Side 2

Iguaçú-vandfaldet er et af naturens egne underværker. Egentlig er det ikke ét vandfald, men består af 275 forskellige vandfald eller katarakter med et fald på mellem 60 og 85 meter, og spænder over en bredde på 4 kilometer. Hvert sekund gennemstrømmes det af over 12.000 kubikmeter vand. Det har fortjent sit navn, Iguaçú (udtales i-gwa-suuʹ, med langt u og tryk på sidste stavelse), der betyder „det store vand“.

Disse vandfald danner grænse mellem Brasilien og Argentina, som begge har oprettet nationalparker for at beskytte naturfænomenet. I vandtågerne gror der en frodighed af tropiske planter, og i skovene er der jaguarer, ozelotter, tapirer og hjorte. Der er fugle i de skønneste farver, og en rigdom af sommerfugle, hvoraf nogle sætter sig til hvile på de besøgende. Ofte ses smukke regnbuer i den dis der vælder op fra de buldrende vandfald.

Men hvor længe endnu vil dette sted (der årlig besøges af over 3 millioner turister) kunne nydes i al sin skønhed? Der har allerede været planer fremme om at bygge vandkraftværker på stedet. Vil menneskene en dag spolere skønheden, som så mange andre steder? Eller vil de bevare stedet, så også vore børn og børnebørn en dag vil kunne beundre „det store vand“?

[Illustration på side 2]