Havet „trues af menneskeheden“

DA Thor Heyerdahl i 1970 krydsede Atlanterhavet i en sivbåd, gjorde forureningen af havet et stærkt indtryk på ham. Han skrev senere om de tanker han gjorde sig:

„Det skulle blive et paradoks at det blev den dag jeg gik om bord i menneskets ældste type sødygtigt fartøj at jeg lærte hvor lille havet er, og hvordan det nu trues af menneskeheden. . . . Det har holdt sig rent i millioner af år hidtil, fordi naturen, i modsætning til det moderne menneske, omhyggeligt har undladt at sætte sine atomer sammen i stoffer, som havets bakterier og plankton ikke kan forvandle til nyt, nyttigt liv. Naturen kan med al sin ælte, sine kadavere og ekskrementer blive ved med at bruge sine floder som kloakker i al evighed.

Oceanet har altid været parat med sine myriader af beboere til at filtrere alt det vand der kom og forvandle affaldet til nye organismer, klar til at fortsætte filtreringen så kun renset klart vand blev sendt tilbage til landjorden via skyerne. Mennesket er begyndt at smide løse skruer og møtrikker ind i et perpetuum mobile, der allerede fungerede perfekt. Plasticstoffer, insektmidler, vaskepulvere og andre syntetiske molekylekombinationer, som naturen viseligt udelod for at maskineriet ikke skulle gå i stå, ender nu i havet hver eneste dag fra hytter og huse og storindustri, fra alverdens byer og skibe og marker og enge. Millioner af tons hober sig op uden at fordampe, uden at løbe ud eller blive nedbrudt. Vi skulle se synlig forurening drive tæt forbi vore sivbundter hver eneste dag da papyrusbåden RA II krydsede Atlanten i 1970. Vi sejlede forbi asfaltlignende olieklumper i treogfyrre døgn af de syvoghalvtreds overfarten varede.“ — Bogen Fatuhiva, Lademanns Forlag, 1974.