Fossil-forvirring

Blandt tilhængere af udviklingslæren er der fortsat konkurrence om hvem af dem der har fundet det ældste eller det bedste menneskelignende fossil. I den forbindelse hed det for nylig i en lederartikel i The New York Times at palæoantropologien er „en videnskab der er rig på dramatiske påstande men fattig på sikker viden. Palæoantropologien henter materiale fra anatomiens og biologiens strenge discipliner, men giver også så rigeligt rum for gætværk at teorierne om menneskets oprindelse egentlig fortæller mere om teoriernes ophavsmænd end om selve emnet.“

Lederartiklen henviser til eksemplet hvor „engelske anatomer kritikløst accepterede Piltdown-fundene, der kom frem omkring år 1910“. Disse viste sig senere at være et falsum. Med et citat fra bogen Missing Links viser artiklen derefter at nutidens evolutionstilhængere ikke adskiller sig meget fra datidens: „[Palæoantropologerne i dag] er lige så tilbøjelige til at klamre sig til fejlagtige oplysninger der støtter deres forudfattede teorier, som forskerne var før i tiden.“ Hvad skyldes denne mangel på videnskabelig objektivitet? The New York Times fortsætter: „En af grundene kan være at visse teorier tiltrækker større materiel støtte end andre [altså at ’mere lovende’ fossiler skaffer større økonomiske tilskud]. . . . Når en forsker finder et nyt kranium, sker der som oftest det at han omarbejder hele menneskeslægtens stamtræ og sætter sit eget kraniefund ind på træets hovedstamme og alle de andres kraniefund ud på sidelinjer der ender blindt.“

Under alle omstændigheder, siger artiklen, er de fossile vidnesbyrd ikke mere talrige end at „man kunne have de fleste af dem liggende på et billardbord“, hvilket betyder at enhver fortolkning snart kan blive forkastet.