Dør sjælen?

DETTE spørgsmål har nogle læsere af tidsskriftet Time for 30. juli 1990 måske stillet sig selv. I en artikel som bar overskriften „Hurtigkørsel hen over ujævnhederne“ og som handlede om den stigende trafik på Østtysklands veje før genforeningen den 3. oktober 1990, stod der: „Tres procent flere, nemlig 1078 sjæle, blev dræbt i trafikken i de første seks måneder af 1990.“

Meningen var tydeligvis den at der var omkommet 1078 mennesker ved bilulykker. Men var det rigtigt at sige at 1078 sjæle var blevet dræbt? Begik tidsskriftet Time en fejl ved at bruge begrebet „sjæle“ synonymt med mennesker af kød og blod? Hvad er en sjæl?

Der har været mange forskellige opfattelser af sjælen i tidens løb. Mange folk før i tiden troede at den immaterielle sjæl levede videre efter døden, som blot var en dør til det hinsidige liv. Når en hersker døde blev hans slaver i nogle tilfælde henrettet for at deres sjæle skulle fortsætte med at trælle for ham.

Også i dag tror mange at sjælen er en ulegemlig eller åndelig del af mennesket der lever videre efter det fysiske legemes død. Bibelen lærer imidlertid noget andet. Faktisk tales der i Fjerde Mosebog 6:6 om ’sjæle der er døde’. Sjælen er altså ikke et eller andet ustofligt inden i dig. Du er selv en sjæl. Og sjæle kan dø, som Time skrev.

The Jewish Encyclopedia (1910) skriver: „Troen på at sjælen fortsætter med at eksistere efter at legemet er opløst, skyldes filosofisk eller teologisk spekulation snarere end enkel tro, og Den Hellige Skrift siger derfor intet udtrykkeligt herom.“ — Bind VI, side 564.