Giftigt affald og organiseret kriminalitet
I løbet af 1980 kunne indbyggerne i Pittston, en by i Pennsylvanien i USA, mange gange overvære at lastvogne standsede for et kort ophold bag en benzintank ved hovedlandevej 81 og derefter kørte videre.
Omtrent samtidig begyndte der at ske noget med vandet i den nærliggende Susquehannaflod. Man fandt en kraftig blanding af kemikalier der forårsager kræft, forandringer i generne samt svære misdannelser. Den dødbringende forurening blev kun med nød og næppe standset — blot 40 kilometer fra fiskepladserne i Chesapeakebugten, ifølge den californiske avis Star-News.
Hvor stammede disse gifte fra? Man sporede dem tilbage til et vandløb i nærheden af en forladt mine, og i denne mine lå et rør hvis anden ende stak op af jorden bag den servicestation hvor alle lastbilerne var holdt ind. Tilsyneladende havde vognmandsfirmaet afhentet farlige kemikalier fra velrenommerede virksomheder og krævet op til 1000 dollars pr. vognladning under foregivende af at det var til betaling for aflæsning på godkendte giftaffaldspladser, og derefter ulovligt hældt de livsfarlige kemikalier i røret, gennem hvilket de løb ned i minen, ud i vandløbet, videre ud i Susquehannafloden, og altså næsten helt ud til fiskefelterne i Chesapeakebugten.
Hvem kunne finde på sådan noget? Rapporter har kædet denne trafik sammen med organiseret kriminalitet. Ifølge rapporter der blev forelagt underkomiteer i senatet er dette blot ét af „snesevis af eksempler på at forbrydere er kommet til for at tjene store penge på ulovligt at skaffe moderne industriaffald af vejen,“ fortalte avisen.