Travlhed — til ingen nytte?

CHAUFFØREN kørte af sted med en fart han selv fandt meget passende: 130 kilometer i timen. Men hans passagerer, der ikke var vant til at færdes på de vesttyske autobaner, hvor der kun er fartbegrænsning i bestemte områder, blev mere og mere nervøse over den hurtige trafik. Selv om de kørte 130 kilometer i timen blev de ustandselig overhalet af biler og motorcykler. Til sidst kunne en af dem ikke længere beherske sig. Hun spurgte: „Hvorfor har de alle sammen så travlt? Hvor skal de mon hen?“

„De skal sikkert ingen steder,“ svarede hendes vært smilende, tydeligvis i spøg. For det var soleklart at de alle var på vej et eller andet sted hen — og at de havde travlt!

Men hvorfor har vi så travlt? Har vi mon glemt at halvdelen af fornøjelsen ved at rejse består i at man tager sig tid til at nyde udsigten? Behøver man virkelig at spurte forpustet gennem tilværelsen som var man deltager i et hundredmeterløb?

Hurtige biler, fast-food og overlydsfly er kendetegn på en tidsalder hvis evige krav lyder: „Hurtigere og bedre!“ Nu er det selvfølgelig kun de færreste der har lyst til at vende tilbage til „de gode gamle dage“. Og mange hælder til den anskuelse at travlhed ikke altid er af det onde. Hvis man for eksempel ringer efter politiet eller efter en ambulance, håber man bestemt ikke at de tager sig alt for god tid til at nyde udsigten undervejs.

Men er det nødvendigt — eller gavnligt — at vi alle er så forjagede? Nogle svarer nej. En journalist ved Los Angeles Times siger: „Forstyrrede, fortravlede og forjagede haster [mange] gennem livet under urets tyranni i travlhedens tidsalder.“

Den vægt der lægges på hurtighed og effektivitet har bidraget til stress, som The Toronto Star har kaldt „en epidemi der har taget overhånd“. Stress synes at være den rene gift for legemet og har fået skyld for en uendelig lang række lidelser, lige fra skæl og flækkede negle til for højt blodtryk og hjerteanfald. Også vort forhold til andre lider under urets tyranni.

Men hvordan kan det være at vor tid er „travlhedens tidsalder“? Og hvis vi føler os forjagede og stressede nu, hvordan vil vi så have det om nogle år? Kan vi på nogen måde få mere hold på vor tilværelse — og leve roligt i denne stressede verden?