En tidligere terrorist fortæller

JEG voksede op som katolik. Allerede som ganske ung havde jeg en udpræget retfærdighedssans. Den blev større da jeg i skolen i historietimerne lærte om de nazistiske koncentrationslejre. Senere blev jeg student. Det var i begyndelsen af 1960erne, hvor man som student blev tilskyndet til frit at give udtryk for sin overbevisning. Det var det jeg ønskede at gøre, for at få en bedre og mere retfærdig verden.

Det var først i min elevtid som laboratorietekniker at jeg fik kontakt med en gruppe unge der var politisk aktive. Vore langvarige og nogle gange heftige diskussioner overbeviste mig om at man som kristen ikke kunne bære våben.

Jeg hældede nu stærkt til pacifismen, og jeg kom lidt sammen med en gruppe der planlagde en antiatomvåbendemonstration i påsken 1966. Da en biskop så mit antiatomvåbenemblem ved et katolsk ungdomsmøde, advarede han mig imod at blive „indblandet“. Jeg reagerede lige modsat og brød fuldstændig med kirken.

Den støtte man gav Vietnamkrigen var for mig det samme som at godkende at kvinder og børn blev brændt levende med napalmbomber. Det var jeg selvfølgelig imod! Det ville jeg protestere åbent imod! I 1966 kom jeg i forbindelse med protestmarchernes verden, og jeg deltog i flere af dem.

Så blev det 1967. USAs vicepræsident Hubert Humphrey skulle besøge Berlin den 6. april. Flere dage før hans besøg var vi cirka 40 der mødtes med en gruppe som planlagde en protestaktion. Gruppen hed „Kommune Et“. Fra begyndelsen blev vi advaret om at alle der deltog kunne få vanskeligheder med politiet. De fleste gik. Men ikke jeg.

Efter Humphreys besøg foretog politiet en undersøgelse af de demonstrationer der havde fundet sted. Alle medlemmer af „Kommune Et“ blev ligesom jeg anholdt. Men dette var kun begyndelsen. Før min sag kom for retten, skete der noget andet som viste sig at være den egentlige årsag til den terrorscene der senere opstod i Berlin.

Det var en fredag — den 2. juni 1967 — og shahen af Iran skulle komme på besøg. Vi planlagde en demonstration mod hans regime, som vi anså for grusomt. Indtil da havde alle vore demonstrationer været fredelige — bortset fra at vi havde brugt lidt fyrværkeri og smidt med kartofler. Men denne gang blev nogle af demonstranterne slået med træstave af det persiske sikkerhedspoliti, og en af demonstranterne blev dræbt af et skud fra politiet. Nu var volden kommet ind i billedet, og den måtte man regne med i fremtidige demonstrationer.

I juli flygtede jeg ud af landet for at undgå en retssag for affæren med Hubert Humphrey, og jeg vendte ikke tilbage før jeg hørte man havde frafaldet tiltalen. Men jeg kom tilbage til Berlin tids nok til at deltage i „Vietnamkongressen“, der blev afholdt der den 19. februar 1968 og hvor næsten 10.000 marcherede i protest mod krigen.

I mellemtiden var Berlin-pressen begyndt at tage kraftigt til orde imod os. Spændingen steg da nyhedsmedierne fortsatte deres kampagne. Det nåede klimaks torsdag den 11. april. Der lød skud på Kurfürstendamm, Berlins berømte hovedstrøg, og en studenterleder lå alvorligt såret på gaden — offer for et attentat. Dette satte en række voldelige demonstrationer i gang i hele Tyskland. Hundreder blev kvæstet, og i München mistede to livet.

I Berlin blev der hurtigt arrangeret en protestmarch samme aften. Da vi betragtede et bestemt bladforlag som et symbol på nyhedsmedierne og på alle dem der talte imod os, marcherede vi til det højhus tæt ved Berlinmuren hvor forlaget havde til huse, kun nogle få meter inde i Vestberlin. Mens flere hundrede politifolk fortvivlet forsøgte at opretholde ro og orden, marcherede over 2000 demonstranter mod bygningen. En af de politimænd der havde vagt den aften hed Jürgen. Jeg kendte ham ikke dengang, men det kom jeg til nogle få år senere.

Flere af os prøvede at tiltvinge os adgang til bygningen, men uden held. Jeg greb en tung messingstang der var blevet revet løs fra bygningens ødelagte indgangsdøre, løftede den og skulle til at smadre den i hovedet på en politimand der stod i vejen for mig. I sidste øjeblik forhindrede en af de andre demonstranter, en sagfører der sympatiserede med os, mig med magt i at gøre det. Hvor ville jeg have været i dag hvis han ikke havde grebet ind?

Ved midnatstid begyndte masserne at spredes, og de efterlod sig en slagmark fyldt med knust glas og væltede, udbrændte biler. Det var den slagmark jeg havde kæmpet på. Jeg, en idealist der var begyndt med at protestere mod brug af magt, var nu endt med selv at bruge den. Hvad var der sket?

Ved slutningen af det år dannede nogle af os en løst organiseret gruppe som vi kaldte „Hash-oprørerne“. Det var et meget passende navn, for mange af os der var engageret i protestbevægelsen var begyndt at tage stoffer.

Vores taktik gik ud på at skabe had til myndighederne og at tvinge folk til, næsten mod deres vilje, at gribe til vold. Engang var der for eksempel cirka 2000 der deltog i en protestmarch der var foranstaltet af en gruppe ingeniørstuderende. Men der skulle kun 20 medlemmer fra gruppen „Hash-oprørerne“ til at ændre hele demonstrationens forløb. Fordelt blandt demonstranterne begyndte vi at kaste sten mod politiet. Forståeligt nok prøvede de at forsvare sig, og ikke kun de skyldige men også de „fredelige demonstranter“ blev involveret. Disse slog så igen mod det de betragtede som „politibrutalitet“.

For at gøre flere mennesker interesseret i vores sag holdt vi en høring på Berlins tekniske højskole om aftenen den 29. november. Der kom cirka 2500. Først blev der holdt et foredrag om det vi kaldte „ærefuld kriminalitet“. Vi sørgede også selv for musikunderholdning. Et af vore orkestre, det jeg spillede i, hed Vox Dei, som er latin og betyder „Guds stemme“. Det var tydeligvis et forkert navn, for orkesterets hovedformål var at påvirke tilhørerne følelsesmæssigt og gøre dem mere modtagelige for vort budskab.

Senere på aftenen spillede jeg et kassettebånd med en gruppe der hed „West Berlin Tupamaros“, hvis tekster forsvarede mord på dommere. Flere år senere blev præsidenten for Berlins højesteret, Günter von Drenkmann, og Forbundsrepublikkens offentlige anklager, Siegfried Buback, myrdet af terrorister.

Opflammet af både musikken og det talerne havde sagt, strømmede en stor skare fra højskolen ud på den nærliggende Ernst-Reuter-Platz og begyndte at knuse vinduesruder, især ruderne på et stort forretningsforetagende som vi betragtede som et symbol på amerikansk kapitalisme.

I mellemtiden havde jeg fået personlige problemer. Stofmisbruget førte til at jeg fik en kollaps. Jeg havde også fået et alvorligt forfølgelseskompleks. Da jeg var bange for at gå med sandaler, gik jeg rundt i store støvler fordi jeg mente at de kunne være nyttige hvis jeg skulle forsvare mig. Og jeg vovede mig aldrig ud uden at være bevæbnet med en kniv. Mit liv, som næsten var ødelagt af stoffer og forgiftet af had, havde ikke nogen virkelig mening. Jeg begyndte at forstå at medmindre man begynder med sig selv, kan man kun gøre lidt for at forandre verden, selv hvis man bruger vold.

I marts 1970 kom der to Jehovas vidner til min dør og viste mig bogen Sandheden der fører til evigt liv. En af dem, som selv kun havde været et vidne i nogle få måneder, kom igen og begyndte at studere Bibelen regelmæssigt med mig. Flere af mine venner, op til femten på én gang, overværede ofte studiet.

Jeg gjorde hurtige fremskridt med hensyn til at lære om Gud og hans hensigter. Jeg begyndte snart at overvære kristne møder, og jeg foretog store forandringer i mit liv. Og den 23. maj 1971 blev jeg døbt som et symbol på min indvielse til Gud, kun cirka et år efter at jeg havde sagt til de to mænd ved min dør: „Jeg vil gerne høre på hvad I har at sige, men jeg bliver aldrig et af Jehovas vidner, vær sikker på det!“

Men det var jeg blevet nu. Og hvem var det unge, nydøbte vidne som gjorde så meget for at redde mig fra et liv i stofmisbrug og vold? Vore veje var mødtes en gang før — en aften i april tilbage i 1968. Ja, det var Jürgen! At tænke sig, den politimand som jeg havde været så ivrig efter at slå ned tre år tidligere, kunne teoretisk set meget vel have været Jürgen!

Mens jeg studerede Bibelen lærte jeg meget — for eksempel at der i det første århundrede også fandtes „frihedskæmpere“ eller „terrorister“ som troede de kunne skabe en bedre verden. Det var jøder, og de ønskede at frigøre det jødiske folk fra Rom. Men de kunne ikke. I virkeligheden var de med til at afstedkomme Jerusalems ødelæggelse for de romerske hæres hånd i år 70 e.v.t.

Jesu disciple støttede imidlertid ikke disse frihedsbevægelser. De troede på at Gud ville oprette en bedre verden ved hjælp af sit rige. De var opmærksomme på ordene i Salme 146:3-7, der lyder: „Sæt ikke eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe! . . . Salig den, . . . hvis håb står til [Jehova] hans Gud.“

Hvor ville jeg have været i dag hvis ikke Jürgen var kommet til min dør og havde hjulpet mig til at forstå disse ord? Eller ordene i Andet Petersbrev 3:13? Der står: „Men der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge [Guds] løfte, og i dem skal retfærdighed bo.“ En virkelig retfærdig verden — som den store Skaber også ønsker, og som han vil skabe!

Mange af mine tidligere kammerater kæmper fortsat for det de mener vil blive en bedre verden. Nogle af medlemmerne af „Kommune Et“ og af „Hash-oprørerne“ skilte sig ud for at danne kernen i terroristgruppen 2. juni-bevægelsen. Lignende grupper startede Rote Armee Fraktion og andre terroristgrupper. Nogle af de fredelige demonstranter i 1960erne blev bankrøvere, kidnappere og mordere i 1970erne. Et eksempel: Katherine Boudin og andre, der var indblandet i et mislykket røveriforsøg i Nyack, New York, den 20. oktober 1981. Er dét den bedre verden de tænkte på?

Jeg kæmper også fortsat, men ikke på en voldelig måde. Jeg kæmper hårdt for at leve op til Guds retfærdige krav til dem der vil opnå evigt liv i hans nye orden. Jeg kæmper hårdt for at hjælpe andre, deriblandt min kone og mine to små drenge, til at gøre det samme. Det er en åndelig kamp som gør mig lykkelig og giver mig et mål i livet der er værd at stræbe efter. Og det bedste af det hele er at den vil føre til noget der med sikkerhed vil komme — en verden der virkelig er bedre. — Indsendt.

[Tekstcitat på side 6]

Vores taktik gik ud på at skabe had til myndighederne og at tvinge folk til at gribe til vold

[Tekstcitat på side 7]

Jeg begyndte at forstå at man kun kan gøre lidt for at forandre verden, selv hvis man bruger vold

[Tekstcitat på side 8]

Nogle af de fredelige demonstranter i 1960erne blev bankrøvere, kidnappere og mordere i 1970erne