Jeg holder mit løfte til Gud

Jeg glemte aldrig det løfte jeg havde aflagt til Gud næsten 30 år tidligere — at jeg ville give mit liv i hans tjeneste hvis han hjalp mig. Og jeg følte at han havde hjulpet mig mange gange. Jeg følte mig helt brødebetynget fordi jeg ikke gav Gud det jeg skyldte ham!

Tilværelsen i Amerika var helt anderledes end i Vietnam! Hvor var det skønt at kunne nyde frihed — at kunne gå hvorhen man ville, når man ville. Men jeg kunne slet ikke fatte den materialistiske livsform med dens videnskabsbetonede synspunkter. Moralnormer lod til at være næsten ukendte! Daglig var nyhederne fyldt med beretninger om frygtelige forbrydelser — børn der dræbte deres forældre, eller forældre der dræbte deres børn, aborter, skilsmisser, gadevold. Alt dette skræmte mig. Jeg undrede mig over et så stærkt forfald i et land der var så begunstiget med skønhed og rigdomme.

Nu begyndte nogle gamle spørgsmål at nage mig mere end nogen sinde: Er det virkelig Gud som har skabt mennesket? Er vi virkelig børn af Gud? Hvis vi er, hvorfor er Han da så ligegyldig over for disse forseelser? Hvorfor straffer han ikke mennesker nu, for at forebygge endnu værre forhold? Eller venter Gud mon på at mennesket skal omvende sig fra sine synder? Og, hvis mennesket er skabt af Gud, hvorfor ligner det da ikke sin Fader? Hvorfor ikke forsøge at glæde Ham?

Af egen erfaring var jeg overbevist om at der findes en Gud. Men jeg spekulerede på hvorfor han bedømmes så forkert. Har han ingen børn som forstår ham, elsker ham og glæder ham ved at handle retfærdigt? Det måtte han have! Men hvor og hvordan findes de? Hvordan kunne jeg komme i forbindelse med dem?

Jeg var opslugt af sådanne spørgsmål, og jeg var ulykkelig over ikke at få svar. Men så en dag i juni 1981, mens jeg boede i Pasadena i Texas, fik jeg besøg af en ældre mand og en dreng, hans barnebarn. De talte om at Gud har et rige, en virkelig regering, som vil bringe velsignelser over jorden. Manden spurgte mig om jeg kunne tænke mig at leve evigt i et paradis på jorden.

Jeg svarede: „Nej.“ Min stærke længsel var at kende den sande Gud. At leve evigt i et paradis interesserede mig ikke dengang. Men deres værdige optræden vakte min respekt og tillid, og jeg bød dem derfor indenfor. Jeg fortalte dem hvordan jeg mente at have oplevet Guds beskyttelse og kærlige omsorg. „Jeg leder efter den Gud som har disse fremragende egenskaber,“ sagde jeg. „Hvis jeres Gud er sådan, vil I så ikke nok vise mig hvordan jeg lærer ham at kende.“

I næsten en time læste den ældre mand op af Bibelen for mig om den store Gud, Jehova. Han fortalte for eksempel hvordan Jehova handlede med sit folk, israelitterne, og viste dem kærlighed og omsorg. Næste uge kom han tilbage med Min bibelhistoriebog. Han åbnede den og viste mig historie nummer 33: „Over Det røde Hav.“ Alene ud fra billedet og uden at læse gættede jeg hvad det forestillede — et mirakel fra Gud, som udfriede hans folk af undertrykkernes hænder.

Jeg tænkte ved mig selv: „Det er virkelig den Gud jeg leder efter.“ Ugen efter begyndte jeg et regelmæssigt studium af Bibelen med Jehovas vidner, og i løbet af studiet fik jeg logiske svar ud fra Bibelen på alle mine spørgsmål. Ja, jeg havde endelig fundet den sande Gud som jeg måtte tjene for at indfri hvad jeg skyldte. For at vise at jeg havde overgivet mit liv til at tjene ham for evigt, lod jeg mig døbe ved nedsænkning i vand.

Nu går min tid med at hjælpe andre til at lære om Jehova, om hvorfor han har tilladt ondskaben indtil nu, og om hvad han snart vil gøre for at fjerne alt skadeligt fra jorden. Omsider har jeg en følelse af virkelig fred og sikkerhed, idet jeg tjener Jehova sammen med hans jordiske organisation af kærlige brødre og søstre.

[Tekstcitat på side 23]

Jeg undrede mig over et så stærkt forfald i et land der var så velstillet

[Illustration på side 23]

Min niece, som jeg genoplivede under stormen, og jeg