Hvorfor så meget had?

EN BØLGE af had skyller hen over verden. Man hører om massakrer på forsvarsløse kvinder og børn, om bomber der eksploderer på offentlige steder og forårsager meningsløse blodbade, og man læser rapporter som disse:

„Alle hader alle og er rede til at slå ihjel. Somme tider er jeg bange for at vi i Libanon blot ser en antydning af hvad der kan ske med hele menneskeheden,“ udtaler nobelpristageren Isaac Bashevis Singer beklagende. Han tilføjer: „Jeg skælver ved tanken om den fornedrede tilstand vi nu befinder os i.“ — U.S. News & World Report, december 1983.

„Efter fire år med lurende protest og en måneds tiltagende vold eksploderede Indiens olierige stat Assam i et voldsomt anfald af kollektivt og religiøst had.“ — Time, 7. marts 1983.

„Vestbelfast er kampzonen, hvor en grotesk ’fredsgrænse’ af stål og beton skærer sig vej gennem en uhyggelig ørken af ødelagte bygninger . . . Terrorister [med vidt forskellig politisk overbevisning] søger ly imellem dem, og finder næring til deres had ved den samme forgiftede kilde: Irlands historie.“ — National Geographic, april 1981.

Had er som kræftceller i samfundet. Vi går rundt og tror at vi lever i en oplyst verden der er hævet over fortidens barbari. Og dog ser man overalt i samfundet vidnesbyrd om den sørgelige sandhed en bibelskribent engang udtrykte: „Had vækker splid.“ — Ordsprogene 10:12.

Fjendskab og strid øges af propagandister der udsender en stadig strøm af urigtige oplysninger. Drevet af blindt had begår de vildledte mennesker undertiden forfærdende voldshandlinger. I nogle tilfælde ligger der ganske vist retfærdig harme bag, men volden er ikke mindre forfærdende af den grund. Når man ser fortvivlelsen, håbløsheden og smerten hos de utallige ofre for vold og fordomme der skyldes had, er der god grund til at spørge: ’Hvorfor? Hvorfor er der så meget had? Kan det på nogen måde fjernes? Vil verden nogen sinde blive befriet for had?’