Hvad tygger kaninen?

ET OVERSÆTTERPROBLEM i en kendt nyere roman får én til at tænke på spørgsmålet om hvorvidt haren og kaninen er drøvtyggere, og hvad Bibelen siger om det. I bogen Watership Down (Kaninbjerget) af Richard Adams, der er skrevet ud fra et nøje studium af kaninernes liv, beskrives deres særlige fodervaner. Forfatteren bruger på engelsk udtrykket „chewing pellets“, der hentyder til at kaninerne fordøjer det meste af deres føde to gange. Men hvad er det for „pellets“ kaninerne tygger på? I en engelsk-dansk ordbog angives som femte betydning den zoologiske oversættelse „(ugle)gylp“. Dette har givet bogens danske oversætter det indtryk at kaninen gylpede maden op og fortærede den igen, som en „ægte drøvtygger“. Det gør den imidlertid ikke. De omtalte „pellets“ er i virkeligheden ekskrementkugler. Denne proces er af de lærde blevet kaldt „pseudo-drøvtygning“.

At haren og kaninen i det hele taget tygger drøv, sådan som Bibelen nævner det i Tredje Mosebog 11:6 og Femte Mosebog 14:7, har før været stærkt betvivlet. I 1950 skrev professor N. H. Søe i Bibelbogen: „Berømt er den zoologiske urigtighed om haren (v. 6); denne tygger faktisk ikke drøv.“ Siden har mange forskere påvist at haren faktisk tygger drøv, skønt på sin egen særlige måde, som beskrevet ovenfor. Nærmere detaljer kan findes i Vågn op!, september 1951, side 11 og 12; 22. august 1963, side 11; og 8. februar 1969, side 21.