Mange mænd ødelægges af stress
Spalteredaktøren Jim Sanderson har kommenteret de holdninger og ambitioner der bevirker at mange mænd lider af stress.
„Det fremgår af USAs offentlige sundhedsstatistik at mænd aflægger 25 procent færre besøg hos læger og tandlæger end kvinder. Når mænd endelig indrømmer at de trænger til hjælp, er problemet sandsynligvis blevet større end det burde være blevet.“
Denne „vær stærk“-holdning, kombineret med virkningerne af stress, kan være årsagen til en chokerende forandring man har registreret. I 1920rne døde mænd gennemsnitlig omkring et år tidligere end kvinder. Nu dør de 7,7 år tidligere. Sanderson fortsætter:
„Uanset hvor meget han har slidt i det, føler han ikke at han kan tillade sig at blive liggende i sengen. En mand bør være oppe og udrette noget nyttigt. . . . Mange mænd føler at det også er ’kvindagtigt’ at bede om hjælp. . . . At blive syg er at blive afhængig af nogen. At gå til lægen til en årlig helbredsundersøgelse er at være hypokonder.
Ingen forstår hvor mange fysiske problemer hos mænd der er forårsaget af stress — det stadige pres, den konstante stræben efter at nå de mål som altid synes at glide bort foran dem. Når en kvinde bliver anspændt, synes hun bedre at vide hvordan hun skal få afløb for sine følelser [for eksempel ved at græde]. Men at være ’følsom’ er for en mand ensbetydende med at miste kontrollen over situationen.“
Dette er citeret fra avisen The Seattle Times, og artiklens overskrift lød „Maskuliniteten virker dræbende.“