Er børn i farezonen?
HVOR meget påvirkes helt små børn af tv-reklamer? For meget, mener børnelægen dr. Percy Barsky fra Winnipeg i Canada. Avisen „The Toronto Star“ rapporterer at det gik op for Barsky da et treårigt barn fortalte ham at han ønskede „det endelige våben“ i julegave. Dette har resulteret i at organisationen Public Action for Children’s Television vil forsøge at få alle legetøjsreklamer på tv forbudt. „Voldsbetonet legetøj“ kan avle vold, hævder Barsky. Som en kommentar til en undersøgelse foretaget af Cancer Research Campaign i Glasgow, Skotland, bemærker „The Times“: „Børn helt ned til seksårsalderen eller yngre bliver påvirket mere af tobaksreklamer end voksne er klar over.“ I begge tilfælde er farerne tydelige, men hvad kan man gøre? Ansvarsbevidste forældre der bekymrer sig for deres børns velfærd, bør have hånd i hanke med hvad deres børn får lov til at se på fjernsynsskærmen.