Allan Kardec — en forkæmper for spiritismen
Af Vågn op!-korrespondent i Brasilien
„JEG er kardecist.“ Når Jehovas vidner i Brasilien besøger folk fra hus til hus, hører de gang på gang denne bemærkning. Mange siger venligt til forkynderne: „Jeg læser evangeliet sådan som spiritisterne udlægger det, ligesom Allan Kardec.“ Derefter følger der næsten altid en hjertelig og livlig samtale.
Men hvem er Allan Kardec? I de fleste moderne opslagsværker finder man ikke dette navn, men for mange hundrede tusinder er han en foregangsmand og systematiker inden for spiritismen i dens nuværende form. Hans skrifter anerkendes som åbenbaringer fra overnaturlige magter — især i Brasilien hvor hans bøger har opnået stor udbredelse.
Ifølge to velkendte leksika på portugisisk, Grande Enciclopédia Delta Larousse og Enciclopédia Mirador Internacional, er Allan Kardec et pseudonym for den franske forfatter Hippolyte Léon Denizard Rivail, der levede fra 1804 til 1869. Han er født i Lyon og blev i en alder af ti år sendt til Schweiz for at blive uddannet og var her elev hos den pædagogiske reformator Pestalozzi. Fra 1824 opholdt han sig i Paris, hvor han helligede sig opgaven som lærer og med tiden blev medlem af Det Kongelige Naturvidenskabelige Akademi i Frankrig.
I 1854 blev Hippolyte Rivail præsenteret for en form for tidsfordriv der var meget populær i midten af det 19. århundrede: Forsøg på at få forbindelse med afdødes ånder. Det følgende år overværede han spiritistiske møder med fænomener som „dansende borde“ og budskaber skrevet af medier. Han blev overbevist om at der fandtes en åndeverden, beboet af afdødes udødelige sjæle, og at det var muligt at komme i forbindelse med dem. De usynlige åndemagter var ikke sene til at gøre brug af ham som deres redskab.
Hans „tjenende ånd“ oplyste ham om at han i et tidligere liv, på druidernes tid, havde levet i Gallien og at hans navn da havde været Allan Kardec. Gennem medier meddelte ånderne også at „den tid Forsynet havde fastsat til en universel manifestation nu var kommet og at de, som Guds tjenere og håndhævere af hans vilje, havde pligt til at vejlede og oplyse menneskene og således bane vejen for en ny æra til menneskehedens genfødelse“.
Dybt betaget af alt dette begyndte Rivail systematisk at ordne et omfattende antal mediumistiske skrifter som hans spiritistiske venner forsynede ham med. Han begyndte regelmæssigt at overvære seancer, altid forberedt med en række spørgsmål der gennem medier blev besvaret på en „præcis, dybsindig og logisk måde“. På grundlag af hele dette materiale, der gennem et medium på behørig måde blev „korrekturlæst“ af „sandhedens ånd“, udarbejdede han sin første bog Le livre des esprits (Åndernes bog), der i 1857 udkom under forfatternavnet Allan Kardec.
Lige fra begyndelsen erklærede Rivail „at ånderne, der blot er menneskesjæle, hverken har overmenneskelig kundskab eller overmenneskelig visdom, at deres intelligens afhænger af de fremskridt de har gjort og at deres opfattelse ikke er andet end deres personlige opfattelse“. I sine mediumistiske skrifter nævner han ofte at der findes overordnede og underordnede ånder, gode og onde ånder, laverestående ånder, hadefulde og oprørske ånder, omflakkende ånder, vulgære ånder og løgnagtige ånder. Disse fremstiller sig for medierne under velkendte navne som for eksempel Sokrates, Julius Cæsar, Augustinus, Karl den Store, George Washington, Mozart og Napoleon. I sin bog Hvad spiritismen lærer indrømmer Rivail også at nogle ånder er „løgnere, bedragere, hyklere, onde og hævngerrige“, og bruger et simpelt sprog.
Hvorfor skulle folk da give sig af med at studere spiritisme? Rivail svarede: „For at få et håndgribeligt bevis for den åndelige verdens eksistens.“ Men det var næppe nødvendigt. Tusinder af år før Rivail var de der troede på Bibelen klar over at der fandtes en sådan åndelig verden.
Den Gud de kristne tilbeder er den højeste Ånd. Jesus sagde selv: „Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:24) De der helhjertet tjener denne Gud erfarer hans ledelse i deres liv og de nærer ingen tvivl om hans eksistens. De er også klar over at der findes andre ånder — Jesus Kristus og hans hellige engle, engle som gør Guds vilje.
Ifølge udgiverne af en portugisisk udgave af Rivails Åndernes bog er dens formål „at hjælpe alle andre religioner til at konsolidere deres tro på sjælens udødelighed“.
Men denne lære er ikke i overensstemmelse med Guds ord. Bibelen siger at menneskesjælen ikke er udødelig. „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting.“ (Prædikeren 9:5) Bibelen indeholder også denne alvorlige advarsel: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ — Ezekiel 18:4.
Hvem var da de ånder som Rivail fik forbindelse med? Der er kun ét svar: Disse ånder må tilhøre en anden del af åndeverdenen — dæmonerne. Disciplen Judas giver følgende beskrivelse af dæmonerne: „De engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig.“ (Judas 6) Ja, de er engle der har gjort oprør mod Gud.
I den lov Gud gav Israel forbød han derfor strengt israelitterne at have nogen som helst forbindelse med medier. (3 Mosebog 19:31) Den omstændighed at deres sprog undertiden kan have været smukt og udtrykt ædle tanker, gør ingen forskel. Apostelen Paulus advarer: „Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel.“ — 2 Korinther 11:14.
[Tekstcitat på side 27]
Nogle ånder er „løgnere, bedragere, hyklere, onde og hævngerrige“, og bruger et simpelt sprog
[Illustration på side 26]
Allan Kardec — et redskab for usynlige åndemagter