Sådan retfærdiggør man krigens rædsler

I 1988 omtalte tidsskriftet JAMA (Journal of the American Medical Association) krig som „den frygteligste svøbe i det 20. århundrede“. Man anslår at der foreløbig i dette århundrede er blevet dræbt 90 millioner mennesker i krig. Historisk set har omkring 50 procent af dem der er døde som følge af krigshandlinger været civile, men denne procentdel er steget drastisk. Det forlyder at antallet af civile dødsofre i 1970’erne var steget til 73 procent og i 1980’erne til 85 procent.

Hvordan bærer man sig ad med at retfærdiggøre sådanne massemord på civile? På samme måde som amerikanerne i begyndelsen retfærdiggjorde slaveriet. De afviste simpelt hen at betragte ofrene som mennesker. Som det hedder i lærebogen The Sociology of Social Problems: „Princippet om at ’alle mennesker er skabt lige’ gjaldt ikke negrene, for de blev betragtet som ’ejendom’ og ikke som mennesker.“ Artiklen i JAMA bemærker samstemmende at staterne nægter at anerkende „ofrenes stilling som fuldgyldige medlemmer af menneskeheden, idet de typisk reducerer dem til begreber som forbindes med en trussel mod statens suverænitet: han er ikke længere en mand, fader, tømrer eller landmand, men en kapitalist; hun er ikke længere en kvinde, student, datter eller litteraturelsker, men en marxist.“

De forfærdelige nedslagtninger skyldes i høj grad den gejstligt støttede nationalisme. Som den katolske historiker E. I. Watkin har erkendt: „Uanset hvad den officielle holdning har været, har katolske biskopper i krigstid fulgt devisen ’mit land har altid ret’. . . . Overalt hvor krigerisk nationalisme har været fremherskende har de virket som statens talerør.“

[Kildeangivelse på side 31]

U.S. Army