Patienters rettigheder bekræftet

„INDIVIDETS ret til at bestemme over sit eget legeme har længe været et anerkendt begreb i sædvaneret,“ har dommer Sydney Robins ved Ontarios appelret i Canada udtalt. I hvilken forbindelse blev dette sagt?

I 1979 blev hr. og fru Malette fra Quebec impliceret i en bilulykke hvor han blev dræbt og hun alvorligt kvæstet. Da fru Malette i bevidstløs tilstand blev kørt på hospitalet fandt man at hun bar et underskrevet kort der klart viste at hun nægtede at modtage blodtransfusion af religiøse grunde. (Der er også en vis sundhedsrisiko forbundet med at modtage blod.) Da den behandlende læge fandt at hendes situation var kritisk, ignorerede han disse instruktioner og besluttede at der alligevel skulle gives blod. Som følge heraf sagsøgte fru Malette lægen og hospitalet for legemskrænkelse og religiøs diskrimination. Ved en lavere retsinstans fik hun tilkendt 20.000 dollars i erstatning. Afgørelsen blev imidlertid appelleret til Ontarios højesteret.

Her følger et af de argumenter der blev gentaget i den dom højesteret afsagde til gunst for fru Malette:

„Friheden til at nægte at modtage behandling er en vigtig del af patientens ret til at bestemme over sit eget legeme. . . . Uanset hvor helligt livet er, giver den sociale ytringsfrihed rum for at visse sider af livet kan anses for vigtigere end selve livet. Ophøjede og ærefulde motiver har længe spillet en vigtig rolle i samfundet, hvad enten det har drejet sig om patriotisme i krig . . . [eller] beskyttelse af ens ægtefælles, søns eller datters liv . . . At nægte at modtage en bestemt lægebehandling af religiøse grunde hører til i denne kategori.“

Det hed endvidere i højesterettens afgørelse: „Uanset hvad lægen mener er det patienten der har det afgørende ord at skulle have sagt når det gælder valg af behandlingsform. . . . Hvis en læge fortsætter med at behandle en patient på trods af dennes vægring, vil han kunne drages til ansvar for sin handlemåde. . . . En læge har ikke ret til at ignorere de instruktioner en patient har givet på forhånd [såsom det ’blodkort’ Jehovas vidner bærer] lige så lidt som han har ret til at ignorere de anvisninger der gives på ulykkestidspunktet.“ Retten tilføjede at „det at give et Jehovas vidne en blodtransfusion på trods af vedkommendes udtrykkelige vægring . . . er en krænkelse af vedkommendes integritet og er et udtryk for manglende respekt for de religiøse normer som vedkommende har valgt at leve efter“.

Derefter fremførte dommeren et vægtigt argument mod lægens påstand om at kortet var ugyldigt i denne nødsituation. „Jeg er ikke enig i . . . at det kort Jehovas vidner bærer blot er et betydningsløst stykke papir. . . . Anvisningerne på det kort fru Malette bar, påførte behandlingen af hende retsgyldige restriktioner der udelukkede blodtransfusion. . . . Hendes skriftlige erklæring har helt klart til hensigt at udtrykke hendes ønsker i tilfælde af at hun ikke er i stand til at tale for sig selv.“

Til sidst fremsatte dommeren det logiske ræsonnement at når Jehovas vidner nægter at modtage blodtransfusion „må de acceptere konsekvenserne af deres beslutning. Hverken vedkommende selv eller de pårørende kan senere sige at kortet ikke var et udtryk for deres egentlige ønske.“