Bedrageri og sabotage i edb-verdenen

HVORDAN kunne svindlere komme af sted med at bryde koden til dataanlægget i en bank og uden videre tappe mere end 360.000 pund (4,1 millioner kroner) fra kassebeholdningen? Det arbejder bedrageriafdelingen ved Scotland Yard hårdt på at finde ud af. „Der er ingen beviser for at personalet har været indblandet,“ siger bankens ledelse. Hvem er så gerningsmændene? Det eneste man med sikkerhed ved, er at nogle tyve ad omveje har programmeret bankens dataanlæg til at udbetale pengene, og at hele affæren „er blevet tilsløret med stor dygtighed,“ oplyser Londonavisen Daily Mail for 22. august 1986. I banken var man slået af bestyrtelse.

Denne form for kriminalitet er ikke noget nyt fænomen i England. Der bliver hvert år stjålet millioner af pund på denne måde. Det er heller ikke kun et engelsk problem. For tiden er man ved at undersøge hvordan 20 millioner dollars kunne forsvinde i en transaktion fra en bank i New York. Dataforbrydelser er måske i virkeligheden på vej til at blive den mest fremgangsrige branche i verden.

Skønt denne form for kriminalitet er alvorlig nok, har der i løbet af sommeren 1986 vist sig et nyt skud på stammen som kan få aldeles uoverskuelige konsekvenser, nemlig sabotage mod programmer og databaser. Londonavisen The Times for 7. august 1986 beretter om at utilfredse medarbejdere i smug indkoder programmer i dataanlægget som „sætter det ud af funktion på et bestemt tidspunkt eller når en række forskellige omstændigheder indtræffer samtidig“. Det kan få alvorlige konsekvenser, med tab der er umulige at gøre op. En tredjedel af de 15 store sabotagehandlinger mod dataanlæg som man undersøgte i England sidste år, medførte at de berørte firmaer måtte lukke. Disse ’sabotageprogrammer’ har fået deres eget navn — „logiske bomber“. En sådan „bombe“ kan ødelægge værdifulde registre med oplysninger om kunder, fakturering samt andre informationer der har afgørende betydning i et moderne firma.

I De Forenede Stater er man stødt på den om muligt endnu mere frygtede såkaldte „computervirus“. Benævnelsen dækker over ’sabotageprogrammer’ der under anlæggets drift udvikler sig på en sådan måde at de forskellige ordrer ødelægger hinanden indbyrdes. Tænk på hvilke konsekvenser denne selvødelæggelse kan få!

Men hvad kan et firma gøre for at beskytte sig mod bedrageri og sabotage? Til at begynde med gælder det om at få dataudstyret leveret og opstillet af et pålideligt og troværdigt firma. Derefter må man ansætte en ærlig og pålidelig stab af medarbejdere der kan betjene anlægget. Men dette er ikke altid så let. Og hvem kan garantere for at en af de ansatte ikke senere bliver utilfreds?

Endnu et problem er, som Londonavisen The Times nævner, at „kyniske selvstændige vedligeholdelsesprogrammører og systemplanlæggere sikrer sig at der jævnligt opstår driftsforstyrrelser i dataanlæggene sådan at der stadig vil være arbejde til dem“. Firmaer der søger at holde trit med den moderne teknologi har tilsyneladende ikke mange chancer for at vinde i kampen mod bedrageri og sabotage. Avisen Daily Mail skriver beklagende: „Datamaskinerne, der er blevet hyldet som det tyvende århundredes vidunderkraft, kan lige så vel gøre skade som gavn.“ Hvilket selvfølgelig ikke er maskinernes fejl, men menneskenes.