Din værste fjende — er det dig selv?
IFØLGE naboerne var Peter „en flink ung mand som var vild med kondiløb og tennis“. Kun 33 år gammel havde han allerede skaffet sig et job med stor prestige og var anerkendt som en dygtig amatørsportsmand. Men en morgen kvalte han sin fader. Hvorfor gjorde han det? Ifølge avisen Daily News råbte Peter: „Det var Djævelen der fik mig til det!“
En forbryder bliver selvfølgelig ikke automatisk frikendt fordi han bruger Djævelen som påskud for en kriminel handling. I de fleste tilfælde bliver han sendt til mentalundersøgelse. Og i visse kredse er alene troen på Djævelens eksistens nok til at nogle mener man burde mentalundersøges. ’Et spøgelse der lister rundt og ophidser til mord og lemlæstelse? Latterligt!’ siger mange. Nej, så kan de bedre godtage den opfattelse at Djævelen blot er et symbol på det onde i mennesket selv.
Og ingen kan vist nægte at ufuldkomne mennesker har noget ondt i sig. „Menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af,“ siger Bibelen. (1 Mosebog 8:21) Men efter at psykologer i årtier har forsket efter ’den indre djævel’ i mennesket, er de ikke fremkommet med andet end nogle modstridende teorier, ofte inkonsekvente og problemfyldte. (Se rammen på denne side.)
Tag for eksempel dem der mener at voldstendenser hos mennesker er et levn fra den biologiske udvikling de formoder at vi har gennemgået, en arv fra dyrene. Erich Fromm hævder imidlertid i sin bog The Anatomy of Human Destructiveness at dyrene ikke altid reagerer med vold i en faresituation: „Flugtinstinktet spiller . . . en lige så stor eller endnu større rolle i dyrenes adfærd end kampinstinktet.“ Selv om man gik ind for evolutionsteorien, der ellers er problematisk nok, er den opfattelse at mennesket er et dyr som bærer tendensen til vold i sig, altså tvivlsom. Men hvis ikke vi selv er vor egen værste fjende, hvem er det så?
[Ramme på side 3]
’Den indre djævel’ eftersøgt
Der har været gjort mange forsøg på at bevise at kilden til al ondskab er mennesket selv. Psykoanalytikeren Sigmund Freud så menneskelivet som en kamp mellem stærke livs- og dødsinstinkter. Freuds tidligere medarbejder Carl Jung opfattede imidlertid „Djævelen“ i mennesket som en „skygge“, en dyrisk personlighed der dukkede frem når mennesket prøvede at undertrykke den onde del af sit jeg. Ifølge Konrad Lorenz er aggressiviteten noget iboende, et levn fra udviklingshistorien. Mange biologer mener at voldelig adfærd hos mennesker udløses af genetiske eller organiske afvigelser. Og det hele forvirres endnu mere af at nogle giver miljøet og ikke arven skylden for ’den indre djævel’ i mennesket. De mener at det er faktorer i omgivelserne, for eksempel hos familie og venner, der kalder det onde frem i os.