Truslen fra bomben

„Over ruinerne af Urakamidalen tårnede en uhyre og stadigt voksende røgsøjle sig op; den skød op fra midten af eksplosionen med utrolig hast. Som en ånd der var blevet sluppet ud efter at have været indestængt i talløse tidsaldre, vred og drejede søjlen sig op mod stratosfæren. . . . Det dødbringende spøgelse sydede op mod de kredsende maskiner. Det skiftede udseende, skiftede farve fra violet til laksefarvet, så til gyldent og så til dæmpet hvidt.“ — The Fall of Japan af William Craig.

SÅDAN tog sceneriet sig ud i Nagasaki om morgenen den 9. august 1945, de første minutter efter at en atombombe var blevet nedkastet. Sprængningen var på én gang skrækindjagende og smuk. Men der var alt andet end smukt nede ved foden af ildkuglen. „Folk lå i hundredvis på gaderne, på markerne og i ruinerne og skreg på vand. Skabninger der kun svagt mindede om menneskelige væsener vandrede fortumlede af sted med huden hængende i laser og kroppen sværtet.“ Fyrre tusind mennesker døde den morgen, ligesom næsten hundrede tusind var døde tre dage før i Hiroshima.

Bomberne der nedkastedes over Hiroshima og Nagasaki var ganske vist primitive efter nugældende normer, men de er de eneste kernevåben der hidtil er nedkastet over mænd, kvinder og børn. Ikke desto mindre er disse flammende, paddehattelignende søjler af død blevet et stedse tilbagevendende mareridt i menneskeslægtens fælles bevidsthed. Med grufuld livagtighed skildrede de i mindre målestok hvad der kunne ske med hele verden hvis menneskeheden skulle finde på at udkæmpe en altomfattende krig med kernevåben.

Det kan derfor næppe overraske at mange røster har hævet sig i en vedvarende — men hidtil omsonst — protest mod den nådeløse udbygning af verdens kernevåbenlagre. For nylig har de protesterende imidlertid fået ny og uventet tilslutning — fra fremtrædende enkeltpersoner og organisationer inden for kristenheden.

For mange af disse trossamfunds vedkommende har dette betydet en overraskende holdningsændring. Tilbage i 1950 kunne The New York Times berette: „Gennem sin officielle avis, L’Osservatore Romano, forsikrede Vatikanet i dag De forenede Staters regering og folk om at man til fulde forstod grundene til at præsident Truman havde besluttet sig for at godkende konstruktionen af en brint-superbombe.“ I 1958 var en særkommission under det protestantiske Kirkernes Verdensråd ifølge en nyhedsmeddelelse fra Danmark kommet til følgende slutning: „Brugen af atomvåben i en begrænset krig er ikke uforenelig med den kristnes samvittighed.“

Som enkeltpersoner kunne visse kirkeledere endda være mere „bombevenlige“. I 1958 erklærede ærkebiskoppen af Canterbury: „Så vidt jeg véd, ligger det inden for Guds forsyn at menneskeslægten skulle kunne ødelægge sig selv på denne måde [med kernevåben].“ Og i 1961 berettede den engelske avis Daily Express: „England bør beholde brintbomben, sagde . . . ærkebiskoppen af Wales . . . i går. Det kan føre mennesker til Kristus.“

Det er derfor så meget mere bemærkelsesværdigt nu at høre protestantiske og katolske organisationer i en hel del lande udtale sig imod kernevåben! Hvorfor har de forandret synspunkt? Hvad siger de nu? Og vil det de siger og gør, virkelig betyde en forskel i det lange løb?