Tågesnak

MANGE er tilbøjelige til at bedømme det de læser efter hvor „intelligent“ det lyder, i stedet for efter hvor forståeligt det er. Det har den amerikanske professor i markedsforhold J. Scott Armstrong påvist ved nogle undersøgelser. Først bad han 20 professorer i firmaledelse om at læse og bedømme 10 tidsskrifter om firmaledelse hvis indhold var skrevet med varierende klarhed. „Og ganske rigtigt,“ hedder det i forsøgsrapporten, som er offentliggjort i bladet Psychology Today, „det tidsskrift der var sværest at læse fik den højeste karakter; det letteste fik den laveste karakter.“

For at prøve om de tidsskrifter der blev foretrukket var vanskeligere at forstå fordi de behandlede mere komplicerede tanker, omskrev Armstrong nogle af afsnittene så de blev lettere at læse uden at meningen dermed blev ændret. Han brød lange sætninger op, brugte lettere ord og slettede overflødige ord.

I et tidsskrift der havde fået en høj karakter stod der først: „Denne afhandling konkluderer at for at øge sandsynligheden for at en [bank]kunde vil forblive i køen, må den der ekspederer søge at influere på kundens indledende subjektive evaluering af den gennemsnitlige ekspeditionstid for at give ham det indtryk at den er kort, eller søge at overbevise kunden om at det potentielle udbytte af den investerede tid er betydeligt.“

Dette blev ændret til: „Der er større sandsynlighed for at en [bank]kunde vil blive stående i en kø hvis man kan give ham det indtryk at han ikke kommer til at vente ret længe. En anden måde at opnå det samme på, er at give kunden det indtryk at ventetiden er det værd.“

Derefter blev en anden gruppe, denne gang på 32 professorer, bedt om at bedømme fire sådanne prøver uden at vide hvor de stammede fra. „Igen gav professorerne den lette udgave dårligere karakterer end den svære,“ fortæller Psychology Today. Professor Armstrong slutter med at sige: „Hvis du ikke kan overbevise dem, så prøv på at forvirre dem.“

Navnlig når der skrives om juridiske, religiøse eller medicinske emner, bliver resultatet ofte tågesnak på tryk. „Lægers behandling af det engelske sprog kan bringe en redaktør på grådens rand,“ skriver Alfred D. Berger, der er ansvarshavende redaktør ved lægetidsskriftet Medical World News. Berger fortæller om et tilfælde hvor en professor insisterede på at en lægestuderende skrev „diaforere kraftigt“ i stedet for „svede stærkt“.

Redaktøren forklarer at den specielle lægejargon bliver en del af lægens ordforråd allerede i studietiden på grund af „et naturligt ønske om at tale samme sprog som de store — lægerne og lærerstaben“. Han fortsætter: „Dertil kommer en vis dovenskab — det er lettere at bruge et universalord som ’procedure’ end at vælge et mere præcist ord som for eksempel prøve, fremgangsmåde, metode eller teknik.“

Endnu en faktor, siger Berger, er at man bevidst bestræber sig for at bruge „et ordforråd der er uforståeligt for ikke-fagfolk. Det får dem der bruger disse ord, til at føle sig klogere og mere lærde end dem der ikke bruger dem, og det giver dem desuden mulighed for at tale hen over hovedet på de uindviede.“

I tidsskriftet New England Journal of Medicine siger dr. Saul Radovsky samstemmende hermed: „Et blik i lægetidsskrifter viser at god videnskab og god skriftlig fremstilling sjældent går hånd i hånd, og at en letfattelig stil ofte er for meget at forvente.“ Han anfører et eksempel hvor en forsker skrev:

„Vi foretog en kemoluminescens-analyse for at undersøge patientens polymorfnukleare leukocytters reaktioner på numerøse partikulære og soluble stimuli. Patientens polymorfnukleare leukocytter havde substantielt nedsatte kemoluminescerende reaktioner under fagocytose af opsoniserede partikler.“

Meningen var at patientens hvide blodlegemer ikke frembragte den normale mængde lys når de angreb fremmedlegemer i blodet.

Der skulle ikke være nogen grund til at udtrykke selv komplicerede tanker med så komplicerede ord. Enten er forfatteren ude på at imponere nogen, eller også er han ude af stand til at udtrykke sig klart.

„Hvis I ikke . . . fremfører tale der er let at forstå, hvordan kan man da vide hvad der bliver sagt: I vil jo tale hen i vejret.“ — 1 Kor. 14:9.