende at hvis hun ville blive ved med det, skulle det være et andet sted, i en anden by. En veninde til hende, fru Lappin, tog hende så med til en naboby for at aflægge disse besøg, og de fik et meget nært samarbejde i stand. Fru Lappin forsøgte også at tale med mig ved forskellige lejligheder, men det skulle jeg ikke nyde noget af — så når hun kom ind ad fordøren, smuttede jeg ud ad bagdøren! Nu havde jeg én mere at rette min jalousi imod — et andet „vidne“.

Hvad skulle jeg gøre? Jeg fik tilbudt en stilling i New London, Connecticut. „Der er svaret,“ tænkte jeg. Men heller ikke det bragte nogen løsning. Det nye arbejde tog det meste af min tid, årene gik og mine drenge voksede op uden mig.

En søndag chokerede jeg min kone ved at gå ind i rigssalen sammen med hende for at se hvad der egentlig gik for sig. Jeg kan stadig se Cathys overraskede ansigt for mig.

Men det var mig der blev overrasket, for hvad jeg så og hørte var så forskelligt fra de ritualer jeg huskede fra kirken. Jeg hørte et bibelsk foredrag der beskrev et land med vindruer så store at der måtte to mænd til at bære en klase. Det lød som fri fantasi, men nej, det var rigtigt nok. Det stod sort på hvidt i Fjerde Mosebog 13:23, som beskrev det forjættede land for Guds folk. Derefter fulgte en temmelig spændende drøftelse der både var oplysende og bar præg af orden.

Det var ikke så mærkeligt at min kone og mine sønner var så gode til at forklare Bibelen. Når jeg nu ikke kunne hamle op med dem i kundskab prøvede jeg at holde mig udenfor. Men hver gang jeg alligevel gik ind i en diskussion irriterede det mig at finde ud af hvor lidt jeg vidste om Bibelen. Selv Roy, som nu var teenager, kunne svare på de fleste bibelske spørgsmål. Jeg følte mig underlegen og ulykkelig. Disse følelser og stemninger gik naturligvis ud over min kone.

Der var mange ting der gjorde mig frustreret — jeg var jaloux over hendes kærlighed til Jehova, jaloux over hendes kundskab og hendes iver efter at fortælle andre om det hun havde lært, jaloux over Roys evne til at gøre det samme, jaloux fordi hun havde tid til at nyde drengene mens jeg altid var på arbejde, og jaloux over den respekt og ærbødighed drengene altid viste hende.

Som ung havde jeg bandet og drukket en del (uden dog at være dranker), men min samvittighed nagede mig fordi jeg stadig gjorde det lidt — endda i stigende omfang. Mine nerver stod konstant på højkant, jeg tabte mig, og der var ikke udsigt til at det blev bedre. En dag besluttede jeg at vi skulle flytte tilbage til North Carolina; jeg ville tage den lidt mere med ro, og jeg håbede at vi kunne blive forenet som familie igen.

Tilbage i North Carolina blev jeg efter et par måneder spurgt: „Kunne du ikke tænke dig et bibelstudium? Har du ikke lyst til at vide hvorfor din kone og dine børn er som de er? Så forstår du dem måske bedre. Og samtidig lærer du jo noget.“ „Nå ja,“ tænkte jeg, „jeg kan da altid finde nogle fejl og bevise at de har uret. Så kan jeg måske genvinde min selvrespekt og få min familie tilbage.“

Jeg lod ikke Charles (min lærer) komme til vort hjem for at studere Bibelen, men jeg kom i hans hjem en aften hver uge. I begyndelsen irriterede det mig grænseløst at skulle gøre mig klar til at tage af sted, for jeg havde ikke spor lyst. Jeg smed vredt rundt med tingene hver eneste uge, og Cathy havde igen en ubehagelig tid.

Men som ugerne gik, blev det anderledes. Jeg indså efterhånden at jeg ikke kunne finde nogen læresætninger der var i modstrid med Bibelen, og selv om jeg var skeptisk i starten erkendte jeg lidt efter lidt at alt hvad jeg lærte, blev underbygget af Bibelen. Og da en kammerat en dag stillede mig et bibelsk spørgsmål, var jeg til min store forbavselse i stand til at svare både på det og på andre spørgsmål han havde. Nu var jeg også ved at få bibelkundskab.

Jeg følte at det nu ville være ovre med alle vore problemer. Men nej. Det ville have været for let. Jeg arbejdede stadig væk med min selvbeherskelse, og jeg røg stadig (tre pakker cigaretter om dagen, foruden at jeg drak 15 kopper kaffe, masser af øl, og desuden tog sovepiller). Det rørte min samvittighed, og det var som om jeg simpelt hen ikke kunne slippe af med disse vaner. Jeg kunne beslutte mig til at holde op med at ryge om aftenen, og alligevel begynde igen om morgenen. Jeg kunne smide en pakke væk, og bagefter gå hen og finde den frem igen, for „at dulme nerverne“. Det gjorde mig jaloux på min kone, fordi hun for længst var holdt op med at ryge.

Jeg husker en lejlighed hvor jeg var ved at installere en vaskemaskine i vores køkken og jeg slog ryggen alvorligt. Min kone kom til for at hjælpe mig, men jeg var så vred at jeg med vilje stødte ind i hende, skubbede hende til side, og løb ud for at købe cigaretter. Åh, hvilken kamp. Men gennem mange inderlige bønner og med hjælp af mine kristne venner og Guds ånd, var jeg til sidst i stand til at sige: „Nu er jeg holdt op.“ Det hjalp mig også til at aflægge mit heftige temperament, og til at blive taknemmelig for min ægte kristne familie i stedet for at være jaloux på den.

Jeg er meget taknemmelig for at min lille familie loyalt stod fast på de bibelske principper gennem alt dette. Og hvad er der siden sket med den jaloux ægtemand? Ja, hvis du bor i området omkring Louisville, Kentucky, får din menighed måske besøg af Bill og Cathy, for det er nu (mens dette skrives) mit glædelige privilegium at tjene som rejsende tilsynsmand, ligesom Paulus på de første kristnes tid. Vi besøger 20 menigheder for at hjælpe og opmuntre dem, og vi føler os selv opmuntrede derved.

For andre jaloux ægtemænd der føler som jeg gjorde, håber vi at deres stolthed ikke vil ødelægge sammenholdet i deres familie. I stedet håber vi at de vil udnytte tiden mens børnene er små, til at lære de bibelske principper at kende, og følge dem. Mange ægtemænd har allerede gjort dette, og deres hustruer har således oplevet en særlig glæde ved at følge vejledningen i Første Petersbrev 3:1, 2: „På samme måde skal I hustruer underordne jer under jeres egne mænd, for at . . . de kan blive vundet uden et ord ved deres hustruers adfærd efter at have været øjenvidner til jeres rene adfærd og dybe respekt.“

Måtte jeres velsignelser blive større end mine, og måtte I fuldt ud opleve den glæde der er ved at overvinde sig selv og sin jalousi. — Indsendt.

[Tekstcitat på side 17]

Når en mand siger til sin kone at hun skal holde op med at studere med Jehovas Vidner, er det måske fordi han har hørt noget ufordelagtigt om dem. Men behøver det han har hørt, at være sandt?

[Tekstcitat på side 18]

Den bedste måde at finde ud af hvad ens ægtefælle lærer, er selv at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Det koster ikke noget. Man behøver ikke at fortsætte længere end man selv vil. Og man får sin viden fra første hånd.

[Tekstcitat på side 19]

Et besøg i rigssalen er den bedste vej til selv at finde ud af hvad der foregår der.