„Det kan man kalde samarbejde“
For nylig opførte Jehovas vidner i byen Tiverton i staten Rhode Island, USA, en hurtigbygget rigssal. En lokal præst aflagde byggepladsen et besøg, og han berettede om byggeriet i en artikel under den ovennævnte overskrift. Hovedindholdet i hans beretning var som følger:
’DER var indløbet adskillige besynderlige meldinger om at en kirke var under opførelse på Fish Road. Det forlød at 500 mennesker ville bygge en kirke på to dage. Jeg begav mig til Fish Road for at se hvor meget der var om det. Der var omtrent 1500 mennesker på byggepladsen — tømrere, snedkere, murere, VVS-folk, elektrikere, glarmestre, malere, anlægsgartnere samt flere hundrede håndlangere.
Der var placeret åbne lastbiler overalt på grunden, der er på 12.000 kvadratmeter. På en af lastbilerne var der opsat et skilt hvor der stod „Tabt og fundet“. Hvis én havde mistet et stykke værktøj kunne han henvende sig her og være sikker på at det var blevet indleveret. Hvis man ankom til stedet i pænt tøj og ønskede at arbejde med, var der en lastbil hvorfra der blev udleveret arbejdstøj og hjelme. I en anden lastbil var der indrettet førstehjælp — hvis det skulle blive nødvendigt.
Et stort cirkustelt var blevet opstillet bagest på grunden. Her bespiste man 1500 mennesker på 15 minutter. Jeg så kvinder der gik rundt med vandkander for at fugte jorden og på den måde binde støvet — det gjorde de hele dagen. Efterhånden som træbeklædningen blev sat op gik malerne i gang. Det var et syn som kun få har set magen til.
Nogle entreprenører i området havde sagt at det ikke kunne lade sig gøre. Men det kunne det, og jeg tog derhen og så det med mine egne øjne. Hvem var disse mennesker? Det var såmænd Jehovas vidner, og kirken var en rigssal. Fundamentet var færdiggjort i forvejen, men resten af huset blev bygget på to dage! Jeg hørte ikke et eneste bandeord og ingen skænderier. Der var noget helt specielt ved disse mennesker. De gik stille og roligt til værks. De brugte hænderne i stedet for munden!
Som unitarer har det jo bekymret os hvorfor vi ikke tiltrækker flere farvede og flere af blandede racer og nationaliteter. Men her var der masser af farvede og andre af blandet race der alle samarbejdede som i en familie. Folkene her kom fra hele New England og fra fjernere områder. Den blandede skare af forskellige racer bestod hovedsagelig af unge mennesker der udviste stor iver.
Jeg har aldrig kendt ret meget til disse mennesker, hvilket skyldes negativ presseomtale og dårlige rygter. Men det jeg så her var udelukkende positivt! Jeg har aldrig interesseret mig for disse mennesker når de i årenes løb har banket på min dør, men for fremtiden vil jeg modtage dem med langt større respekt og beundring.
Det forekommer mig at mange af os lukker af for ideer og nye synspunkter på grund af uvidenhed og fordomme. Jeg tror at vi alle gør klogt i at rette vor opmærksomhed mod dem når de distancerer os. Uvidenhed og frygt påvirker os længe før vi begynder at lytte. Men især må vi være opmærksomme når vi ser deres store vækst og den vældige begejstring de kan fremkalde.
Hvis de havde udbudt opførelsen af denne bygning i licitation — fra kælder til kvist — ville det have kostet dem omkring 500.000 dollars (3,5 millioner kroner) eller mere. Jeg spekulerer på om vi unitarer, præget som vi er af vores stive facon her i New England, nogen sinde ville gå i gang med et projekt som dette. Tænk over det — navnlig de af jer der elsker at nedsætte komiteer og holde taler. Ja, tænk over det!’